Nedervindinge

Bemærk:
Denne side er et eksperiment, et forsøg på at gøre fortællingen om forfædre og mødre mere overskuelig, og samtidig nem af tilføje diverse bemærkninger og notitser til, såsom lidt om datiden, og om personerne, og stederne hvor de bor og lever.
Dette er kun en begyndelse, og fremover bliver der foretaget rettelser og tilføjelser.
Kom gerne med indsigelser og/eller forslag.


Mit udgangspunkt er jo mine oldeforældre "Christian og Maren", samt deres børn.
Denne side er fortællingen om generationen tidligere, om Christian og Marens forældre, som er mine tipoldeforældre.


Christian Andersen.
Endnu er der stadig lidt tvivl om hvem Christian Andersen er og var, og hvor han hørte hjemme.
Ørslev bliver nævnt nogle gange.

Marie Nielsdatter.
Marie Nielsdatter født 1821 i Oreby.
Marie Nielsdatter er indskrevet i kirkebogen som værende født den 1. november 1821, og hjemmedøbt et par dage efter af pastor Boesen. (Fødseldatoen er senere rettet i kirkebogen til den 30.oktober.)
Dåben blev bekræftet i Kastrup Kirke den 27. januar 1822.
Forældrene var Husmand Niels Knudsen og hustruen Catrine Pedersdatter fra Oreby.
Fadderne var:
Husmand Peder Pedersens datter Margrethe bar den lille, og de øvrige faddere var: husmand Peder Pedersen, husmand Rasmus Pedersen, indsidder Ole Pedersen og gårdmand Morten Jensen, som alle var fra Oreby.(10.)
Min kommentar.
Pastor Boesen som foretog dåben var præst i både Vordingborg og Kastrup. Dengang var Kastrup sogn kirkeligt et anneks til Vordingborg.
Og pastor Boesen fortjener en lille bemærkning, idet han var med-beslutningstager til en "reparation" af Gåsetårnet, som i den forbindelse fik trapper inde i tårnet, så man kunne gå helt op til toppen.

Marie Nielsdatters 1. barn.
Christian Andersen fra Ørslev ville ikke vedkende sig at være far til Maries første datter, Maren, som blev født udenfor ægteskab, så Birkedommer Oxenbøll oprettede i 1847 en paternitetssag ved Vordingborg Søndre Birk, under Præstø Amt.
Det var samtidig en alimentationssag, for uden en barnefader, så ville andre blive pålagt forsørgelsespligten.(03.)


Vielse.
Vielse i 1848, men ikke med datterens fader.
Det blev ikke datterens fader som Marie giftede sig med, men derimod en ungkarl fra samme sted hvor hun selv boede og arbejdede, fra Oregaard ved Rosenfeldt.
Den 28-årige ungkarl Carl Christian Jørgensen på Oregaard, og den 26-årige pige Marie Nielsdatter også på Oregaard, bliver viet søndag den 26. november i Kastrup Kirke.
Forloverne er husmand Jakob Nielsen fra Oreby og husmand Knud Nielsen fra Knudsskov.(12.)
Min kommentar.
I Hovedministerialbogen er brudgommens fornavnene stavet med C, og i Kontraministerialbogen er fornavnene med K. For ikke at gøre forvirringen større, så bruger jeg udelukkende Carl Christian stavet med stort C..


Marie Nielsdatter dør i 1906.
Marie Nielsdatter døde 84 år gammel af "marasmus senilis", som enkelt fortalt betyder alderdom,  lørdag den 5. maj 1906 i hjemmet i Oreby, og hun blev begravet på Kastrup Kirkegaard af kapellan Holger Pedersen, torsdag den 10. maj.
Marie Nielsdatter er enke efter sin afdøde mand, arbejdsmand Carl Christian Jørgensen.(11.)


Peder Pedersen.
Født i Bakkebølle i 1815.
Peder Pedersen blev født den 22. februar 1815. Han blev først hjemmedøbt, og den 9. april blev dåben bekræftet i Vordingborg Kirke
Forældrene var husmand Peder Larsen og hans hustru Karen Pedersdatter, begge fra Bakkebølle.
Fadderne ved dåben.
Gårdmand Ole Andersens kone fra Bakkebølle. Pigen Kirsten Rasmusdatter, og gårdmand Lars Hage, og gårdmand Rasmus Jensen og Jørgen Pedersen, som alle også var fra Bakkebølle.(02.)

Konfirmeret.
Den 1. søndag efter Mikkelsdag i 1830, blev husmand fra Bakkebølle Peder Larsen, og hans hustru Marie Pedersdatters søn Peder Pedersen, konfirmeret i Vordingborg Kirke.
Skolekaraktererne bliver angivet til at være "mg" i både kundskab og opførsel.(06.)
Mikkelsdag er altid den 29. september, og i 1830 var det en onsdag. Så konfirmationsdagen søndagen efter Mikkelsdag var således den 3. oktober 1830.
Mikkelsdag var oprindelig en helligdag, men var en af disse helligdage som Struensee afskaffede i 1770, og hvor Store Bededag blev indført som erstatning, en helligdag som nu også er væk.

Folketælling 1880.
Ved folketællingen i februar i 1880 bor Peder Pedersen og Birthe Kirstine Andersdatter i et lille hus i Neder Vindinge. Peder er 66 år gammel og Birthe Kirstine er 60 år.
Peder har opnået at få fattigforsørgelse.
I samme hus bor også sønnen Christian og hans hustru Maren, og deres tre små børn, Anders Peder og Niels Carl og Ane Marie Cathrine Sofie.(01.)

Peder dør i 1881.
Peder Pedersen dør hjemme i Neder Vindinge af apopleksi, pinsedag den 6. juni 1881, 67 år gammel. Og han bliver begravet på Kastrup Kirkegård fredag den 10. juni.
I Vordingborg Søndre Birks dødsanmeldelsesprotokol, blev der dagen efter husmand Peder Pedersens død skrevet, at enken Birthe Andersdatter og de fælles myndige børn forbliver i uskiftet bo.(07.)


Ægteskabet.
Peder og Birthe Kirstine bliver viet i 1843
Ungkarl, 29-årige Peder Pedersen fra Knudsskov bliver viet til 21-årige pige Birthe Kirstine Andersdatter som også er fra Knudsskov, fredag den 5. maj 1843, i Vordingborg Kirke.
Forloverne var hugger Anders Jensen og vogter Hans Frandsen fra Ore.(08.)


Birthe Kirstine Andersdatter
Birthe Kirstine Andersdatter var født den 25. september 1820, og døbt i Vordingborg Kirke søndag den 5. november.
Forældrene var husmand Anders Jensen og hustruen Ane Christiansdatter, fra Knudsby.
Fadderne var:
Skovfoged Ole Andersens kone, husmand Hans Poulsens kone, skovfoged Ole Andersen, husmand Hans Poulsen og husmand Niels Rasmussen. Alle var fra Knudsskov.(04.)

Birthe Kirstine Andersdatters forældre, Anders Jensen og Ane Christiansdatter, boede ved folketællingen i 1837 i et af Knudsskov-husene.
Faderen ernærede sig og familien med de tilhørende 8 tønder land jord. Han er 55 år gammel, og gift med den 59-årige Ane Christiansdatter.
Hjemmeboende har ægteparret stadig 4 børn boende:
Karen Andersdatter som er 23 år gammel, og er gift med en mand "som er i Slaveriet", hvilket betyder at manden er straffet for en alvorlig forbrydelse.
Og søsteren Frederikke Andersdatter, som er 21 år gammel og endnu ugift. Samt brødrene Jens Andersen som er 17 år, og Niels Andersen på 11 år.(05.)

Birthe Kirstine dør i 1883
Birthe Kirstine Andersdatter, enke efter husmand Peder Pedersen i Nedervindinge, døde 62 år gammel af sygdommen Rosen, fredag den 16. februar 1883.
Hun blev begravet på Kastrup Kirkegård ugen efter, fredag den 23. februar.(09.)
Min Kommentar.
Sygdommen "Rosen" må være arvelig, for min bedstemoder fra Kastrup Sogn, Birthe Kirstine Andersdatters banebarn, som havde "arvet" navnet Birthe Kirstine, led også af problemet. Da jeg var dreng tog hun mig med flere gange, med toget Næstved-Slagelse.
I Slagelse boede der en klog kone, af hvem bedstemoder købte noget sort salve, som hun skulle smøre på benene.
Også her i min generation er der også mindst et familiemedlem som har, eller har haft, Rosen.




* * * * * * * * * *
Kilder: 
K. W. J. Thureholm: "Der jog Kong Volmer", som har undertitlen: "Indtryk og Oplevelser paa Knudshoved-Odden i Smaalandshavet". Udgivet af Jagtvennens Forlag i Næstved i 1948.

Fodnoter. 
01.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1880 Landdistrikter(1880). Præstø Hammer Kastrup. Opslag 47. Nummer 6. "Et Hus".
02.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Hovedministerialbog(1813-1892). 1813 FKVDTA - 1822 FKVDTA. Opslag 19. Nummer 15.
03.) Rigsarkivet. Præstø Amt. Journalen 1847. Nr. 822. 6 R 8/5. (Overført til Aj. 28. - No.466. 1851).
04.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebog. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1814 FKVD - 1822 FKVD. Opslag 200. Nummer 34.
05.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Rentekammeret Danske Afdeling, Tabelkommissionen. Folketælling 1834, Landdistrikter. Præstø Bårse Vordingborg Landdistrikt. Opslag 14. Nummer 19.
06.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813-2003). 1823 FKVDJ - 1831 FKVDJ.  Opslag 241. Nummer 3.
07.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Skifter fra hele landet. Vordingborg Søndre Birk.
Dødsanmeldelsesprotokol for Søndre Birk (1869-1927). 1869-1897. Opslag 113. Nummer 73.
08.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813 - 2003) Ny Scanning i farver. Viede 1841 - Viede 1845. Opslag 6. Nummer 8.
09.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog Døde kvinder 1870 - Døde kvinder 1887. Opslag 8. 1883 Nummer 3.
10.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog (1803 - 2003). 1813 FKVDJTA - FKVDJTA.  Opslag 123. Nummer 5.
11.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog 1899 FKVD - 1908 FKVD. Opslag 196. Nummer 6.
12.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog.(1813-2003) Ny Scanning i farver indtil 1892. Viede 1847 - Viede 1869. Opslag 1. 1848 Nummer 7.

Sagnene om kong Valdemar og Tovelil fylder meget i litteraturen, og har inspireret ret mange af vore store danske digtere til at yde deres ypperste, herunder er det H. C. Andersen (01.):

Gurre i Nordsjælland.
Gurre-sagnene er for det meste tilknyttet Gurre lidt udenfor Helsingør i Nordsjælland:


Men måske er det mere oplagt at knytte sagnene til "Kongs-Ø", -  til Køng, - lidt nord for Vordingborg?
At fortællingerne i de gamle sagn om kong Volmer og Tovelil ikke kunne være rigtige, blev allerede fastslået i 1800-tallet. Men da disse fiktive beretninger er så tragiske, og samtidig noget så romantiske, så fortsatte digtere og kunstnere og komponister, med at lade de gamle skrøner være grundlaget for de mange kunstneriske udtryk.

"Toves Tryllering".
Og til de gamle sagns beretninger om Valdemars fortsatte besættelse af Tovelil også efter hendes død, hører også fortællingen om "Toves Tryllering".

Kristian Nyrups lille bog "Toves Tryllering" er en delvis videnskabelig, men overskuelig, gennemgang af nogle af disse sagns rigtighed og oprindelse, og hvori Nyrup fastslår at de kendte sagn er en sammenblanding flere steder fra.(02.)
Sagnet om denne tryllering, som stadig skulle ligge på bunden af søen ved Gurre Slot, fortæller at ringen havde Tovelil fået af kong Valdemar, med løftet om at ringen repræsenterede beviset på evig troskab og kærlighed.
Efter Tovelils tragiske død havde en hofmand set ringen på Tovelils finger, og havde fjernet ringen, og smidt den ud midt i søen.
Og den troskabsed som var fulgt med ringen, havde også sin gyldighed efter Tovelils død, så fremover følte kong Valdemar sig draget mod Tovelils ring i Gurre sø. Så det var Valdemars vilde ridt mellem Vordingborg og Gurre, på ildsprudlende heste, fulgt af glammende hunde, som om nætterne plagede egnen i den sydlige del af Hammer herred mellem Vordingborg og Køng.

Gurre ved Øbjerggaard ved Køng?


I forbindelse med nogle udgravninger ved Gurre Slot i Nordsjælland i 1921, kunne flere af landets aviser fortælle nyheden: at Valdemar og Tovelil skulle tilknyttes Gurre ved Køng.
Her citeret fra Middelfart Avis:

CitatNye Udgravninger. der ventes at ville give gode Resultater.
Har Tovelille aldrig været paa det nordsjællandske Gurre?
Udsendinge fra Nationalmusæet lader i disse Dage foretage nye Udgravninger i Resterne af det gamle Slot, Rester af nogle Smaabygninger, der ligger eller rettere h a r ligget rundt om Slottet.
Der vaages foreløbig med en vis Hemmelighedsfuldhed over, hvilke Resultater, man er kommet til ved Undersøgelserne, men vi ser os dog i Stand til at kunne oplyse, at der formentlig netop ved de nye Undersøgelser er skabt større Sikkerhed for, at det Gurre, ved hvis Sø Kong Volmer holdt Jagt, ikke er det nordsjællandske Gurre, men derimod det Gurre Slot, der menes at have ligget ved Vordingborg.(03.)

Hammer Kirkes sognepræst Carl Philipp Borries.
I årbogen for "Historisk Samfund for Præstø Amt", fra 1941 fortæller sognepræsten ved Hammer Kirke Carl Philipp Borries (1894-1942) om "Sognet omkring Kongsø". (Kongs-ø = Køng).
Og som Borries beretter, så kunne Valdemars Gurre lige så vel have været Gurre ved Køng:

CitatVed Øbjerggaard Nord for Køng findes et lille fredlyst Voldsted, som bærer Navnet ,,Lille Gurre". Stedet blev i 1895 undersøgt af Museumsinspektør, Dr. phil. Henry Petersen. Om vi her staar over for det til Tovesagnet knyttede Gurre, er ikke historisk konstateret ; men meget kunde tale for det, idet Traditionen fortæller, at Kong Valdemar sejlede fra ,,Borre (c: Vordingborg) til Gorre" — formodentlig gennem de nu udtørrede Mose- drag, som i sin Tid har været en Fjord, af hvilken Kongsø og Øbjerg hævede sig. Køng Kirke ligger netop paa en saadan skarpt afgrænset Bakkeø midt i de flade Mosedrag(04.)

Allerede 7 år tidligere, i 1934, havde  Carl Philipp Borries berørt emnet i sin bog "Omkring Landsbykirken", hvori han fortæller om sognene i Hammer og Lundby:

CitatDer har gaaet Sagn om, hvordan Kong Volmer jagede og kørte langs Vildtbanegrøften. (Man tænke paa Lille Gurre i Øbjerggaards Have).
I de Gaarde, som ligger tæt ved Vildtbanegrøften, har man kunnet høre ham om Natten jage med sin Vogn gennem Toftportene.
For nogle Aar siden var Børnene ene hjemme her i Vildtbanegaarden. Pludselig hørte de en Vogn rulle frem for Døren; men da de gik ud, var der intet at se eller høre.
Andre ældre Folk mener at have set Kong Volmer ride her ved Vildtbanegrøften.(05.)

"Kung Volmer och hans dotter".
I den svenske "Illustrerad Familj-Journal", søndag den 12. august 1883, blev der gengivet et af Martin Kok's digte: "Kung Volmer och hans dotter".
Du kan læse og/eller downloade Martin Kok's digt som en pdf-fil, ved at klikke her...

Om forfatteren Martin Kok (1850-1942) er der meget at fortælle, og han huskes især for beretninger om-og-fra "De Slesvigske Krige". Men han var hovedsagelig ugebladsforfatter og i en del år tilknyttet Allers ugeblad Familie-Journalen.
Martin Kok var ganske velskrivende og produktiv og særdeles populær. Men han skabte sig selv mange kontroverser på grund nogle få vers, idet hans navn blev inddraget i spørgsmål om sædelighed. Og dengang - som stadigvæk - er det et emne som pressen, og dermed offentligheden, ynder at snage i.



* * * * * * * * * * * *
Fodnoter.
01.) Sidste vers fra H. C. Andersens digt "Hvor Nilen vander Ægypterens Jord" fra 1842.
02.) Kr. Nyrop: "Fortids Sagn og Sange". Bind 1: "Toves Tryllering". Udgivet af Gyldendalske Boghandel i 1907.
03.) Statsbiblioteket. Mediestream. Middelfart Avis. Lørdag den 6. august 1921. På side 2, i spalte 2.
04.) Årbog for "Historisk Samfund for Præstø Amt", 1941. Ny Række. Bind 1. Hæfte 3, På side 303.
05.) Philipp Borries: "Omkring Landsbykirken". Hammer og Lundby Sognes Historie. Trykt i Næstved Tidendes Bogtrykkeri i 1934. Side 206.

Kildehenvisninger.
Vivian Etting, Lone Hvass, Charlotte Boje Andersen: "Gurre Slot - Kongeborg og Sagnskat". Udgivet af Forlaget SESAM i 2003.
K. W. J. Thureholm: "Der jog Kong Volmer", som har undertitlen: "Indtryk og Oplevelser paa Knudshoved-Odden i Smaalandshavet". Udgivet af Jagtvennens Forlag i Næstved i 1948.

Bemærk:
Jeg mangler af og til en mulighed for internt at kunne henvise til "Rosenfeldt", så derfor har jeg påbegyndt denne side, som i en periode fremover ikke kan forventes afrundet eller "færdig"....
Indtil ca. 1850 bruger jeg stednavnet stavet: "Rosenfeld", og efter da: "Rosenfeldt".


Vordingborg Slot ejede og brugte i fortiden ikke kun jorden omkring selve slottet men også store nærliggende arealer vestpå og nordpå, i Hammer og Baarse herreder.
Vordingborg Slot, og den yderste spids af Knudshoved Odde, lå i Baarse Herred. Mens Kastrup Sogn, og herunder landsbyerne Kastrup, Neder-Vindinge og Ornebjerg hørte til i Hammer Herred, som strakte sig helt ned til stranden, ud mod Smålandshavet ved Masnedø.

Det areal af Vordingborg Slot som hørte under "Vordingborg Ladegaard", var ved auktionen i 1774 blevet delt i to auktionsnumre, som begge blev købte af Reinhard Iselin, ved den offentlige ryttergods-auktion i 1774. Og så navngav Reinhard Iselin begge de to købte områder stednavne han kendte, og som stammede fra hans egen hjemegn i Tyskland: "Rosenfeld" og "Iselin".


Den del af det opkøbte, som lå i Hammer Herred fik det tyske stednavn "Rosenfeld" (fra begyndelsen uden t). Og det øvrige areal, den østlige del som lå i Baarse Herred, navngav han det tyske stednavn "Iselin", og dertil flyttede baron Reinhard Iselin også selv.
Hvornår Iselins gods Rosenfeld blev "fordansket" med bogstavet t "i enden", er uklart. Er det er mon gjort officielt, eller er det blot tiderne som har tilføjet bogstavet "t"?

Det var først efter Reinhardt Iselins død, at enken Anna Elisabeth (født Tengnagel) i 1781 adskilte de to områder Rosenfeld og Iselin, og oprettede to selvstændige stamhuse.
Reinhard Iselin havde ingen sønner, så de to døtre fik hver et selvstændigt stamhus. Datteren Mimi fik Iselingen, og den yngste datter Anna Elisabeth fik Rosenfeld. (Anna Elisabeth var gift med amtmand Antoine de Bosc de la Calmette, som i forvejen ejede Marienborg, samt Liselund på Møn.)


Skipper Lind køber Rosenfeld og Iselingen i 1803.
Skipper Jens Lind købte i 1803 Rosenfeld og godset Iselingen, Aunø, Marienberg og Snertinge for 600.000 rigsdaler.
Skipper Lind var skibsejer, og han boede til leje på Christianshavn på Amager, og han tjente sin enorme formue ved at sejle slaver fra Afrika og til De Vestindiske Øer.
Købet af Rosenfeld i 1803 havde skipper Lind formodentlig planlagt skulle være en fremtidsinvestering, for netop i 1803 trådte det danske forbud med slavehandel i kraft, som kunne frygtes at ville stoppe sejlads med negerslaver.
Forbuddet "Forordning om Negerhandelen", var allerede blevet besluttet i 1792, men skulle først gælde fra 1. januar 1803. Men da ingen tilsyneladende forsøgte at håndhæve "Forordningen om negerhandelen" i 1803 og i årene efter, og da slavehandler Jens Lind åbenbart ikke havde forstand på landbrug, så fortsatte han sit succesrige og sikre og givtige foretagende: "at sejle med slaver",  i årene efter 1803, - trods forbuddet.
Så Jens Lind var kun ejer af Rosenfeld m.m. et årstid, før han solgte det hele, for under det halve af hvad han havde givet, for kun 260.000 rigsdaler.(01.)

Kammerjunker Hoppe køber Rosenfeld i 1804.
Kammerjunker Frederik Hoppe (1779-1837) købte så i 1804 Rosenfeld med det tilhørende gods, som lå spredt rundt omkring på Sydsjælland.

Seksten år forinden, i 1788, var stavnsbåndet blevet ophævet, og historien og eftertiden har siden berømmet dette tiltag. Men det medførte for alle parter både fordele og ulemper, og blev af datidens bønder og husmænd ikke betragtet som et ubetinget fremskridt.
I stedet for at bønder og husmænd arbejdede sine udgifter til herremanden af, så skulle betalingen fremover erlægges med rede tjente penge. Så dårlige tider berørte nu ikke længere godsejeren, som nu modtog sin faste indtægt, hvorimod bønder og husmænd skulle arbejde ekstra hårdt i de dårlige tider, for at kunne tjene til det nødvendige aftalte beløb.
Så mange godsejere var straks begyndt af opdage fidusen, og oprettede selvejergårde med og uden arvefæste.
Det vil sige at godsejerne overdrog, nej snarere "udlånte" gårde og huse, mod fast aftalt betaling, til beboerne de pågældende steder.
Denne fidus brugte kammerjunker Frederik Hoppe så i stort omfang med Rosenfelds gårde, hvor han begyndte at oprette skøder i slutningen af 1804, til f.eks. Oregaard, Knudsbygaard, Knudskovgaard og Aunø Hovedgaard. Samt f.eks. også bøndergårde beliggende i Sværdborg, Sallerup, Køng og Kostræde Byer, og desuden gårde hørende under Aunø Hovedgaard.(02.)
I årsskriftet "Rødderne" fra "Slægtshistorisk Forening for Storstrøms Amt" i 2005, er der fortalt om en gårdhandel mellem godsejer Hoppe og fæstebonden Hans Knudsen i Sværdborg.(03.)

Frederik Hoppe beholdt kun Rosenfeld Gods et årstid før han solgte igen. Om salget skyldtes dårlige tider, eller om Rosenfeld blot havde været en økonomisk fidus, vides ikke, men efter salget overtog kammerjunkeren Sæbygaard Gods ved Kalundborg.(04.)


Løjtnant Lange og Friederich Hastrup købte Rosenfeld i 1805.
Mere følger...

Friederich Hastrup bliver eneejer i 1809.
Mere følger...

Kammerherre Oscar O'Neill Oxholm køber Rosenfeldt i 1844.


Rosenfeld Slot, som blev bygget af generalmajor Oscar O'Neill Oxholm (1809-71) i 1868 og 69, efter arkitekt Henrik Steffens Sibberns tegninger, blev placeret ved avlsbygningerne som baron Iselin havde opført hvor den tidligere bondelandsby Stenbjerg havde ligget.
Det Kongelige Bibliotek har lagt en del af Sibberns arkitekttegninger fra Rosenfelds opførelse frit tilgængelige på Nettet, f.eks. denne..., og denne...





* * * * * * * * * *
Fodnoter.
01.) Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv. https://www.chrarkiv.dk/wp-content/uploads/2023/01/Lind.pdf
02.) Otto Petersen: "Bonden og Slægtsgaard - Anno 1804-1939". https://slaegtsbibliotek.dk/932198.pdf
03.) "Rødderne". "Slægtshistorisk Forening for Storstrøms Amt" 2005. Artiklen "Hans Knudsen - Ane 78", begyndende fra side 13.
04.) https://www.kroneborg.dk/283/s%C3%A6byg%C3%A5rd-gods-(sj%C3%A6lland)

Hej Lis.

Tak fordi du orienterer mig om Kulturaftenen, jeg har noteret det i min kalender, og møder op og hilser på.
Og jeg vil tilføje, at alt hvad jeg kan kan erhverve på mit besøg på Fyn i næste uge, får du/I selvfølgelig ubeskåret.

Hej Henning

Det lyder spændende.

Arkivet er med i Kulturaften d. 29 Maj 2026- vi holder den dag åben i Algade 58 fra 17-21
læd mere her https://www.facebook.com/people/Vordingborg-Lokalhistoriske-Arkiv/61587795293393/?locale=da_DK

En anonym skribent med signaturen "Jakob", fortæller i avisen Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896, om et besøg i Vordingborg.(01.) Denne "Jakob" var under besøget i Vordingborg også oppe i Gåsetårnet, efter først at have hentet tårnnøglen i Vordingborg Rådhus.
Om hans oplevelser og tanker fra besøget i "Taarnet" fortæller han selv i det herunder citerede:

Citat. . . .Man ser ved første Øjekast, at dette Bygværk her ikke hører den moderne Tid til. De store røde Sten med den faste Kalk imellem hører den gamle Tid til. Trappetrinene paa Trætrapperne herinde hører vel Nutiden til. Jeg gaar deropad, kigger ud gjennem Glughullerne, forsøger at tænke mig tilbage til Valdemarernes Tid, men formaar det ikke. De raske, stærke Vindpust gjennem Glughullet, og den ganske lette Tuden af Blæsten gjennem Taarnet fører noget æventyrligt med sig, som vel kunde egne sig til at sætte mig tilbage i Tiden. Men ser jeg ud paa Landskabet, som ligger der saa smilende og stille med alle sine fine smaa teglbehængte Huse, og Søen som duver saa let og fri for alt Fjendskab, kun førende fredelige Falstringer og Lollændere til og fra Lolland og Falster, saa taber Æventyret sin Glans, og saa staar jeg midt i Nutiden.
     Jeg er naaet helt op i Taarnet og staar ude på Balkonen. Der er noget vist stolt, noget kæmpemæssigt, noget langt mere imponerende, synes jeg, end f. Ex. ved Rundetaarn i Kjøbenhavn, skjønt dette vel egentlig er højere. Er det Stedets skyld, Ruinens Skyld eller er det den lille Vordingborg Bys Skyld, der saa ærbødigt og ydmygt ligger og ser op til sin høje Mester? Eller er det Omegnens Skyld, denne kjønne Omegn, med Skov og Sø, denne Omegn, der er saa smuk, at selv Oringe Sindssygeanstalt ikke formaar at kaste Skygge over Landskabet? Jeg ved det ikke.
     Mange Navne er ridset heroppe i Taarnet, baade paa Kryds og Tværs, og Vers med. Jeg ser et lille Vers om Kong Volmer og Tove. Man husker Sagnet om Kong Valdemar, der holdt saa meget af Gurre og Vordingborg, at han udtalte disse Ord: "Lad Gud beholde sit Himmerig, naar jeg kun maa faa Lov til at beholde Gurre". Til straf herfor jager han hver Nat paa en vild Hest, hvis Øjne spruder Gnister, fulgt af halsende Hunde, fra Gurre til Vordingborg.
     Saaledes lyder Sagnet. Men man kan vanskelig tænke sig Kong Volmer ridende her en stille Sommernat. Men jeg kunne tænke mig, hvis man kom herop i Taarnet en stormende Novembernat, naar Stormen hylede gjennem Taarnet og tog i Glugger og gamle Hængsler, og man ude fra Søen hørte Bølgerne skumme og slaa op mod Land, hvis man da satte sig i Taarnet inde i et af de Aflukker, som der siges tidligere at have været benyttet som Fængsler, saa kan jeg tænke mig, at Sagnet om Kong Volmers vilde Jagt kunne komme til at staa levende for en.
     Jeg forlader Taarnet og kommer ud mellem Ruinerne.

Jakob.                               

Digtet er oprindelig fra 1849, og var medtaget i samlingen "Danske Lokaliteter" hvor "Valdemars Taarn" er digt nummer 20. Her er det gengivet fra Johan Ludvig Heibergs"Poetiske Skrifter" bind 7,  fra side 257, som blev udgivet af Reitzels Forlag i 1862. 
Klik her og læs og/eller download "Valdemars Taarn" som en pdf-fil...



* * * * * * * * * * 
Fodnoter.
01.) Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896. Fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv.

Da Vordingborg Rytterdistrikt i 1774 var blevet delt op i 12 områder og solgt på auktion, var arealet nummer 12 kaldt Kallehave Gods, og det omfattede "59 Tdr. Htk. Hovedgaardstakst, og 346 Tdr. Htk. Bøndergods, samt Kallehave Kirke".
Det blev Peter Johannsen som købte Kallehave Gods på auktionen i 1774 for 55.550 rigsdaler.


Peter Johansen byggede efter købet en hovedbygning, og han opkaldte hovedbygningen og godset efter sig selv: Petersgaard.(01.)

Peter Johansen var født i Stavreby i Jungshoved Sogn i 1723.
Johansen var oprindelig "ingenting", men med målrettet flid og dygtighed og held, var det lykkedes det ham at skabe et af Københavns store handelshuse, som også havde sin egen handelsflåde.
At en Københavnsk handelsmand købte et gods så langt væk fra storbyen, var ikke kun en investering, for med i købet fulgte også en del skove, heriblandt også egeskov, så kort efter overtagelsen oprettede Peter Johansen sit eget skibsværft ude ved "Sundet": "Petersværft". Han kunne nu selv reparere sine egne skibe, og havde selv materialer til det, i form af træ.

Peter Johansen døde på Petersgaard i 1798.
Johansen blev 75 år gammel, men nogle år før han døde, havde han overdraget alt til sin broder og til sin svigersøn.
Allerede året efter Peter Johansens død, solgte arvingerne godset "Petersgaard" tilbage til "Staten" for 189,500 rigsdaler.

Zakarias Nielsen.
I sommeren 1909 var Zakarias Nielsen i Langebæk for at skrive en roman:
"Mands Vilje".
Forfatteren Zakarias Nielsen havde engang fået overdraget nogle gamle slægtsminder af en gammel københavnsk dame, en frøken Nicoline Klein. Og Zakarias Nielsen havde påtaget sig at skive en fortælling om "Peter Johansen" på grundlag af den gamle frøkens gemte og næsten glemte slægtsnotater.

Romanen "Mands Vilje" udkom kort før julen i 1909, og blev meget populær, og blev efterfølgende trykt i yderligere mindst 4 oplag.


I forordet til "Mands vilje"skriver Zakarias Nielsen bl.a.:

Citat. . ."Mands Vilje" er bleven til ved et Samarbejde mellem en Dame i København, Frk. N i c o l i n e  K l e i n, og undertegnede. Paa Grundlag af gamle Slægtsminder, der omspænder det meste af det 18de Hundredaar, og som for omtr. 40 Aar siden blev samlede og nedskrevne af Frøkenens Fader Provst C. Klein, har Frøkenen udarbejdet en Række sammenhængende Skildringer af sin Slægts Historie, saaledes som hun har tænkt sig, at den omtrent, maa have formet sig. Disse Skildringer har hun igen overladt undertegnede til Gennemarbejdelse, Omskrivning og videre Udformning.
     Med god Lyst og efter bedste Skønnende har jeg igennem mange Maaneder syslet med dette Arbejde, ligesom jeg har gransket en Mængde forskellige Kilder, ældre og nyere, gæstet alle de i Fortællingen omtalte Aasteder i Sydsjælland: Stavreby, Jungshoved, Langebæk, Kallehave, Petersgaard og Petersværft, og søgt Raad og Vejledning hos forskellige om gamle Tiders Forhold, særlig Sø- og Handelsforhold, alt sammen for at kunne give Fortællingen nogenlunde paalidelig Steds- og Tidslød.

* * * * * * * * * * *   
Fodnoter.

01.) Trap-Danmark, 2. udgave. 3. Del. Udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn i 1872. Side 549.
02.) Statsbiblioteket. Mediastream. Næstved Tidende. Torsdag den 1. juli 1909. Side 3. Øverst i venstre hjørne under rubrikken "Vordingborg".
03.) Statsbiblioteket. Mediastream. Horsens Folkeblad. Onsdag den 24. november 1909. På forsiden, i spalte 5, under rubrikken "Bøger".

Tak Lis B. Jensen.

Godt du gør opmærksom på det, det vil blive tilføjet det allerede skrevne.
Artiklen om Skolelærer Peter Clausen ligger "lidt stille".
En uge inde i maj, (om to uger) rejser jeg en tur til Fyn, hvor jeg har fået lov til at læse Clausens egne maskinskrevne erindringer. Aftalen er på plads.
Et barn eller barnebarn arvede dem. Jeg håber selvfølgelig på at kunne "forhandle mig" til en kopi.

Hilsen Henning Jensen.

Han var lærer i Skolehuset Sct. Clemensvej 79

Den 18. april 2026.
Bemærk:
I forbindelse med fortællingen om Maria Medea Lakjer og hendes billedhugger Guglielmo Bracony, vil det være naturligt at medtage lidt om Maria Medeas fader, Ludvig Edvard Lakjer, som var sognepræst ved Kastrup Kirke i ca. små 30 år, fra 1858.
Herunder er begyndelsen, - og afslutningen vil vare et stykke tid...

Kastrups sognepræst Ludvig Edvard Lakjer, var født i Tømmerup, et lille sogn og landsby midt i Nordvestsjælland, midt imellem Ringsted og Kalundborg.


L. E. Lakjer født.
Ludvig Edvard Lakjer blev født i Tømmerup Præstegård den 5. oktober 1814. Han blev ved fødslen hjemmedøbt, og dåben blev efterfølgende bekræftet i Tømmerup Kirke på Maria Besøgelsesdag, søndag den 2. juli 1815.
Forældrene var sognepræsten ved samme kirke, Poul Johan Lakjer, og hustruen Johanne Frederikke, født Widberg
Fadderne.
Barnet blev båret af fru Lovise Luno. -
Og fadderne var: Secretair Luno, og Elsemarie Widberg, begge fra København.
Proprietær Hansen fra Jylland, og løjtnant Luno fra Horgn(?), samt madame Wilhelmine Hansen fra Jylland.(01.)

Præstefamilien flytter til Sværdborg i 1818.
Da Ludvig Edvard var omkring 4 år gammel, måtte familien forlade Tømmerup præstegård. Nationaltidende fortalte om forflyttelsen den 29. juni 1818, at: "Den 10de Juni er Sognepræst for Tømmerup Menighed, P. J. Lakiær, beskikket til Sognepræst for Sværdborg Menighed i Sjælland."(02.)
Også i Sværdborg på Sydsjælland skulle en præstesøn selvfølgelig have den bedste lærdom, og det nærmeste var "Vordingborg Lærde Skole", for Næstved havde ingen latinskole. Så her i Vordingborg, hos rektor J. E. Suhr, modtog Ludvig Edvard sin undervisning indtil sit 20. år, hvorefter han kom på Universitetet i København.

Universitetet.
Ludvig Edvard kom på Universitetet i København i 1834, og efter at have bestået de teologiske eksamener, blev han lærer ved Borgerskolen i Helsingør.
Men da hans fader hjemme i Sværdborg var begyndt at svækkes ganske alvorligt, blev han i 1848 tilsagt som kapellan i Sværdborg Sogn, hvortil han præsteviedes den 24. marts samme år, for at hjælpe og støtte faderen med arbejdet i Kirken, og kontakten til sognets menighed.

Giftermål i 1848.

Også i 1848 blev den 34 årige ungkarl "Capellan pro persona" Ludvig Edvard Lakjer fra Sværdborg viet til den 26½ år gamle jomfru Theodora Marie Larsen fra Hummeltofte. Vielsen fandt sted tirsdag den 24. oktober 1848 i Lyngby Kirke.
Forloverne var Martin Larsen som var ejeren af Hummeltofte, samt brudgommens far, sognepræsten fra Sværdborg Poul Johan Lakjer.(03.)
Hummeltofte var oprindelig et Københavnsk landsted ved Virum, lidt nord for Kongens Lyngby i Nordsjælland, som havde udviklet sig til et stort landbrug.
Seks år efter brylluppet, og efter den nygifte fru Lakjer havde forladt Hummeltofte, blev hovedbygningen udlejet til biskop og politiker D. G. Monrad.

Faderen døde i 1854.     
Faderen, Poul Johan Lakjer, døde 75 år gammel, tirsdag den 7. marts 1854, og han blev begravet 3. søndag i Fasten, den 19. marts, på Sværdborg Kirkegaard.(04.)

Præstekald fra Sværdborg.
Allerede to uger efter den gamle præst var død, så blev der i landets aviser søgt efter en ny præst til Sværborg sogn. F.eks. stod der i dagbladet "Flyveposten" den 23. marts 1854 under rubrikken "Ledige Stillinger": "Sværdborg Sognekald i Sjællands Stift, Reguleringssum 1520 Rd., ny Ansættelse, 380 Rd."(05.)

Unge Ludvig Edvard Lakjers afsked med Sværdborg sogn.
At Sværdborgs unge præst ikke fik lov til at fortsætte som præst for sognets menighed efter faderen, kom som et shock, både for ham selv, men også for sognets beboere.
Men søndag den 3. december 1854 måtte Ludvig Edvard Lakjer holde sin fratrædelsesprædiken i Sværdborg Kirke, hvorefter menigheden samlede sig udenfor Kirken, med amtsrådsmedlem Rasmus Christoffersen og sognerådsformand Christen Hemmingsen i spidsen. Her overrakte de den unge præst en takkeskrivelse underskrevet af 144 af sognets beboere, hvori de ønskede ham alt vel i fremtiden.
I takkeskrivelsen stod der:

CitatVelærværdige Herr Pastor L. E. Lakjer!
    De har i Dag, Herr Pastor, for sidste Gang som Sognets Præst talt Ordet til os, og taget Afsked fra den Menighed for hvilken, De nu i 6 Aar under Deres salig Faders Alderdomssvaghed har været en høit agtet og elsket Sjælesørger, en venlig Veileder og Raadgiver for Alle, som med Tillid nærmede sig til Dem.
    Der er ved denne Leilighed en dyb følt Trang hos Menighedens Medlemmer der bevæge os til at bevidne Dem, da vores Bønner ikke bleve hørte at beholde Dem som Sognets Præst, - hvor høit vi paaskjønne Deres dygtige og nidkjære Embedsførelse, og hvormeget De ved Deres venlige Ligefremhed har erhvervet Dem alles Agtelse og Kjærlighed, - som ogsaa vor oprigtige Sorg over at skulle skilles fra Dem.
    Da De kom hertil som Kapellan var De ikke fremmed for os, men vi lærte Dem først ret at kjende under Deres præstelige Gjerning, ved hvilken De har gjort Dem høit elsket og agtet af Alle, - baade Rige og Fattige, som Høie og Lave. De var altid rede til at hjælpe Enhver, der søgte Raad og Bistand hos Dem. Naar Sygdom hjemsøgte vore Huse, da viste De Dem som den rette Sjælehyrde, - De ilede med at besøge og trøste os baade med Ord og Gjerning uden Persons Anseelse.
    Imod Skoleungdommen var De venlig og mild, og Ungdommens Lærere vil stedse med Kjærlighed mindes Dem for den Forekommenhed hvormed De altid kom dem imøde. De forstod ved Deres Embedsvirksomhed saavelsom ved Deres Personlighed, at vinde Agtelse og Kjærlighed hos Alle De kom i Berøring med, - derfor vil det blive os et almindeligt og dybfølt Savn at skulle skilles fra Dem, men idet vi herved tage Afsked bringe vi Dem vores oprigtigste Tak for alt de Gode De har virket i vores Kreds, - udtale vi de varmeste Ønsker for Deres og ærede Families fremtidige Lykke og Velgaaende!
    En Bøn have vi endnu til Dem: Naar De stundom i Fremtiden vende Deres Blikke mod det Sted hvor Deres Barndoms-Dage henrandt saa lykkelige - hvor Deres præstelige Gjerning begyndte med saa megen Velsignelse, - skjænk da ogsaa os som her bliver tilbage en venlig Tanke. Denne Menigheds Velsignelse følge Dem hvor De end drager hen.
    Gud skjænke og bevare fremdeles Dem og Deres Kjære.(06.)

Den unge Ludvig Edvard Lakjer takkede rørt sognets repræsentanter og beboere, som han nu skulle forlade, for deres forekommenhed her i afskedsstunden.

I 1858 blev konditionerne for Kastrups Sogns præstekald "slået op i aviserne".

CitatKastrup Sognekald i Sjælland.
Indtægter:
1) Tiende og Resusioner 27 Tdr. 6 Skpr. Rug, 61 Tdr. 2 Skpr. Byg, 27 Tdr. 4 Skpr. Havre, 1 Td. 1 Skp. Æter, 54 Rdl. 64 Sk. i Penge, samt 29 levende Gjæs.
2) Af det nedlagte residerende Kapellanies Indtægter 30 Tdr. Byg.
3) Offer og Accidentser - efter Gjennemsnittet af de sidste 3 Aar - c. 260 Rdl.
4) Afgift af et Fæstehuus i Kastrup 8 Rdl.
5) Julerente af 6 Gaarde i Ornebjerg. der anslaaes til en Værdi af 5 Rdl.
6) En Gaard i Kastrup By. hvis Jorder staae for Hartkorn 4 Tdr. 5 Skpr. 2 Fdkr. 1 Alb., og udgøre c. 45 Tdr. Land i det Hele god Jord, hvorunder dog hører en stor Eng, der for Tiden ikke afgiver meget Udbytte, men som formenes uden stor Bekostning at kunne forvandles til dyrkelig Jord.
En Eng i Næs, 3/4 Miil fraliggende, med tilstrækkeligt Tørveskjær, af Hartkorn 1 Skp. 2 Fdkr. 1 Alb. Denne Gaard og Eng ere bortforpagtede paa 1 Aar indtil den 1ste April 1859.
Ved indtrædende Vakance i Embedet som ordineret Kateket og Førstelærer ved Borgerskolen i Vordingborg erholder Kastrup Sognekald Resten af de Indtægter, som Vordingborg Sogns Skolevæsen oppebærer af det nedlagte residerende Kapellanies Indtægter af Kastrup Sogn, nemlig: 11 Tdr. 6 Skpr. Rug, 46 Tdr. 1 Skp. 1/2 Fdkr. Byg, 12 Tdr. 2 Skpr. Havre, 19 Rdl. 92 Sk. i Penge, 1 Læs Halm samt 7 levende Gjæs.
Naar den vestlige Deel af Vordingborg Landsogn tillægges Kastrup Sognekald, erholder dette endvidere følgende Indtægter: 5 Tdr. Rug, 15 Tdr. Byg og 10 Tdr. Havre, samt 10 levende Gjæs foruden Offer og Accidentser af den omhandlede Deel af Vordingborg Landsogn.
Udgifter:
Kongelige Skatter. Kommuneafgifter og Landemodeexpenser, hvis Beløb ikke ere opgivne. Der Paahviler ikke Kaldet noget Byggelaan, ligesom ei heller Enkepension.
Sognepræsten for Kastrup Menighed vil ifølge allerhøieste Reskript af 27de Februar sidstl. blive bestikket med Forpligtelse til ved Laan paa Embedet at opføre eller indrette en Præstegaardsbygning paa den ommeldte Gaard i Kastrup, dog saaledes at det tillades ham at blive boende i Vordingborg, indtil Embedet forbedres ved indtrædende Vakance i det ordinerede Kateketembede i Vordingborg.(10.)

Ludvig Edvard Lakjer bliver sognepræst i Kastrup i 1858.
Forskellige aviser rundt i landet fortæller, her er det fra "Dannevirke", at:
"Den 9.  juni 1858 bliver forhenværende personel Kapellan for Sværdborg Menighed  L. E. Lakjer allernaadigst beskikket til Sognepræst for Kastrup Menighed i Sjælland."(07.)
Men Lakjer-familien må blive boende i Vordingborg, hvortil de er flyttet, for den nye præstegård i Kastrup skal først bygges, og ved folketællingen i 1860 er præstegården endnu ikke helt færdig, så hele familien er endnu ikke flyttet til Kastrup Sogn ved "tællingen" i februar 1860.(08.) 

Pastor Lakjer revisor for "Sparekassen" i Vordingborg i 1859, og medlem af direktionen i 1864.
I efteråret 1854 besluttede 5 af Vordingborg og omegns  kendte personer at oprette en Sparekasse i Vordingborg.
Disse fem personer, som stiftede "Sparekassen for Vordingborg og Omegn" den 8. januar 1855, var:  Holger Halling Aagaard som var herregården Iselingens ejer, og Vordingborgs byfoged og birkedommer Morten Oxenbøll, og Vordingborgs apoteker Chresten Stampe Schow, og rektor ved Vordingborgs Lærde Skole, professor Jochum Evans Suhr, samt Morten Munk Wassard, som var ejer af godset "Marienlyst".
Og stedet hvor Sparekassen havde sin begyndelse, var i lokaler i Køge Rådhus i Algade på Slotstorvet.
Pastor Berg, som havde været Sparekassens første revisor stoppede i 1859, hvorefter pastor Ludvig Edvard Lakjer blev Sparekassens nye revisor.
Fem år senere, i 1864, fik Sparekassen en ny revisor, og pastor Lakjer blev "ophøjet" til medlem af Sparekassens direktion.

Nogle få år senere.
Ved folketællingen i 1870, er familien samlet, og i præstegården, "Kastrupgaard", bor den nu 55-årige sognepræst Ludvig Edvard Lakjer, og hans 47-årige hustru Theodora Maria Lakjer.
Hos sig har de fem børn:
16-årige Maria Medea Lakjer, 13-årige Aage Lakjer, 11-årige Camilla Theodora Ludevira Lakjer, 9-årige Otto Lakjer og 7-årige Magnus Hakon Lakjer.
Tillige bor der på gården 5 unge arbejdere til at varetage præstegårdens tilhørende jord.(09.)

En ny kirkebog i 1870.
Først i en af de nye kirkebøger i 1870, har pastor Lakjer selv skrevet denne autorisation, og også hans egen underskrift.(11.)




Krisen i Vordingborg Sparekasse i 1885.
Helt normalt er det at pengeinstitutter skal tjene penge, for at have råd til at finansiere sig selv, så Vordingborg Sparekasse havde "forretninger i gang" med det dengang meget anerkendte og seriøse vekselererfirma Ludvig Hansen i København, og havde bl.a. "deponeret" værdipapirer hos vekselererfirmaet.
Lørdag den 7. november 1885 gik vekselererfirmaets fornemme direktør Ludvig Hansen til Københavns politi, og anmeldte sig selv for værende skyldig i bedrageri.(13.)
Alle vekselererfirmaets betroede midler var væk, også dem der tilhørte Vordingborg Sparekasse.
Krisemøde i Sparekassen.
Lørdag den 21. november 1885, var Sparekassens bestyrelse samlet til et krisemøde på Vordingborg Rådhus.
Som resultat af katastrofen tilbød den siddende bestyrelse at træde tilbage, så der kunne blive valgt en ny bestyrelse. Kun pastor Lakjer oplyste at han ville træde tilbage, og ikke ville lade sig genvælge, og han opgav at begrundelsen var helbredet.(14.)
Det var en meget uheldig begrundelse på dette tidspunkt uanset rigtigheden, og også en uheldig beslutning under krisen, idet Lakjer kom til at fremstå som den mest skyldige i kontakten til vekselererfirmaet, hvad enten det var berettiget eller uberettiget.
Resultatet af sparekassekrisen blev, at der blev samlet en ny sikkerhedsgarantisum sammen, så Vordingborg Sparekasse kunne forsætte sin eksistens, og at der blev valgt en ny bestyrelse.

Kastrups sognepræst Ludvig Lakjer dør i 1886.
Den 3. marts 1886 dør pastor emeritus Ludvig Edvard Lakjer 71 år gammel af Apopleksi, og jordpåkastelsen bliver foretaget af pastor Chr. Lakjer på Kastrup Kirkegaard den 10. marts.(12.)
Chr. Lakjer, som foretog jordpåkastelsen, var lillebroderen Christian Cornelius Lerche Lakjer(1818-1905), som på tidspunktet her omkring Ludvig Edvard Lakjers død, selv havde besluttet at stoppe som sognepræst i Øster Tørslev ved Randers, for at gå på pension.

Gravstenen på Kastrup Kirkegaard.



* * * * * * * * * *
Kildehenvisninger og fodnoter.

Bemærkning:
Slægtsnavnet "Lakjer" er stavet meget forskelligt, og ikke konsekvent nogen steder. Her på websiden bliver navnet stavet: Lakjer, undtagen når det er i citat.

Kilder:
Civilingeniør Sofus Lakjer: "Slægten Lakjer".  Udgivet i Gentofte i 1941.
Knud SaIicath: "Sparekassen for Vordingborg og Omegn". 1855 – 8. Januar – 1930". Udgivet af Sparekassen i 1929.
L. B. Lundstein og J. Theisen: "Sparekassen for Vordingborg og Omegn". 1855 - 8. januar - 1955". Udgivet i 1955.

Fodnoter:
01.) Arkivalieronline. Rigsarkivet Kirkebøger. Tømmerup Sogn. Kontraministerialbog(1813-2002). 1813 FKVDJTA - 1829 FKVDJTA. Opslag 12. Nummer 14.
02.) Statsbiblioteket. Mediastream. "Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", den 29. juni 1818. På side 2, i højre spalte.
03.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kongens Lyngby Sogn. Kontraministerialbog(1806-2004) Ny Scanning i farver - indtil 1892.  Viede 1844 - Viede 1858. Opslag 16. Nummer 22.
04.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Sværdborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003) Ny Scanning i farver - indtil 1892.  Døde mænd 1838 - Døde mænd 1859. Opslag 10.  Nummer 2, 1854.
05.) Statsbiblioteket. Mediastream. "Flyveposten". Den 23. marts 1854. På forsiden. Nederst i spalte 3. 
06.) Statsbiblioteket. Mediastream. "Folkebladet: Almuevennen" Lørdag den 23. december 1854. På side 2.
07.) Statsbiblioteket. Mediastream. "Dannevirke", den 21. juni 1858, på side 4, i spalte 1.
08.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1860. Landdistrikter(1860-1860). Præstø-Hammer-Kastrup. Opslag 6. Venstre side nummer 18.
09.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1870. Landdistrikter (1870). Præstø-Hammer-Kastrup. Opslag 15. Nederst: 1 Gaard, Kastrupgaaard. 
10.) Statsbiblioteket. Mediastream. "Dagbladet". Søndag den 9. maj 1858. På side 2, i spalte 2.
11.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog(1813-2003). 1870 FKVD - 1887 FKVD. Opslag 2.
12.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog(1813-2003). 1870 FKVD - 1887 FKVD. Opslag 151. Nummer 2, 1886.
13.) Knud SaIicath: "Sparekassen for Vordingborg og Omegn". 1855 – 8. Januar – 1930". Udgivet af Sparekassen i 1929. Fra side 34 og frem.
14.) Statsbiblioteket. Mediastream. Næstved Tidende. Tirsdag den 24. november 1885. På side 2. Midt i spalte 4.