Nedervindinge

Til denne lille begyndende beretning om prins Jørgen, er der medtaget lidt fra Chr. H. Brasch to bøger: "Det polske Kongevalg 1674"(01.), og "Prins Georg af Danmark"(02.).
Derudover er der benyttet lidt fra de mest tilgængelige fysiske gamle "Leksikoner".
Alle kommende tilføjelser vil blive med yderligere kildehenvisninger.
Det var en begivenhedsrig periode i danmarkshistorien, så materialet er overvældende, og prins Jørgens navn er uløseligt forbundet med Vordingborg og Sydsjælland, og det til trods for at han næppe selv har opholdt sig ret meget i eget sit nye "palæ" i Vordingborg.

Det er min plan at det skrevne herunder kommer til at indeholde afsnit som "Prins Jørgen", og "Konge i Polen ?". Lidt om "Christian Siegfried von Plessen", samt om "Prins Jørgen i England". Endvidere bemærkninger om "Frugtavlen i Syd- og Østsjælland", herunder også lidt om "Kirsebær og kirsebærvin".

"Prins Jørgen" er, som antydet ovenfor, et ret stort emne, så det skrevne herunder er et "koncentrat", så ret mig gerne. Kom med forslag, rettelser eller kritik, enten her på websiden, eller ved at sende mig en mail:





Den hvide bygning midt i billedet er "Prins Jørgens Palæ" i Vordingborg.
Billedet er tegnet 45 år efter prins Jørgens død, og det er i årene efter ham, at området blev underlagt Rytterdistriktet. I den forbindelse blev der bygget en hel del kassernebygninger ved Gåsetårnet.
Den høje røde bygning til venstre for Gåsetårnet er militærets administrationsbygning, kaldet "Citadellet", og de lange lave bygninger til højre for Gåsetårnet er "Staldene", hvor heste og ryttere opholdt sig. Rytterdistriktets officerer har formentlig boet i "Prins Jørgens hvide Palæ".

Kong Frederik den 3. (1609–1670) og dronning Sofie Amalie havde i alt 8 børn, to piger og fire drenge, samt to der døde som små.
Frederik den 3. ældste søn, blev den senere kong Christian den 5. (1646-1699).
Og Prins Jørgen var kongeparrets 6. barn, og han blev født på Københavns Slot den 2. april 1653.

Fire år senere, i 1657, erklærede prins Jørgens far, Frederik den 3., krig mod Sverige, hvilket ikke endte godt. Svenskerne erobrede store dele af landet, og stod til sidst uden for København. Danmark havde ikke noget valg, og måtte underkaste sig fredsbetingelserne i Roskilde den 26. februar 1658.
Det betød at Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge, samt Bohus-Len og Bornholm, og desuden Trondheim-Len i Norge, til Sverige.

Den svenske kong Karl den 10. Gustav fortrød imidlertid fredsaftalen og belejrede København, men denne gang uden held. Så en ny aftale blev indgået året efter, i 1659, men næsten med de samme betingelser, for Danmark fik kun lov til at beholde Bornholm og Trondheim Len.
Skåne, Halland og Blekinge, samt Bohus-Len, blev svensk.

Som 15-årig, i 1668, blev prins Jørgen sendt til udlandet for at studere, og ledsaget af sin hofmester og lærer, professor i historie i Sorø Christen Jensen Lodberg, gik studierejesen til England, Holland, Frankrig og Italien. Men i 1670, kun to år efter studierejsens begyndelse, blev prins Jørgen kaldt hjem igen til Danmark, fordi hans far, Frederik den 3., pludselig var død i februar 1670, efter sigende af en akut lungebetændelse.

Allerede før sin død havde faderen kong Frederik den 3. testamenteret sin søn prins Jørgen, Vordingborg Len, med tilhørende jorder, tilligemed herregårdene Beldringe og Lekkende, og et beløb på 300.000 rigsdaler, samt en fast årligt apanage på 50.000 rigsdaler.
Og med fulgte også godset Torbenfeld i Nordvestsjælland.
Også med i arven var desuden planerne om at der skulle opføres slot i italiensk stil, på den gamle slotsgrund ved Gåsetårnet, en bygning som skulle kaldes: "Prins Jørgens Slot".

Da prins Jørgen vendte tilbage igen til Danmark i april 1670, var han netop var fyldt 17 år, hvilket dengang var alderen hvor mænd var fuldt myndige, så prins Jørgen overtog straks arven, som hans fader havde betænkt ham med, sammen med apanagen.

Men hjemme igen havde Prins Jørgen intet passende sted at bo. Barndomshjemmet, "Københavns Slot", havde storebroderen overtaget og var flyttet ind i, for broderen var nu efter faderens død blevet den nye konge, Christian den 5.
Og prins Jørgens eget nye sted, Vordingborg slot, var hærget og delvis ubeboelig efter svenskernes besættelse under krigen.
Så Prins Jørgen skulle nu have bygget en bolig til sig selv, på sig egen besiddelse i Vordingborg. Han valgte den sydlige ende af Vordingborgs gamle slotsgrund, med en flot udsigt ud over fjorden og over til Oringe, som stedet hvor "Prins Jørgens Palæ" skulle opføres. Resterne af Valdemarernes gamle ruiner, som yderligere var blevet hærget under den svenske besættelse, bød jo også på rigelige med byggematerialer.

Efter at have påbegyndt opførelsen af sin kommende bolig, genoptog prins Jørgen i 1672 sin studierejse nede i Europa.
Året senere, i februar 1673, kom han tilbage til Danmark, og også i dette år, blev "Prins Jørgens Palæ" færdigbygget.

Billedet herover til højre viser en ung prins Jørgen. Det er et kobberstik udført af Karel Van Mander, og som tilhører Statens Museum for Kunst, og som er fri af ophavsret. Klik og kom til SMK...

Men sideløbende skete der det, at i efteråret, også i 1673, manglede Polen pludselig en konge. Den 33-årige polske kong Michał Korybut Wiśniowiecki var død den 16. oktober dette efterår, efter kun 4 års regeringstid. Og den afdøde polske kong Michal efterlod sig en enke, den 21-årige Eleonore Maria Josefa, som var ud af meget fornem herkomst. Denne polske enke Eleonore Maria var den østrigske kejser Leopolds halvsøster, så et nyt ægteskab krævede en brudgom fra de allerbedste kredse, og én som samtidig havde format til at blive konge i Polen.

Det var jo et tillokkende tilbud, så fra de forskellige europæiske lande dukkede der bejlere op, som kappedes om den polske trone, og prins Jørgen var en af dem.
Men han havde mange konkurrenter. De to nærmeste var prins Karl Leopold af Lothringen, og Hertug Philip Vilhelm af Pfaltz-Neuburg.
Der påbegyndtes nu forhandlinger med Polen ledet af hofmarskal Christoffer Sehested.

Det var svære forhandlinger, for Polen ville "sælge" sin brud dyrest muligt, politisk, militært og økonomisk. Desuden skulle den kommende brudgoms trosretning være katolicismen, så hvis Prins Jørgen "vandt", så skulle han skifte religion før brylluppet.
Dengang regeredes Polen ikke udelukkende af en kongefamilie, men også af to kamre: "Senatet" med to ærkebisper og 11 biskopper i spidsen for i alt 141 fornemme polakker. Samt "Underhuset" med 180 repræsentative personer fra rundt i hele det polske rige, så der var mange der var involveret i Polens kongevalg.
Men opbakningen til Prins Jørgen smuldrede på grund af religionsspørgsmålet, og da Prins Jørgen selv afviste at skifte religion, så blev alle ægteskabsbestræbelserne mellem ham og enkedronningen opgivet.
Så det blev prins Karl 5. Leopold af Lothringen som den 4. februar 1678 "vandt" den polske enkedronning.

I 1675, besluttede prins Jørgens storebror, den nye kong Christian den 5., at han ville erobre de tabte besiddelser i Skåne og Halland og Blekinge tilbage, og sendte krigserklæring til den svenske kong Karl den 11.
Også prins Jørgen deltog i "Den Skånske Krig".
I begyndelsen af december 1676 mødtes de danske og svenske hærstyrker lidt nord for Lund, hvor det, trods overlegenhed, blev et stort nederlag til den danske hær.
Og godt ½ år senere, i juli 1677, mødtes de to hære igen ved Tirup, ca. 15 kilometer øst-nordøst for Landskrona, hvilket igen resulterede i et dansk nederlag.

Svenskerne besætter Sjælland.
Samtidig med at Christian den 5. forgæves kæmpede i Sverige for at tilbageerobre Skåne, så trængte svenske tropper ind i Sjælland, hjulpet af tyske lejesoldater, og værst gik det ud over Syd- og Østsjælland.
Krigshistorikeren, kaptajn K.C. Rockstroh afholdt et foredrag i Næstved i 1912, om "Sydsjælland under Svenskekrigen 1657-60"(03.), hvori han allerede i begyndelsen af foredraget fortæller om egnens skæbne:

Citat2¼ Aar under fjendtligt Aag og dertil under de Vilkaar, som Datidens broget sammensatte Hære bød de undertvungne!
Hvor mange Sagn og Fortællinger fra »Svensketiden« lever der ikke endnu i Folkemunde overalt i Landet; hvor ofte træffer man ikke i historisk-topografiske Arbejder saadanne Udtryk som: "Den og den Gaard, den og den Skov skal være bleven ødelagt i Svenskekrigens Tid". Og ingen Egn paa Sjælland er bleven mere medtagen, har modtaget stærkere Indtryk end den sydlige Del af Præstø Amt eller daværende Vordingborg Len og Jungshoved Len.

Carit Etlars romaner "Gøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester", bygger på beretninger fra denne krig.
Carit Etlar(04.) var som ung ansat på Det Kongelige Bibliotek, og havde derfor en nem adgang til datidens arkivalier. Selv Gøngehøvdingen er en historisk person, som hed Sven Poulsen.

Slaget i Køge Bugt 1677.

Også til søs kæmpedes der. Fra dansk side er det især "Slaget i Køge Bugt" den 1. juli 1677, og Niels Juel, som får opmærksomheden, ikke mindst fordi søslagene må betegnes som danske sejre.


Prins Jørgens tilbagetog fra Den Skånske Krig skete via Østersøen, fra det svenske "For Pommern" i 1677.
Byen Wismar i Pommern, som ligger midt imellem Rostok og Lübeck i det nuværende Nordtyskland, var også mellem 1648 og 1803 svensk, men her i Den Skånske Krig havde danskerne allerede erobret og besat byen i 1675.
Under prins Jørgens tilbagetog og sejlads hjem til Sjælland i 1677, blev det et så voldsomt uvejr på overfarten fra Pommern, at prins Jørgens overkammerherre Christian Gynther von der Osten (1640-1677), i den voldsomme storm blev ramt af en stor bølge, og blev skyllet over bord, og forsvandt.

Dette tragiske tab af Christian Gynther von der Osten på sejlturen over Østersøen resulterede senere i, at Christian Siegfried von Plessen blev forfremmet til ny overkammerherre for prins Jørgen.

Her til højre ses et grundrids af "Jungshoved Slot" med voldgraven omkring. Udsnit af tegning fra 1876, som tilhører Det Kongelige Bibliotek.

Grev Christoffer Parsberg havde i 1665 erhvervet Jungshoved, som han i 1671 byttede med prins Jørgen, til gengæld for godset Torbenfeld i Nordvestsjælland.
Prins Jørgen fik hermed samlet alle sine besiddelser i Sydsjælland.

Med i byttehandelen fulgte også Jungshoveds ridefoged Peder Hammer, som boede på Oremandsgaard.
Peder Hammer var en forstandig mand, som udøvede sit hverv med besindighed og retfærdighed, så prins Jørgen gjorde ham også til ridefoged i Vordingborg, og gav ham en gård i Ornebjerg i Kastrup sogn, hvortil Peder Hammer flyttede med hustru og børn.
Jeg har påbegyndt en egen notits om Peder Hammer, klik her...

Jungshoved Slot.
Et slot har bygningen på banken slet ikke været, snarere en borg med en voldgrav omkring, liggende tæt ved, og ganske lidt syd for Jungshoved Kirke.
Og da Jungshoved Borg havde været besat af svenskerne under krigen, som under opholdet havde hærget og ødelagt meget, så besluttede  prins Jørgen at "Borgen" skulle rives ned, og formodentlig med den bagtanke at bygge noget nyt, ligesom i Vordingborg.

Tegningen herover er fra et besøg på Jungshoved en grå fjerde søndag efter Påske, den 27. april 1975.

Christian Siegfried von Plessen, var født i hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin i 1646.
Han var fra 1670 ansat i regeringen i Mecklenburg-Schwerin.
Han kom til Danmark i 1677, fordi to af hans brødre havde deltaget i "Den skånske Krig" på dansk side, og var blevet dræbt.
Og kort tid derefter blev derefter blev von Plessen overkammerherre for prins Jørgen, og stopper derfor arbejdet for  regeringen i Mecklenburg-Schwerin.
I tiden efter nederlaget under "Den skånske Krig" i slaget ved Landskrona, brugte prins Jørgen et par år på rejser rundt i sine besiddelser i Sydsjælland, ledsaget af sin nye overkammerherre Christian Siegfried von Plessen. Denne rejse gav prins Jørgen, og hans overkammerherre et indblik i den svenske hærgen i området, og var med til at gøre ham populær hos bønderne.

Også en rejse til Tyskland foretog prins Jørgen sammen med von Plessen.
Men ellers er der lidt stilhed omkring Prins Jørgen, indtil begyndelsen af 1780erne, hvor emnet ægteskab dukkede op igen.
Det var denne gang prinsesse Sofie Dorothea af Zelle, som var en mulighed, men hun giftede sig i 1682 med prins Georg af Hannover.
Det havde ellers været meningen at prins Georg af Hannover, skulle have været gift med en anden, nemlig den engelske prinsesse Anne af York, så hun var nu pludselig blevet ledig.
Så denne mulighed, et ægteskab mellem prins Jørgen og prinsesse Anne af York, blev nu foreslået den danske konge, og lidt i hemmelighed begyndte kong Christian den 5. at udtænke nogle bryllupsplaner.

Da prins Jørgens ægteskab var besluttet, rejste Christian Siegfried von Plessen med prins Jørgen til London. Det havde været prins Jørgens hensigt at beholde von Plessen som sin overkammerherre (og fortrolige), men da englænderne ikke ville acceptere at prins Jørgen havde danskere ansat omkring sig, måtte von Plessen rejse hjem igen.
Så von Plessen havde så i stedet overtaget "arbejdet" med prins Jørgens pengesager, samt det overordnede opsyn med Prins Jørgens ejendomsbesiddelser på Sydsjælland.
Efter svenskernes hærgen kun kort tid forinden, var bøndergodset i en forfærdelig forfatning, og da von Plessen var et yderst fornuftigt menneske, så pålagde, hjalp han, bønderne med at komme på fode igen. Det var jo også hjælp til selvhjælp, for kunne bønderne ikke klare sig selv, så kunne de heller ikke betale det pålagte tiede til godset.
En del af hjælpen bestod i at bønderne fik besøg af Vordingborg Slots urtegårdsmænd, som med råd og vejledning, samt praktisk hjælp, bidrog med at få anlagt frugthaver ved bøndergårdene.

Den 21. april 1683 blev der friet officielt, idet den danske gesandt i London Christian von Lente foretog en officiel anholdelse om prinsesse Anne af York's hånd, på vegne af prins Jørgen.

Efter de storpolitiske og økonomiske forhandlinger var overstået, afsejlede prins Jørgen den 11. juli 1683, med kurs mod England.
Den 18. juli sejlede han op ad Themsen, ledsaget af begejstrede tilråb fra den engelske befolkning, som havde taget opstilling langs bredderne, og han ankom til London den 19. juli, hvor han blev modtaget i Whitehall af den engelske kongefamilie.

Brylluppet var fastsat til at skulle finde sted den 27. juli i St. James's Palace klokken 9. om aftenen, men forinden var der opstået problemer.
Et af disse problemer var, at prins Jørgen forlangte at en del af hans personale i England skulle være danskere, men det blev afvist af den engelske konge.
Prins Jørgen først og fremmest ville have beholdt sin overkammerherre von Plessen, men det viste sig umuligt.

Chr. H. Brasch fortæller i sin bog "Prins Georg af Danmark" om selve bryllupsceremonien(05.):

CitatTil den berammede Tid om Aftenen 27 Juli foregik saa Formælingen i St. James, ganske uden Ceremoni, Biskoppen af London forrettede Korpulationen i Prinsessens Sovekammer i Overværelse af Kongen, der havde ført Prinsessen derhen, og af hele den kgl. Familie med ham, og efter den derpaa følgende Soupé førtes Prinsessen igen tilbage til Sovekammeret, hvor Dronningen gav hende Nattøjet, og da Prinsen ligeledes i sit Kammer havde faaet Nattøjet af Kongen, førte denne ham til Brudekammeret hvor Prinsessen laa, og hvor Kongen saa med Hertugen af York indfandt sig næste Formiddag Kl. 10, og her afsluttede Akten ved at foretage sig Ceremonien ved Brudesengen med "at trække Omhænget til side".

Overkammerherre Christian Siegfried von Plessen rejste kort efter brylluppet tilbage til Danmark igen, for at varetage prinsens danske interesser, samt for at bestyre prins Jørgens godser på Sydsjælland.

Christian Siegfried von Plessens redelighed gjorde at han, sideløbende med sit arbejde for Prins Jørgen, fra nytåret 1692 og århundredet ud, var udnævnt som regeringens finansminister i Danmark, hvilket han var med succes.

Kobberstikket til højre herunder, "Georgius princeps daniæ", er et kobberstik fra 1700-tallet, og forestiller prins Jørgen som den engelske Prince Georg.
Selv om hustruen Anne senere blev engelsk dronning, så blev prins Jørgen ikke konge, men forblev med at være prins. (Kobberstikket er privateje, men er desværre uden oplysninger om oprindelsen.)

Prins Jørgens tid i England.
Det var en begivenhedsrig periode i landets historie, og nogle få oplysninger før, under, og efter prins Jørgen, er nødvendig for at fornemme hvad han begav ind i.

• James den 1. var regent mellem 1603-1625.
  Han var den første der var konge over både England og Skotland.
• Charles den 1. var regent mellem 1625-1649.
  Han var en af James den 1. og dronning Anne af Danmarks sønner.
  Under ham udbrød der borgerkrig i 1642, og han blev fanget af Oliver Cromwell, og tiltalt for forræderi, og dømt til at miste hovedet, hvilket skete den 30. januar 1649.
• "The Commonwealth" mellem 1649-1660.
  Den 19. maj 1649 erklærede Oliver Cromwell England som en republik: "The Commonwealth".
  Oliver Cromwell, og en af hans sønner Richard Cromwell, regerede England indtil 1659, indtil Oliver Cromwell var død og sønnen var flygtet til Frankrig.
• Charles den 2. var regent mellem 1660-1685.
  Han var blevet opfordret af Det Engelske Parlament til at blive konge. Under ham hærgede pesten i 1665, og London store brand skete i 1866
  Han var en populær konge, og med mange kvindelige bekendtskaber, og med et utal af børn, men han havde ingen legitim arving til at overtage tronen.
• Kommentar: Prins Jørgen er ankommet til England og bliver viet i 1683.
• James den 2. var regent mellem 1685-1688.
  Han var også en af James den 1. sønner. Han var meget upopulær så Det Engelske Parlamentet bad denne gang den hollandske prins William af Orange om at blive ny konge.
• William den 3., (William af Orange), var regent mellem 1689-1702.
  Han regerede sammen med hustruen Mary den 2. imellem 1689-1694.
  Mary den 2., som var James den 2. datter, havde giftet sig med den hollandske William af Orange som ankom til England i november 1688, og som efterfølgende udløste "The Glorius Revolution".
• Dronning Anne var prins Jørgens hustru, og hun regerede mellem 1702 og 1714.
  Hun var James den 2. datter nummer 2.
  Hun var veninde med grevinden af Marlborough, Sarah Churchill.
• * * *
• Prins Jørgen, (i England prince George), døde den 28. Oktober 1708.
• Dronning Anne levede seks år efter prins Jørgen var død. Hun døde i Kensington Palace kun 49 år gammel, den 1. august 1714.
• * * *
• Efterfølgeren George den 1., regerede mellem 1714-1727.
  Han var søn af Ernest Augustus and Sophia fra Hannover, og var et oldebarn efter James 1.
  Da George den 1. ankom til England var han midt 50'erne og kunne slet ikke tale Engelsk, og desuden opholdt han sig mest hjemme i Hannover.

På det personlige plan havde det kongelige par et svært ægteskab med nogle vanskelige år sammen.
I stor sorg nedkom prinsesse Anne den 13. maj 1684, med en for tidligt født død datter.
Men det var kun begyndelsen på ægteparrets mareridt, for under parrets ægteskab var prinsesse/dronning Anne gravid hele 17 gange, (sytten gange), men kun 5 af børnene var levedygtige nok til at blive døbt, og kun eet barn nåede at blive 11 år gammel:

Mary blev født i juni 1685, men blev kun lidt over 1½ år gammel.
Anne Sophia blev født i maj 1686, men blev kun ca. 7½ måned gammel.
William blev født i juli 1689, men blev kun 11 år gammel.
Mary blev født i oktober 1690, men døde kort efter dåben.
George blev født i april 1692, men døde også kort efter dåben.

Foruden tabet af alle børnene skabte det jo også det problem, at efter prinsesse Anne var blevet Dronning, så var der jo ingen til at arve den engelske trone efter hende, hvilket har givet et stort pres fra omgangskredsen.

Chr. H. Brasch skriver en lille personlig bemærkning om prinsen i sin bog "Prins Georg af Danmark" på side 90:

CitatPrinsens Kjærlighed til Flasken hører til det private Liv hos ham selv, men er, uanset Vane og Tilbøjelighed herved, let forklarlig, baade ved Beskaffenheden af det ensomme Liv, hvortil han var henvist af sit Hof, og ved den Trang til materielle Oplivelser, der kunne fremkaldes ved hans konstitutionelle Sygdomme. Og da den Drik, hvorom der herved er Talen, var den Kryddervin, der gik under Navn af "Claret", var den også saa meget mere tillokkende til at dulme Spændingerne i Hoved og Bryst. - Det siges, at Dronningen, idet hun i sin Pleje delte Prinsens Lidelser med ham, ogsaa ved ham blev vant til denne Likør.

Et par bemærkninger til citatet herover:
Prins Jørgen led voldsomt af astma.
"Claret" er en mellemting mellem rødvin og rosé-vin, og fremstilles stadig i forskellige versioner.

Prins Jørgens Palæ, (Vordingborg Slot) forsvinder.
Da prins Jørgen døde, havde han ingen direkte arvinger, og han havde jo særeje, så alt tilfaldt automatisk storebroderen, Christian den 5.
Og kongen indlemmede de sydsjællandske godser i sine Rytterdistrikter, og således også "prins Jørgens Palæ", som blev en af rytterkorpsets kaserner.
Efter rytterkorpsets brug, var bygningerne meget nedslidte og til dels ubrugelige, så det blev besluttet at sælge "Palæet" og de tilhørende bygninger. Så i "Kiøbenhavnske Danske_Post Tidender" blev der annonceret, og der kunne der læses at en auktion fandt sted i Vordingborg.


I annoncen herover står der:

CitatI allerunderdanigst følge af Hans Kongel. Majest. Allern. resolution og befaling, bliver det herved til alle og enhvers efterretning bekiendtgiort, at Vordingborg slots hoved-bygning, udi Vordingborg rytter-distrikt ved Wordingborg kiøbdstæd beliggende, med derved heftende altaner og port-muuren, ved offentlig auction, som holdes ved Wordingborg slot Fredagen den 20 Junii førstkommende om eftermiddagen kl. 2 slet, til den høystbydende vorder bortsolgt, saaledes:  hver altan for sig, port-muuren for sig, og endclig hoved-bygningen for sig, med hvis hver bygning indeholder af muur- og tag-steen, samt tømmer og bræder, item sluser, vinduer og dørre, ligesom samme nu staaer og forefindes, den høystbydend de til afbrydelse tilslagen, og endelig til sidst bortauctioneres eendeel ved steden værende inventarie sorter af stole, fliiser eg kakkelovne med videre, alt efter de conditioner, som paa auctions-steden skal vorde bekiendtgiort, og ellers forinden kand bekommes til eftersyn, hos Amtmanden Hr. Conference-Raad Schøller udi Wordingborg.(12.)

En bemærkning.
Der bliver i annoncen nævnt "altaner". Altan betyder egentlig en påhæftet tilbygning, og i annoncen er det en henvisning til de lave stalde på hver side af slottet, som omkransede den lukkede gårdsplads.

Der kom ingen og bød til auktionen, til gengæld dukkede der en køber op året efter, i 1750.
Det var gehejmeråd W. A. von der Osten, som købte hele "herligheden" og begyndte med at nedrive "altanerne".
Da  W. A.v. d. Osten havde taget hvad han kunne bruge, solgte han murresterne til en københavnsk murmester, som ribbede stedet for alle de resterende brugbare bygningselementer.
De sidste murbrokker, og jordarealet hvorpå "slottet" havde stået, overtog regimentsskriver Jacobsen, som 1769 solgte det videre til overskattedirektionen for 300 rdl. (11.)

Hvis man gennemgår de gamle aviser fra 1800-tallet, så er der en hel del små notitser som fremhæver kirsebærrene, og også blommerne, fra Syd- og Østsjælland.

Foredrag om frugtavl den 2. december 1893.
I et foredrag i Brandstrup på Lolland fortalte gartner Egede Andersen fra Lindersvold ved Faxe lidt om frugtavlens historie:

CitatMunkene førte Frugtavlen til Danmark i det 12te Aarhundrede, derfra bredte den sig til Herregaardene. Christian den Andens Indkaldelse af Hollænderne gav Havebruget et Stød fremad.
Christian den Tredies Befaling, at enhver Bonde skulde plante 3 Frugttræer om Aaret, fremkaldte Frugtavl over Landet.
Som Mænd, der havde virket for Frugtavlens Fremme, nævntes: Peder Oxe, Westfaleren Voetmann paa Als, Alsingeren Schmidt i Nordsjælland, Prins Jørgen i Vordingborg Amt, hvor vældige Frugthaver paa indtil 100 Træer ved Gaarde og Huse endnu bare Vidne om denne Virksomhed.(10.]

Meget ofte bliver prins Jørgens navn nævnt i samme forbindelse, som værende ophavsmanden bag disse stenfrugters mængder og frodighed i de nævnte egne.
Herunder er gengivet en artikel fra "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende" i 1889, som på glimrende vis fortæller om "frugttræerne", som på det tidspunkt var ved at forsvinde igen, og som var begyndt at blive "et sagn fra fortiden", på grund af mangel på pleje og vedligehold og nødvendige nyplantninger.

CitatFrugtavlen i ældre Tid i Sydsjælland.
Naar Talen er om ældre Tiders Frugtavl, særlig i Egnen mellem Præstø og  Vordingborg, drages Tanken et Par Aarhundreder tilbage til Frederik den Tredies Søn, Prinds Jørgens Tid.
Herom har Hr. E. Matthiesen i en af Præstø Amts Landboforening nylig udsendt Beretning om Frugtavlen givet nogle Meddelelser, efter hvilken Kilde vi meddele efterfølgende Smaae træk, der vise, at den Bevægelse, der nu er reist for at ophjælpe Landets Frugtavl, ogsaa har fundet sit Sidestykke i længst forsvundne Tider, og at det endnu i Vornedskabets Tid var lykkedes i enkelte Egne at vække Bøndernes Interesse for Frugtavlen.

Prinds Jørgen (født 1653, død 1708) eiede Jungshoved Gods og havde Vordingborg i Forledning, og han beholdt begge Dele, efterat han 1683 var bleven den engelske Prindsesse - senere Dronning - Annes Gemal og fra den Tid tog Ophold i England.
I Befolkningen lever Sagnet om denne Fyrste og hans Bestræbelser for at udbrede Frugtavl paa de under ham hørende Godser endnu, og det ved at fortælle om, hvorledes han holdt Urtegaardsmænd og lønnede dem, "for at reise omkring hos Bønderne og plante og pode i deres Haver". Dette Sagn lader ham Især virke' for Steenfrugtavlen, for Dyrkning af Kirsebær og Blommer, og ligesom det er ham, Kirsebærbyerne Nord for Vemmetofte skulle have at takke for deres udstrakte Dyrkning af det almindelige, sure Syltekirsebær, saaledes føres den betydelige Svedskeblomme-Dyrkning i den sydlige Deel af Præstø Amt ogsaa tilbage til ham.

At Prindsen imidlertid derfor skulde have forsømt Dyrkningen af Æbler og Pærer - og vel endda særlig de sidste - paa Steenfrugternes Bekostning, synes der ingen Grund til at antage. Den meget udbredte og for Sydsjælland aldeles locale Sort, Lærkepæren, findes i saa talrige gamle Exemplarer, at det ikke er urimeligt at synes, at de ældste af dem kunne skylde Prinds Jørgens "Urtegaardsmænd" deres første Tilblivelse.
Pontoppidan skriver, at "Amtet af Prinsens Generøsitet og gode Anstalter drog de Fordele, der ei lade hans Hukommelse uddøe", og nævnes her end ikke reent ud hans Bestræbelser i den her omhandlede Retning, er det vist ikke for dristigt ogsaa at anvende Pontoppidans Ord paa disse.
I flere Haver siges endnu dette eller hiint Træ at skrive sig fra Prinds Jørgens Tid, og som alt berørt kunne adskillige af de gamle Træers Alder og Størrelse nok berettige til at give Sagnet Ret heri. Man veed forøvrigt neppe med Sikkerhed, hvor høi en Alder et Pæretræ eller Æbletræ kan opnaae. 

Holde vi os nu til, at Sagnet har Ret, skylder Egnen altsaa i Hovedsagen og maaske udelukkende Prinds Jørgen sin Rigdom paa Frugttræer. Efter den Tid veed man ikke ret meget om, at der af Mænd, som tilhørte Samfundets høiere Kredse, er arbejdet videre i det samme Spor. Særlig vides der ikke Noget om, at der fra Egnens mange Herregaarde er gjort Noget af Betydning siden Prindsens Tid; dog skal det ikke lades uomtalt, at den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard har forsynet Godsets mindre Jordbrugere med endeel Frugttræer. Enkelte Eiere have i Begyndelsen af Aarhundredet forstørret Haverne og tilplantet dem med selvforædlede Træer; det er dog skeet reent undtagelsesviis.(06.)

Nogle bemærkninger til artiklen herover.
Noget fysisk bevis på at det er prins Jørgen som personligt har plantet alle disse frugttræer, som prægede Syd- og Østsjællands bønderhaver i et par hundreder år, er der naturligvis ikke.
Men selvfølgelig havde prins Jørgen "urtegårdsmænd" ansat i Vordingborg, i forbindelse med opførelsen af sit "Palæ" på Gåsetårnets areal. Og der blev da også plantet og sået og anlagt haver på hver side af "Prins Jørgens Palæ", indenfor Vordingborg Slots rammer.
Urtegårdsmænd var jo nogle som prins Jørgen var kendt med fra sit barndomshjem på Københavns Slot, hvor hans forældre havde nogle af disse "gartnere" ansat.(07.)
"Kirsebærbyer" er nævnt i artiklen. Det var opsamlingssteder, såsom Faxe og Tureby, hvorfra kirsebærrene fra Sydsjælland kunne videresendes med togvogne. Og i kraft af dette opstod der tillige kirsebærplantager på disse egne.
I artiklen herover bliver der også nævnt: "den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard".
Den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard var i 1889 Peter Anton Alfred Hage, (1803-1872) og han var forretningsmand. Oremandsgaard har tilknytning til Jungshoved, som jo i fortiden havde været ejet af prins Jørgen, så Alfred Hage videreførte blot den gamle tradition: at hjælpe bønderne med at forny deres frugttræer.

I en lille artikel i Østsjællands Folkeblad i august 1921 skriver avisen bl.a.:

CitatDer handles med Kirsebær i Tureby. I hver eneste lille Husmandshave staar Stigerne i Træerne, og Kvinderne er travlt beskæftiget med at plukke. Særlig travlt er der i de store Kirsebærhaver omkring Dalby og Jenstrup, Kirsebærrenes Landsbyer. I gamle Dage var det i Reglen »Hønsekræmmerne«, der opkøbte Kirsebærrene, og som med deres magre Krikker kom agende til Tureby Station med dem, nu er dette Forhold ændret. Hvem Opkøberne er, véd jeg ikke, men et er vist, at de ikke mere benytter Hønsekræmmerens Befordringsmiddel. Det er bleven for langsomt. Nu kommer Kirsebærkasserne pr. Auto og gaar med Jernbanen til København. Ind til Heering! Han modtager daglig 20.000 Kilo - naturligvis ikke alene fra Tureby, men denne Egn og Stevns afgiver dog vist det største Kvantum.
Og hvad bruger Heering - det verdensberømte Firma derinde i Hovedstaden - alle de Kirsebær til? Kender De en Likør, der hedder Sherrybrandy? Den er saamænd lavet af Kirsebær fra Husmandshaverne i Tureby og paa Stevns.(08.)

Men også på Stevns var kirsebæreventyret ved at slutte. For på Stevns blev frugtavlen, ligesom på Sydsjælland, heller ikke ikke fulgt op med nyplantninger, så firmaet Heering var selv begyndt at anlægge kirsebærplantager.

"Kirsebærhuset" på Christianshavn.

Peter F. Heering havde købt ejendommen i 1838, og derinde i dette flotte klassiske bygningskompleks blev Sherry Brandy fremstillet. I en  lille bog udgivet af firmaet i 1943 fortælles der:

CitatHvert Aar i August Maaned gaar der fra de sjællandske Frugthaver en Strøm af fine, dybtrøde, svulmende Kirsebær ind gennem den Heeringske Port.
. . . .
I gamle Dage, da Hestevogne besørgede Transporten fra Land til By, blev Bærrene plukket med Stilken paa, fordi Saften paa denne Maade bedre bevaredes under Kørslen, og mange hundrede Kvinder samledes da i Gaarden under store Solsegl for at afstilke Bærrene efter Ankomsten.
. . . . .
Paa de store Dage behandles helt op til 40.000 Kilo fra Morgen til Aften.(09.)

I mine unge dage, havde stort set hver eneste købmand Heerings Kirsebærlikør i sin butik. En kirsebærlikør var altid den perfekte gave til "ældre damer". Og den var acceptabel fordi alkoholprocenten "kun" var på omkring 24 procent, og så var den tilmed billig i forhold til de udenlandske likører.
I skivende stund (2026) er dette eventyr fortid. Der "brygges" ikke længere likør i "Kirsebærhuset" på Christianshavn. Og på Sydsjælland og på Stevns er alle kirsebærtræerne døde, og der er ikke blevet plantet nyt.
Det lykkedes mig dog at finde en flaske Heering kirsebærlikør, men, men, men... den bliver i vore dage (2026) fremstillet i Holland.





Pæretræet her ved "Tårnet", her midt i august, bugner af frugter helt fra top til fod, selvom det har været en meget varm og solrig og regnfattig sommer.
Imponerende!
Pæresorten "Gråpære" var en meget almindelig og populær pære, også i private haver, til langt ind i 1900-tallet. Gråpæren kom formentlig fra Tyskland og/eller Frankrig i 15-1600-tallet. Det er en hårdfør og kraftig pæresort, som kan blive over 100 år gammel, og det er en sort der som yngre har en flot trækrone.
Gråpærer har en fin sødlig smag, og er desuden velegnet til syltning og henkogning.

Træet her ved Gåsetårnet er meget, meget gammelt, stammens omfang er så stor og ældet, at man må tro at det er langt over 100 år. Hvad er dette træs historie? Er dette pæretræ her en overlevende rest fra Saras Have?
Klik her og se pæretræet i hel størrelse...



* * * * * * * * * * *   
Kilder:
M. G. P. Repholtz: "Beskrivelse af  Baroniet Stampenborg". Udgivet af af det Schultziske Officin i Kiøbenhavn i 1820.
Ruth Andersen: "I jernlænker - Christian Siegfried v. Plessens livsforløb 1646-1723". Udgivet af Syddansk Universitetsforlag i Odense, i 2004.

Fodnoter:
01.) Chr. H. Brasch: "Det polske Kongevalg 1674". Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1882
02.) Chr. H. Brasch: "Prins Georg af Danmark".  Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1890.
03.) Rockstroh: "Sydsjælland under Svenskekrigen 1657-60", var et foredrag afholdt i Næstved den 1. Februar 1912, for Præstø Amts Historiske Samfund. Foredraget er blevet genudgivet uden årstal, og ligger på "Slægtsforskerens Bibliotek".
04.) Carit Etlars (1816-1900) rigtige navn var Carl Brosbøll.
05.) Chr. H. Brasch: "Prins Georg af Danmark". Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1880. Nederst på side 11.
06.) "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende". Fredag aften den 7. juni 1889. På side 2, nederst i spalte 3.
07.) Johannes Tholle: Personalehistorisk tidsskrift: "Københavnske Urtegaardsmænd og Gartnere og deres Kaar i Kongens Sold". Udgivet 31. December 1941 (1942). Side 57.
08.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Østsjællands Folkeblad". Onsdag den 3. august 1921. På side 3, i spalte 2.
09.) Uden forfatternavn: "Peter F. Heering - Et verdenskendt dansk Firma gennem 125 Aar". Udgivet i København i 1943. Side 40 og side 41.
10.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Lollands-Falsters Stifts-Tidende". Tirsdag den 5. december 1893. Side 2, nederst i spalte 3.
11.) P. A. Klein: "Oversigt over Vordingborg Slots Historie". Udgivet af Willerups Boghandels Forlag i Vordingborg i 1922. På side 20.
12.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Kiøbenhavnske Danske_Post Tidender". Den 23. maj 1749. På Side 16.

Bemærk:
Denne side er et eksperiment, et forsøg på at gøre fortællingen om forfædre og mødre mere overskuelig, og samtidig nem af tilføje diverse bemærkninger og notitser til, såsom lidt om datiden, og om personerne, og stederne hvor de bor og lever.
Dette er kun en begyndelse, og fremover bliver der foretaget rettelser og tilføjelser.
Kom gerne med indsigelser og/eller forslag.


Mit udgangspunkt er jo mine oldeforældre "Christian og Maren", samt deres børn.
Denne side er fortællingen om generationen tidligere, om Christian og Marens forældre, som er mine tipoldeforældre.


Christian Andersen.
Endnu er der stadig lidt tvivl om hvem Christian Andersen er og var, og hvor han hørte hjemme.
Ørslev bliver nævnt nogle gange.

Marie Nielsdatter.
Marie Nielsdatter født 1821 i Oreby.
Marie Nielsdatter er indskrevet i kirkebogen som værende født den 1. november 1821, og hjemmedøbt et par dage efter af pastor Boesen. (Fødseldatoen er senere rettet i kirkebogen til den 30.oktober.)
Dåben blev bekræftet i Kastrup Kirke den 27. januar 1822.
Forældrene var Husmand Niels Knudsen og hustruen Catrine Pedersdatter fra Oreby.
Fadderne var:
Husmand Peder Pedersens datter Margrethe bar den lille, og de øvrige faddere var: husmand Peder Pedersen, husmand Rasmus Pedersen, indsidder Ole Pedersen og gårdmand Morten Jensen, som alle var fra Oreby.(10.)
Min kommentar.
Pastor Boesen som foretog dåben var præst i både Vordingborg og Kastrup. Dengang var Kastrup sogn kirkeligt et anneks til Vordingborg.
Og pastor Boesen fortjener en lille bemærkning, idet han var med-beslutningstager til en "reparation" af Gåsetårnet, som i den forbindelse fik trapper inde i tårnet, så man kunne gå helt op til toppen.

Marie Nielsdatters 1. barn.
Christian Andersen fra Ørslev ville ikke vedkende sig at være far til Maries første datter, Maren, som blev født udenfor ægteskab, så Birkedommer Oxenbøll oprettede i 1847 en paternitetssag ved Vordingborg Søndre Birk, under Præstø Amt.
Det var samtidig en alimentationssag, for uden en barnefader, så ville andre blive pålagt forsørgelsespligten.(03.)


Vielse.
Vielse i 1848, men ikke med datterens fader.
Det blev ikke datterens fader som Marie giftede sig med, men derimod en ungkarl fra samme sted hvor hun selv boede og arbejdede, fra Oregaard ved Rosenfeldt.
Den 28-årige ungkarl Carl Christian Jørgensen på Oregaard, og den 26-årige pige Marie Nielsdatter også på Oregaard, bliver viet søndag den 26. november i Kastrup Kirke.
Forloverne er husmand Jakob Nielsen fra Oreby og husmand Knud Nielsen fra Knudsskov.(12.)
Min kommentar.
I Hovedministerialbogen er brudgommens fornavnene stavet med C, og i Kontraministerialbogen er fornavnene med K. For ikke at gøre forvirringen større, så bruger jeg udelukkende Carl Christian stavet med stort C..


Marie Nielsdatter dør i 1906.
Marie Nielsdatter døde 84 år gammel af "marasmus senilis", som enkelt fortalt betyder alderdom,  lørdag den 5. maj 1906 i hjemmet i Oreby, og hun blev begravet på Kastrup Kirkegaard af kapellan Holger Pedersen, torsdag den 10. maj.
Marie Nielsdatter er enke efter sin afdøde mand, arbejdsmand Carl Christian Jørgensen.(11.)


Peder Pedersen.
Født i Bakkebølle i 1815.
Peder Pedersen blev født den 22. februar 1815. Han blev først hjemmedøbt, og den 9. april blev dåben bekræftet i Vordingborg Kirke
Forældrene var husmand Peder Larsen og hans hustru Karen Pedersdatter, begge fra Bakkebølle.
Fadderne ved dåben.
Gårdmand Ole Andersens kone fra Bakkebølle. Pigen Kirsten Rasmusdatter, og gårdmand Lars Hage, og gårdmand Rasmus Jensen og Jørgen Pedersen, som alle også var fra Bakkebølle.(02.)

Konfirmeret.
Den 1. søndag efter Mikkelsdag i 1830, blev husmand fra Bakkebølle Peder Larsen, og hans hustru Marie Pedersdatters søn Peder Pedersen, konfirmeret i Vordingborg Kirke.
Skolekaraktererne bliver angivet til at være "mg" i både kundskab og opførsel.(06.)
Mikkelsdag er altid den 29. september, og i 1830 var det en onsdag. Så konfirmationsdagen søndagen efter Mikkelsdag var således den 3. oktober 1830.
Mikkelsdag var oprindelig en helligdag, men var en af disse helligdage som Struensee afskaffede i 1770, og hvor Store Bededag blev indført som erstatning, en helligdag som nu også er væk.

Folketælling 1880.
Ved folketællingen i februar i 1880 bor Peder Pedersen og Birthe Kirstine Andersdatter i et lille hus i Neder Vindinge. Peder er 66 år gammel og Birthe Kirstine er 60 år.
Peder har opnået at få fattigforsørgelse.
I samme hus bor også sønnen Christian og hans hustru Maren, og deres tre små børn, Anders Peder og Niels Carl og Ane Marie Cathrine Sofie.(01.)

Peder dør i 1881.
Peder Pedersen dør hjemme i Neder Vindinge af apopleksi, pinsedag den 6. juni 1881, 67 år gammel. Og han bliver begravet på Kastrup Kirkegård fredag den 10. juni.
I Vordingborg Søndre Birks dødsanmeldelsesprotokol, blev der dagen efter husmand Peder Pedersens død skrevet, at enken Birthe Andersdatter og de fælles myndige børn forbliver i uskiftet bo.(07.)


Ægteskabet.
Peder og Birthe Kirstine bliver viet i 1843
Ungkarl, 29-årige Peder Pedersen fra Knudsskov bliver viet til 21-årige pige Birthe Kirstine Andersdatter som også er fra Knudsskov, fredag den 5. maj 1843, i Vordingborg Kirke.
Forloverne var hugger Anders Jensen og vogter Hans Frandsen fra Ore.(08.)


Birthe Kirstine Andersdatter
Birthe Kirstine Andersdatter var født den 25. september 1820, og døbt i Vordingborg Kirke søndag den 5. november.
Forældrene var husmand Anders Jensen og hustruen Ane Christiansdatter, fra Knudsby.
Fadderne var:
Skovfoged Ole Andersens kone, husmand Hans Poulsens kone, skovfoged Ole Andersen, husmand Hans Poulsen og husmand Niels Rasmussen. Alle var fra Knudsskov.(04.)

Birthe Kirstine Andersdatters forældre, Anders Jensen og Ane Christiansdatter, boede ved folketællingen i 1837 i et af Knudsskov-husene.
Faderen ernærede sig og familien med de tilhørende 8 tønder land jord. Han er 55 år gammel, og gift med den 59-årige Ane Christiansdatter.
Hjemmeboende har ægteparret stadig 4 børn boende:
Karen Andersdatter som er 23 år gammel, og er gift med en mand "som er i Slaveriet", hvilket betyder at manden er straffet for en alvorlig forbrydelse.
Og søsteren Frederikke Andersdatter, som er 21 år gammel og endnu ugift. Samt brødrene Jens Andersen som er 17 år, og Niels Andersen på 11 år.(05.)

Birthe Kirstine dør i 1883
Birthe Kirstine Andersdatter, enke efter husmand Peder Pedersen i Nedervindinge, døde 62 år gammel af sygdommen Rosen, fredag den 16. februar 1883.
Hun blev begravet på Kastrup Kirkegård ugen efter, fredag den 23. februar.(09.)
Min Kommentar.
Sygdommen "Rosen" må være arvelig, for min bedstemoder fra Kastrup Sogn, Birthe Kirstine Andersdatters banebarn, som havde "arvet" navnet Birthe Kirstine, led også af problemet. Da jeg var dreng tog hun mig med flere gange, med toget Næstved-Slagelse.
I Slagelse boede der en klog kone, af hvem bedstemoder købte noget sort salve, som hun skulle smøre på benene.
Også her i min generation er der også mindst et familiemedlem som har, eller har haft, Rosen.




* * * * * * * * * *
Kilder: 
K. W. J. Thureholm: "Der jog Kong Volmer", som har undertitlen: "Indtryk og Oplevelser paa Knudshoved-Odden i Smaalandshavet". Udgivet af Jagtvennens Forlag i Næstved i 1948.

Fodnoter. 
01.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1880 Landdistrikter(1880). Præstø Hammer Kastrup. Opslag 47. Nummer 6. "Et Hus".
02.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Hovedministerialbog(1813-1892). 1813 FKVDTA - 1822 FKVDTA. Opslag 19. Nummer 15.
03.) Rigsarkivet. Præstø Amt. Journalen 1847. Nr. 822. 6 R 8/5. (Overført til Aj. 28. - No.466. 1851).
04.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebog. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1814 FKVD - 1822 FKVD. Opslag 200. Nummer 34.
05.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Rentekammeret Danske Afdeling, Tabelkommissionen. Folketælling 1834, Landdistrikter. Præstø Bårse Vordingborg Landdistrikt. Opslag 14. Nummer 19.
06.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813-2003). 1823 FKVDJ - 1831 FKVDJ.  Opslag 241. Nummer 3.
07.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Skifter fra hele landet. Vordingborg Søndre Birk.
Dødsanmeldelsesprotokol for Søndre Birk (1869-1927). 1869-1897. Opslag 113. Nummer 73.
08.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813 - 2003) Ny Scanning i farver. Viede 1841 - Viede 1845. Opslag 6. Nummer 8.
09.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog Døde kvinder 1870 - Døde kvinder 1887. Opslag 8. 1883 Nummer 3.
10.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog (1803 - 2003). 1813 FKVDJTA - FKVDJTA.  Opslag 123. Nummer 5.
11.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog 1899 FKVD - 1908 FKVD. Opslag 196. Nummer 6.
12.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog.(1813-2003) Ny Scanning i farver indtil 1892. Viede 1847 - Viede 1869. Opslag 1. 1848 Nummer 7.

Sagnene om kong Valdemar og Tovelil fylder meget i litteraturen, og har inspireret ret mange af vore store danske digtere til at yde deres ypperste, herunder er det H. C. Andersen (01.):

Gurre i Nordsjælland.
Gurre-sagnene er for det meste tilknyttet Gurre lidt udenfor Helsingør i Nordsjælland:


Men måske er det mere oplagt at knytte sagnene til "Kongs-Ø", -  til Køng, - lidt nord for Vordingborg?
At fortællingerne i de gamle sagn om kong Volmer og Tovelil ikke kunne være rigtige, blev allerede fastslået i 1800-tallet. Men da disse fiktive beretninger er så tragiske, og samtidig noget så romantiske, så fortsatte digtere og kunstnere og komponister, med at lade de gamle skrøner være grundlaget for de mange kunstneriske udtryk.

"Toves Tryllering".
Og til de gamle sagns beretninger om Valdemars fortsatte besættelse af Tovelil også efter hendes død, hører også fortællingen om "Toves Tryllering".

Kristian Nyrups lille bog "Toves Tryllering" er en delvis videnskabelig, men overskuelig, gennemgang af nogle af disse sagns rigtighed og oprindelse, og hvori Nyrup fastslår at de kendte sagn er en sammenblanding flere steder fra.(02.)
Sagnet om denne tryllering, som stadig skulle ligge på bunden af søen ved Gurre Slot, fortæller at ringen havde Tovelil fået af kong Valdemar, med løftet om at ringen repræsenterede beviset på evig troskab og kærlighed.
Efter Tovelils tragiske død havde en hofmand set ringen på Tovelils finger, og havde fjernet ringen, og smidt den ud midt i søen.
Og den troskabsed som var fulgt med ringen, havde også sin gyldighed efter Tovelils død, så fremover følte kong Valdemar sig draget mod Tovelils ring i Gurre sø. Så det var Valdemars vilde ridt mellem Vordingborg og Gurre, på ildsprudlende heste, fulgt af glammende hunde, som om nætterne plagede egnen i den sydlige del af Hammer herred mellem Vordingborg og Køng.

Gurre ved Øbjerggaard ved Køng?


I forbindelse med nogle udgravninger ved Gurre Slot i Nordsjælland i 1921, kunne flere af landets aviser fortælle nyheden: at Valdemar og Tovelil skulle tilknyttes Gurre ved Køng.
Her citeret fra Middelfart Avis:

CitatNye Udgravninger. der ventes at ville give gode Resultater.
Har Tovelille aldrig været paa det nordsjællandske Gurre?
Udsendinge fra Nationalmusæet lader i disse Dage foretage nye Udgravninger i Resterne af det gamle Slot, Rester af nogle Smaabygninger, der ligger eller rettere h a r ligget rundt om Slottet.
Der vaages foreløbig med en vis Hemmelighedsfuldhed over, hvilke Resultater, man er kommet til ved Undersøgelserne, men vi ser os dog i Stand til at kunne oplyse, at der formentlig netop ved de nye Undersøgelser er skabt større Sikkerhed for, at det Gurre, ved hvis Sø Kong Volmer holdt Jagt, ikke er det nordsjællandske Gurre, men derimod det Gurre Slot, der menes at have ligget ved Vordingborg.(03.)

Hammer Kirkes sognepræst Carl Philipp Borries.
I årbogen for "Historisk Samfund for Præstø Amt", fra 1941 fortæller sognepræsten ved Hammer Kirke Carl Philipp Borries (1894-1942) om "Sognet omkring Kongsø". (Kongs-ø = Køng).
Og som Borries beretter, så kunne Valdemars Gurre lige så vel have været Gurre ved Køng:

CitatVed Øbjerggaard Nord for Køng findes et lille fredlyst Voldsted, som bærer Navnet ,,Lille Gurre". Stedet blev i 1895 undersøgt af Museumsinspektør, Dr. phil. Henry Petersen. Om vi her staar over for det til Tovesagnet knyttede Gurre, er ikke historisk konstateret ; men meget kunde tale for det, idet Traditionen fortæller, at Kong Valdemar sejlede fra ,,Borre (c: Vordingborg) til Gorre" — formodentlig gennem de nu udtørrede Mose- drag, som i sin Tid har været en Fjord, af hvilken Kongsø og Øbjerg hævede sig. Køng Kirke ligger netop paa en saadan skarpt afgrænset Bakkeø midt i de flade Mosedrag(04.)

Allerede 7 år tidligere, i 1934, havde  Carl Philipp Borries berørt emnet i sin bog "Omkring Landsbykirken", hvori han fortæller om sognene i Hammer og Lundby:

CitatDer har gaaet Sagn om, hvordan Kong Volmer jagede og kørte langs Vildtbanegrøften. (Man tænke paa Lille Gurre i Øbjerggaards Have).
I de Gaarde, som ligger tæt ved Vildtbanegrøften, har man kunnet høre ham om Natten jage med sin Vogn gennem Toftportene.
For nogle Aar siden var Børnene ene hjemme her i Vildtbanegaarden. Pludselig hørte de en Vogn rulle frem for Døren; men da de gik ud, var der intet at se eller høre.
Andre ældre Folk mener at have set Kong Volmer ride her ved Vildtbanegrøften.(05.)

"Kung Volmer och hans dotter".
I den svenske "Illustrerad Familj-Journal", søndag den 12. august 1883, blev der gengivet et af Martin Kok's digte: "Kung Volmer och hans dotter".
Du kan læse og/eller downloade Martin Kok's digt som en pdf-fil, ved at klikke her...

Om forfatteren Martin Kok (1850-1942) er der meget at fortælle, og han huskes især for beretninger om-og-fra "De Slesvigske Krige". Men han var hovedsagelig ugebladsforfatter og i en del år tilknyttet Allers ugeblad Familie-Journalen.
Martin Kok var ganske velskrivende og produktiv og særdeles populær. Men han skabte sig selv mange kontroverser på grund nogle få vers, idet hans navn blev inddraget i spørgsmål om sædelighed. Og dengang - som stadigvæk - er det et emne som pressen, og dermed offentligheden, ynder at snage i.



* * * * * * * * * * * *
Fodnoter.
01.) Sidste vers fra H. C. Andersens digt "Hvor Nilen vander Ægypterens Jord" fra 1842.
02.) Kr. Nyrop: "Fortids Sagn og Sange". Bind 1: "Toves Tryllering". Udgivet af Gyldendalske Boghandel i 1907.
03.) Statsbiblioteket. Mediestream. Middelfart Avis. Lørdag den 6. august 1921. På side 2, i spalte 2.
04.) Årbog for "Historisk Samfund for Præstø Amt", 1941. Ny Række. Bind 1. Hæfte 3, På side 303.
05.) Philipp Borries: "Omkring Landsbykirken". Hammer og Lundby Sognes Historie. Trykt i Næstved Tidendes Bogtrykkeri i 1934. Side 206.

Kildehenvisninger.
Vivian Etting, Lone Hvass, Charlotte Boje Andersen: "Gurre Slot - Kongeborg og Sagnskat". Udgivet af Forlaget SESAM i 2003.
K. W. J. Thureholm: "Der jog Kong Volmer", som har undertitlen: "Indtryk og Oplevelser paa Knudshoved-Odden i Smaalandshavet". Udgivet af Jagtvennens Forlag i Næstved i 1948.

Bemærk:
Jeg mangler af og til en mulighed for internt at kunne henvise til "Rosenfeldt", så derfor har jeg påbegyndt denne side, som i en periode fremover ikke kan forventes afrundet eller "færdig"....
Indtil ca. 1850 bruger jeg stednavnet stavet: "Rosenfeld", og efter da: "Rosenfeldt".


Vordingborg Slot ejede og brugte i fortiden ikke kun jorden omkring selve slottet men også store nærliggende arealer vestpå og nordpå, i Hammer og Baarse herreder.
Vordingborg Slot, og den yderste spids af Knudshoved Odde, lå i Baarse Herred. Mens Kastrup Sogn, og herunder landsbyerne Kastrup, Neder-Vindinge og Ornebjerg hørte til i Hammer Herred, som strakte sig helt ned til stranden, ud mod Smålandshavet ved Masnedø.

Det areal af Vordingborg Slot som hørte under "Vordingborg Ladegaard", var ved auktionen i 1774 blevet delt i to auktionsnumre, som begge blev købte af Reinhard Iselin, ved den offentlige ryttergods-auktion i 1774. Og så navngav Reinhard Iselin begge de to købte områder stednavne han kendte, og som stammede fra hans egen hjemegn i Tyskland: "Rosenfeld" og "Iselin".


Den del af det opkøbte, som lå i Hammer Herred fik det tyske stednavn "Rosenfeld" (fra begyndelsen uden t). Og det øvrige areal, den østlige del som lå i Baarse Herred, navngav han det tyske stednavn "Iselin", og dertil flyttede baron Reinhard Iselin også selv.
Hvornår Iselins gods Rosenfeld blev "fordansket" med bogstavet t "i enden", er uklart. Er det er mon gjort officielt, eller er det blot tiderne som har tilføjet bogstavet "t"?

Det var først efter Reinhardt Iselins død, at enken Anna Elisabeth (født Tengnagel) i 1781 adskilte de to områder Rosenfeld og Iselin, og oprettede to selvstændige stamhuse.
Reinhard Iselin havde ingen sønner, så de to døtre fik hver et selvstændigt stamhus. Datteren Mimi fik Iselingen, og den yngste datter Anna Elisabeth fik Rosenfeld. (Anna Elisabeth var gift med amtmand Antoine de Bosc de la Calmette, som i forvejen ejede Marienborg, samt Liselund på Møn.)


Skipper Lind køber Rosenfeld og Iselingen i 1803.
Skipper Jens Lind købte i 1803 Rosenfeld og godset Iselingen, Aunø, Marienberg og Snertinge for 600.000 rigsdaler.
Skipper Lind var skibsejer, og han boede til leje på Christianshavn på Amager, og han tjente sin enorme formue ved at sejle slaver fra Afrika og til De Vestindiske Øer.
Købet af Rosenfeld i 1803 havde skipper Lind formodentlig planlagt skulle være en fremtidsinvestering, for netop i 1803 trådte det danske forbud med slavehandel i kraft, som kunne frygtes at ville stoppe sejlads med negerslaver.
Forbuddet "Forordning om Negerhandelen", var allerede blevet besluttet i 1792, men skulle først gælde fra 1. januar 1803. Men da ingen tilsyneladende forsøgte at håndhæve "Forordningen om negerhandelen" i 1803 og i årene efter, og da slavehandler Jens Lind åbenbart ikke havde forstand på landbrug, så fortsatte han sit succesrige og sikre og givtige foretagende: "at sejle med slaver",  i årene efter 1803, - trods forbuddet.
Så Jens Lind var kun ejer af Rosenfeld m.m. et årstid, før han solgte det hele, for under det halve af hvad han havde givet, for kun 260.000 rigsdaler.(01.)

Kammerjunker Hoppe køber Rosenfeld i 1804.
Kammerjunker Frederik Hoppe (1779-1837) købte så i 1804 Rosenfeld med det tilhørende gods, som lå spredt rundt omkring på Sydsjælland.

Seksten år forinden, i 1788, var stavnsbåndet blevet ophævet, og historien og eftertiden har siden berømmet dette tiltag. Men det medførte for alle parter både fordele og ulemper, og blev af datidens bønder og husmænd ikke betragtet som et ubetinget fremskridt.
I stedet for at bønder og husmænd arbejdede sine udgifter til herremanden af, så skulle betalingen fremover erlægges med rede tjente penge. Så dårlige tider berørte nu ikke længere godsejeren, som nu modtog sin faste indtægt, hvorimod bønder og husmænd skulle arbejde ekstra hårdt i de dårlige tider, for at kunne tjene til det nødvendige aftalte beløb.
Så mange godsejere var straks begyndt af opdage fidusen, og oprettede selvejergårde med og uden arvefæste.
Det vil sige at godsejerne overdrog, nej snarere "udlånte" gårde og huse, mod fast aftalt betaling, til beboerne de pågældende steder.
Denne fidus brugte kammerjunker Frederik Hoppe så i stort omfang med Rosenfelds gårde, hvor han begyndte at oprette skøder i slutningen af 1804, til f.eks. Oregaard, Knudsbygaard, Knudskovgaard og Aunø Hovedgaard. Samt f.eks. også bøndergårde beliggende i Sværdborg, Sallerup, Køng og Kostræde Byer, og desuden gårde hørende under Aunø Hovedgaard.(02.)
I årsskriftet "Rødderne" fra "Slægtshistorisk Forening for Storstrøms Amt" i 2005, er der fortalt om en gårdhandel mellem godsejer Hoppe og fæstebonden Hans Knudsen i Sværdborg.(03.)

Frederik Hoppe beholdt kun Rosenfeld Gods et årstid før han solgte igen. Om salget skyldtes dårlige tider, eller om Rosenfeld blot havde været en økonomisk fidus, vides ikke, men efter salget overtog kammerjunkeren Sæbygaard Gods ved Kalundborg.(04.)


Løjtnant Lange og Friederich Hastrup købte Rosenfeld i 1805.
Mere følger...

Friederich Hastrup bliver eneejer i 1809.
Mere følger...

Kammerherre Oscar O'Neill Oxholm køber Rosenfeldt i 1844.


Rosenfeld Slot, som blev bygget af generalmajor Oscar O'Neill Oxholm (1809-71) i 1868 og 69, efter arkitekt Henrik Steffens Sibberns tegninger, blev placeret ved avlsbygningerne som baron Iselin havde opført hvor den tidligere bondelandsby Stenbjerg havde ligget.
Det Kongelige Bibliotek har lagt en del af Sibberns arkitekttegninger fra Rosenfelds opførelse frit tilgængelige på Nettet, f.eks. denne..., og denne...





* * * * * * * * * *
Fodnoter.
01.) Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv. https://www.chrarkiv.dk/wp-content/uploads/2023/01/Lind.pdf
02.) Otto Petersen: "Bonden og Slægtsgaard - Anno 1804-1939". https://slaegtsbibliotek.dk/932198.pdf
03.) "Rødderne". "Slægtshistorisk Forening for Storstrøms Amt" 2005. Artiklen "Hans Knudsen - Ane 78", begyndende fra side 13.
04.) https://www.kroneborg.dk/283/s%C3%A6byg%C3%A5rd-gods-(sj%C3%A6lland)

Hej Lis.

Tak fordi du orienterer mig om Kulturaftenen, jeg har noteret det i min kalender, og møder op og hilser på.
Og jeg vil tilføje, at alt hvad jeg kan kan erhverve på mit besøg på Fyn i næste uge, får du/I selvfølgelig ubeskåret.

Hej Henning

Det lyder spændende.

Arkivet er med i Kulturaften d. 29 Maj 2026- vi holder den dag åben i Algade 58 fra 17-21
læd mere her https://www.facebook.com/people/Vordingborg-Lokalhistoriske-Arkiv/61587795293393/?locale=da_DK

En anonym skribent med signaturen "Jakob", fortæller i avisen Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896, om et besøg i Vordingborg.(01.) Denne "Jakob" var under besøget i Vordingborg også oppe i Gåsetårnet, efter først at have hentet tårnnøglen i Vordingborg Rådhus.
Om hans oplevelser og tanker fra besøget i "Taarnet" fortæller han selv i det herunder citerede:

Citat. . . .Man ser ved første Øjekast, at dette Bygværk her ikke hører den moderne Tid til. De store røde Sten med den faste Kalk imellem hører den gamle Tid til. Trappetrinene paa Trætrapperne herinde hører vel Nutiden til. Jeg gaar deropad, kigger ud gjennem Glughullerne, forsøger at tænke mig tilbage til Valdemarernes Tid, men formaar det ikke. De raske, stærke Vindpust gjennem Glughullet, og den ganske lette Tuden af Blæsten gjennem Taarnet fører noget æventyrligt med sig, som vel kunde egne sig til at sætte mig tilbage i Tiden. Men ser jeg ud paa Landskabet, som ligger der saa smilende og stille med alle sine fine smaa teglbehængte Huse, og Søen som duver saa let og fri for alt Fjendskab, kun førende fredelige Falstringer og Lollændere til og fra Lolland og Falster, saa taber Æventyret sin Glans, og saa staar jeg midt i Nutiden.
    Jeg er naaet helt op i Taarnet og staar ude på Balkonen. Der er noget vist stolt, noget kæmpemæssigt, noget langt mere imponerende, synes jeg, end f. Ex. ved Rundetaarn i Kjøbenhavn, skjønt dette vel egentlig er højere. Er det Stedets skyld, Ruinens Skyld eller er det den lille Vordingborg Bys Skyld, der saa ærbødigt og ydmygt ligger og ser op til sin høje Mester? Eller er det Omegnens Skyld, denne kjønne Omegn, med Skov og Sø, denne Omegn, der er saa smuk, at selv Oringe Sindssygeanstalt ikke formaar at kaste Skygge over Landskabet? Jeg ved det ikke.
    Mange Navne er ridset heroppe i Taarnet, baade paa Kryds og Tværs, og Vers med. Jeg ser et lille Vers om Kong Volmer og Tove. Man husker Sagnet om Kong Valdemar, der holdt saa meget af Gurre og Vordingborg, at han udtalte disse Ord: "Lad Gud beholde sit Himmerig, naar jeg kun maa faa Lov til at beholde Gurre". Til straf herfor jager han hver Nat paa en vild Hest, hvis Øjne spruder Gnister, fulgt af halsende Hunde, fra Gurre til Vordingborg.
    Saaledes lyder Sagnet. Men man kan vanskelig tænke sig Kong Volmer ridende her en stille Sommernat. Men jeg kunne tænke mig, hvis man kom herop i Taarnet en stormende Novembernat, naar Stormen hylede gjennem Taarnet og tog i Glugger og gamle Hængsler, og man ude fra Søen hørte Bølgerne skumme og slaa op mod Land, hvis man da satte sig i Taarnet inde i et af de Aflukker, som der siges tidligere at have været benyttet som Fængsler, saa kan jeg tænke mig, at Sagnet om Kong Volmers vilde Jagt kunne komme til at staa levende for en.
    Jeg forlader Taarnet og kommer ud mellem Ruinerne.

Jakob.                   

Digtet er oprindelig fra 1849, og var medtaget i samlingen "Danske Lokaliteter" hvor "Valdemars Taarn" er digt nummer 20. Her er det gengivet fra Johan Ludvig Heibergs"Poetiske Skrifter" bind 7,  fra side 257, som blev udgivet af Reitzels Forlag i 1862. 
Klik her og læs og/eller download "Valdemars Taarn" som en pdf-fil...

I 1821 sponsorerede  sognepræst Boesen og apoteker Aarslev i Vordingborg en "Reparation" af Gåsetårnet, inklusive 105 trappetrin, så der nu kunne gås helt op i toppen af tårnet.
Flere købstadsaviser fortalte om gaven, herunder er citeret hvad "Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis" skrev:

CitatLevningen af Kong Waldemars Slot eller det forhen saakaldte Gaasetaarn i Vordingborg har i Sommer været under Reparation, hvilken Dhrr. Pastor Boesen og Apotheker Aarslev sammesteds have forestaaet, men for hvis Regning vides ikke, Rygtet siger privat.
Til Beqvemmelighed ere Trapper blevne satte lige op til det øverste af Taarnet, hvilke bestaae af 105 Trin og ville være meget kiærkommende for Enhver, som ønsker at besee dette Oldtids-Monument, hvorved i øvrigt er den Mærkelighed, at det, skiøndt beliggende i Vordingborg Bye, ikke har Kiøbstadsrettighed, men henhører under Vordingborg søndre Birk.(02.)

Bemærkninger:
Apoteker Mads Aarsleff (1784-1845) i Vordingborg var/er manden der  "opfandt" "Esprit de Valdemar", som stadig kan købes, og som også i vore dage har et billede af Gåsetårnet på etiketten.
Sognepræst Ulrik Christian Boesen (1769-1840) var præst ved Vordingborg og Kastrup Kirker mellem 1817 og 1833.(03.)

CitatGaasen er nu atter kommen til Højsæde paa Gaasetaarnet, idet den Tirsdag Formiddag, efter at være renset og forgyldt, blev sat op paa sin gamle Plads som Topfigur paa Kransesagen", Gaasen skinner nu som Guld, saa det er en Fornøjelse at se paa den, men den er ogsaa bleven særdeles grundig efterset, idet den daglig i omkring 14 Dage er bleven behandlet af Malersvend Lassen fra Firmaet Møllmark & Co., Kjøbenhavn.
Nu kan der med Sandhed siges, at Gaasen glimter mod Sky. Tidligere var den af Tidens Tand bleven mere graa end den mest graa Gaas, saa den trængte haardt til den Forgyldning, den har faaet.
Gaasen, der ikke er massiv, men lavet af Plader, har en pæn Gaaseform hvad der ikke er rigtigt synligt, naar den betragtes ved eller fra Taarne,. Dens Vægt ligger mellem 50 og 60 Pd., og den maaler fra Vingespids til Vingespids 36 Tommer, og Længden fra Næb til Halespids er 36 Tommer(04.)

Kommentarer:
Denne lille notits stod i Næstved Tidende i august 1898.
Malerfirmaet bliver kaldt Mølmark i avisnotitsen, men det er en fejl, for det Københavnske malerfirma som dengang påtog sig sådanne opgaver hed Møllmann.
Måske husker jeg forkert, men det forekommer mig at "gåsen" manglede på "Tårnet" i en hel del år efter midten af 1900-tallet, og at den sidst i århundredet blev erstattet af en ny, og genopsat med helikopterhjælp?

Denne indgangsbillet er fra et besøg i Gåsetårnet 2. pinsedag, den 8. maj 1913.
Omregnet på websiden OldMoney svarer det til ca. 26 nutidige kroner.

I vore dage koster entreen til Gåsetårnet 45 kroner for en voksen, og 25 kroner for et barn.  (2026.)

Billetten her til venstre er vedhæftet på bagsiden af et gammelt postkort, og er privateje.

CitatHistorisk Have.
Turistforeningen vil førstk. Søndag Eftm. ved et Møde ved 2-Tiden overdrage den historiske Have paa Slotruinen til Vordingborg By.(06.)

"Haven" blev indviet klokken 14 søndag den 29. maj.
Tredjedagen efter indvielsen, onsdag aften den 1. juni, bragte samme avis en stor artikel om haven øverst på forsiden, som slutter med at fortælle:

CitatDet er lykkedes Havearkitekten at skabe en mærkelig og stærk gammeldags Stemning ved at benytte Motiver fra gamle Havebyer, saaledes især fra Hans Rasmussen Blocks Horticultura Danica fra 1647 og fra dennes Forbilleder.
Nu er der af disse gamle Havemotiver skabt en smuk og ejendommelig Ramme, og nu maa der fra nær og fjern samles ind af gamle Planter, saaledes at Anlæget ikke blot bliver et Lystanlæg enestaaende i sin Art - hvilket det i hvert Fald er - men ogsaa komme til smukt at opfylde sit egentlige Formaal som Landets foreløbig eneste historisk Plantesamling.

CitatSlotsruinen.
Gangene paa Slotsruinerne bliver i denne Tid afstukket og forsynet med Grus. Det er en meget kedelig Historie, at Udvalget lader sligt foretage, da det er i afgjort Strid med hele Ruinterrænets Fysiognomi og overhovedet i Strid med de Planer, der er lagt for Ruinterrænets Udseende. Det havde været klogt, om man havde spurgt sig for, inden
man foretog sligt.(05.)

* * * * * * * * * * 
Fodnoter.
01.) Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896. Fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv.
02.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis".  Den 9. november 1821. På side 3, i spalte 1.
03.) Julius Bidstrup: "Stamtavle over Slægten Boesen". Udgivet af Hoffensberg og Trap's Etablissement i København i 1887. På side 17.
04.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Nestved Tidende". Onsdag den 24. august 1898. På side 2, i spalte 7.
05.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Næstved Tidende". Lørdag Aften den 30. Maj 1925. På side 3, i spalte 5.
06.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Næstved Tidende". Torsdag aften den 26. maj 1921. På side 3, i højre spalte.

Da Vordingborg Rytterdistrikt i 1774 var blevet delt op i 12 områder og solgt på auktion, var arealet nummer 12 kaldt Kallehave Gods, og det omfattede "59 Tdr. Htk. Hovedgaardstakst, og 346 Tdr. Htk. Bøndergods, samt Kallehave Kirke".
Det blev Peter Johannsen som købte Kallehave Gods på auktionen i 1774 for 55.550 rigsdaler.


Peter Johansen byggede efter købet en hovedbygning, og han opkaldte hovedbygningen og godset efter sig selv: Petersgaard.(01.)

Peter Johansen var født i Stavreby i Jungshoved Sogn i 1723.
Johansen var oprindelig "ingenting", men med målrettet flid og dygtighed og held, var det lykkedes det ham at skabe et af Københavns store handelshuse, som også havde sin egen handelsflåde.
At en Københavnsk handelsmand købte et gods så langt væk fra storbyen, var ikke kun en investering, for med i købet fulgte også en del skove, heriblandt også egeskov, så kort efter overtagelsen oprettede Peter Johansen sit eget skibsværft ude ved "Sundet": "Petersværft". Han kunne nu selv reparere sine egne skibe, og havde selv materialer til det, i form af træ.

Peter Johansen døde på Petersgaard i 1798.
Johansen blev 75 år gammel, men nogle år før han døde, havde han overdraget alt til sin broder og til sin svigersøn.
Allerede året efter Peter Johansens død, solgte arvingerne godset "Petersgaard" tilbage til "Staten" for 189,500 rigsdaler.

Zakarias Nielsen.
I sommeren 1909 var Zakarias Nielsen i Langebæk for at skrive en roman:
"Mands Vilje".
Forfatteren Zakarias Nielsen havde engang fået overdraget nogle gamle slægtsminder af en gammel københavnsk dame, en frøken Nicoline Klein. Og Zakarias Nielsen havde påtaget sig at skive en fortælling om "Peter Johansen" på grundlag af den gamle frøkens gemte og næsten glemte slægtsnotater.

Romanen "Mands Vilje" udkom kort før julen i 1909, og blev meget populær, og blev efterfølgende trykt i yderligere mindst 4 oplag.


I forordet til "Mands vilje"skriver Zakarias Nielsen bl.a.:

Citat. . ."Mands Vilje" er bleven til ved et Samarbejde mellem en Dame i København, Frk. N i c o l i n e  K l e i n, og undertegnede. Paa Grundlag af gamle Slægtsminder, der omspænder det meste af det 18de Hundredaar, og som for omtr. 40 Aar siden blev samlede og nedskrevne af Frøkenens Fader Provst C. Klein, har Frøkenen udarbejdet en Række sammenhængende Skildringer af sin Slægts Historie, saaledes som hun har tænkt sig, at den omtrent, maa have formet sig. Disse Skildringer har hun igen overladt undertegnede til Gennemarbejdelse, Omskrivning og videre Udformning.
     Med god Lyst og efter bedste Skønnende har jeg igennem mange Maaneder syslet med dette Arbejde, ligesom jeg har gransket en Mængde forskellige Kilder, ældre og nyere, gæstet alle de i Fortællingen omtalte Aasteder i Sydsjælland: Stavreby, Jungshoved, Langebæk, Kallehave, Petersgaard og Petersværft, og søgt Raad og Vejledning hos forskellige om gamle Tiders Forhold, særlig Sø- og Handelsforhold, alt sammen for at kunne give Fortællingen nogenlunde paalidelig Steds- og Tidslød.

* * * * * * * * * * *   
Fodnoter.

01.) Trap-Danmark, 2. udgave. 3. Del. Udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn i 1872. Side 549.
02.) Statsbiblioteket. Mediastream. Næstved Tidende. Torsdag den 1. juli 1909. Side 3. Øverst i venstre hjørne under rubrikken "Vordingborg".
03.) Statsbiblioteket. Mediastream. Horsens Folkeblad. Onsdag den 24. november 1909. På forsiden, i spalte 5, under rubrikken "Bøger".

Tak Lis B. Jensen.

Godt du gør opmærksom på det, det vil blive tilføjet det allerede skrevne.
Artiklen om Skolelærer Peter Clausen ligger "lidt stille".
En uge inde i maj, (om to uger) rejser jeg en tur til Fyn, hvor jeg har fået lov til at læse Clausens egne maskinskrevne erindringer. Aftalen er på plads.
Et barn eller barnebarn arvede dem. Jeg håber selvfølgelig på at kunne "forhandle mig" til en kopi.

Hilsen Henning Jensen.

Han var lærer i Skolehuset Sct. Clemensvej 79