Nedervindinge
Landsby i Kastrup Sogn på Sydsjælland.
Vordingborg Latinskole.
Ligesom alt det øvrige her på websiderne, så er dette ikke en komplet "fortælling", men
en begyndende samling af brudstykker
omhandlende Vordingborg Latinskole
Mere tekst og flere billeder vil løbende blive tilføjet, og ligeledes vil også rettelser af fejl
finde sted.
Vordingborg Latinskole blev etableret omkring 1550. I 1806 blev skolen i kort tid omdannet til "middelskole", for igen i 1819 at blive
latinskole.
Formålet med latinskolerne var at uddanne elever til ansættelser inden for kirken og/eller embedsmandsværket.
Latinskolerne uddannede elever direkte til de højere læreranstalter, hvorimod "middelskoler" og "lærde skoler", kun var
et mellemled, hvorfra man ikke direkte kunne komme på universitetet.
Vordingborgs Latinskoles placering på Kirketorvet.
Placeringen har jeg længe været i tvivl om, men nu er gåden løst, idet
Vordingborg
Lokalhistoriske Arkiv har lagt et gammelt billede af Kirketorvet og Kirken, hvoraf det tydeligt fremgår at Latinskolen lå langs med
kirkegårdsmuren, med bagsiden ind mod Vordingborg Kirke.
Vordingborg Kirketorv omkring 1900-tallet. (Gammelt postkort. Privateje.)
På det gamle postkort herover er latinskolen væk, og kirkegårdsmuren er ikke blevet bygget. Her ses tydeligt at der "kun" er et
hegn mellem Kirketorvet og Kirkegården.
Latinskolens rektorer mellem 1600-tallet og indtil 1739.
P. A. Klein har i sine legendariske bog "Vordingborg Købstads Historie" fra 1923, skrevet en fortegnelse over latinskolens rektorer.
Herunder er det J. E. Suhrs optegnelser, som er fra 1843, aom er grundlaget for listerne herunder.(12.)
Suhr havde oplysningerne fra en gammel regnskabsbog som Suhr fandt på Latinskolen, da han blev rektor i 1810, og hvori de
mange tidligere rektorers navne gennem tiderne var nedfældet i forbindelse med indtægter og udgifter.
- Peder Jacobsen Worden.
Han er rektor i begyndelsen af 1600-tallet, hvor efternavnet måske er et
tillægsnavn hentet fra bynavnet "Wordingborg".
- Hans Pedersen.
Han var rektor indtil den 18. november 1618.
- Peder Jacobsen Birk.
Rektor fra 1618 til 1620.
- Laurids Willumsen.
Rektor fra juni 1620 til den 10. december 1624.
- Povel Andersen Tistad.
Rektor fra 1625 og til den 13. februar 1627.
- Herman von Ginckel.
Rektor fra den 13. februar 1627 og ca. 3 måneder frem, idet han afgik ved døden.
- Magister Søren Povelsen Judichær Gothlandus.
Rektor fra 1627 og til 1635.
- Magister Claus Jensen Varberg.
Rektor fra 9. juni 1635 og indtil 16. juli 1636.
- Magister Augustus Povelsen Skandorph.
Rektor fra 1636 og indtil 12. februar 1639.
- Jørgen Christensen Flensborg.
Rektor fra 1639 og til 1650.
- Hans Nielsen.
Rektor fra 1650 og til 1656.
- Pieter Carstensen Dreier.
Rektor fra 12. maj 1656 og til 1664.
- Mads Bjørnsen.
Rektor fra 1664 og til maj 1671.
- Magister Albert Fogsøn Birth.
Rektor fra 1671 og til 1673.
- Magister Hans Albertsen Schrøder.
Rektor 1673 og til 1720. - (Døde i Vordingborg i 1723.)
- Magister Zacharias Snog.
Rektor fra 1720 og til 1722.
- Johannes Arnsbach.
Fra den 28. oktober 1722 og til 1730.
- Magister Jacob Therkildsen Baden.
Rektor fra 1731 og til 1738.
- Magister Henrich Teysen.
Rektor fra 1738.
Læs mere om ham lidt nede herunder.
Skolen efter 1739.
"Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark" i 1739.
I Christian den 6. regeringstid trådte skolereformen "Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark" ikraft den 23. januar 1739.
I den forbindelse blev det vedtaget at nedlægge de fleste af Latinskolerne, og kun beholde 20 skoler. På Sjælland var det kun byerne
Frederiksborg, Helsingør, København, Roskilde, Slagelse, Herlufsholm, Nsætved, Køge, Vordingborg, som fik lov til at beholde sine Latinskoler.
Rektorerne på Vordingborg Latinskole efter 1739.
- Magister Henrik Teysen.
Mag. Henrich Teysen blev beskikket til Badens efterfølger i maj 1738, men hans virke var hovedsagelig i den kommende
Periode, efter 1739.(16.)
Rektor Henrik Teysen.

Henrik (Henrich Teysen)
var den sidste Rektor ved Vordingborg Latinsskole, og også den første Rektor på den efterføgende "Vordingborg lærde skole".
Henrik Teysen blev født i Norge omkring 1705.(17.)
Teysen blev privat student i 1724, og tog året efter bachelorgrad.
Derefter var Teysen "alumnus" på Valkendorfs Kollegium, og i 1732 dekan på
Kommunitetet, hvorefter han tog en magistergrad.(18.)
I 1738 blev Henrik Teysen rektor ved Vordingborg Latinskole.
Teysen var gift to gange.
-
Første gang med Catharina Maria Godiche, som var født omkring 1708. Hun døde den 14. august 1736, to år før Teysen blev rektor i Vordingborg.
-
Gift anden gang med Sophie Amalie Suhm, som var datter af "Vejer og Maaler" i Kristianssand: Michael Suhm.
Henrik Teysens er kendt for to bøger:
-
""De ariete Nazaræi - Havniæ". 1732.
Tilen kunne måske være, frit oversat af mig: "Om den/de fremadstormene Nazarærer".
"Havniæ" betyder København, så det må være udgivelsesstedet og/eller forfatterens pseudonym.
-
"Analysis Geneseos in usum incipientium - Havniæ". Uden årstal. (Måske 1735?).
Titlen, igen frit oversat kunne være: "En analyse af Første Mosebog for begyndere".
"Genesis" er det græske navn for biblens "Første Mosebog" i Det Gamle Testamente.
Billedet af titelbladet herover til højre tilhører Najosnalbiblioteket i Oslo, som har scannet og lagt
hele bogen på Nettet, og
hvor den er "fri af ophavsret".
Henrik Teysen døde den 30. juni 1756.
Skuffende for mange efterlod Teysen sig ikke meget, men det lidt der var skulle alligevel fordeles retfærdigt, så flere forsøg
i landets aviser blev gjort for at finde ukendte kreditorer, her en en notits fra "Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender":
Efter forhen giorte tillysninger, saa vel til Siellands Landsting, som hiemtingene, og notificationer i aviser, er
skiftet efter afg. Mag. Henric Teysen forhen Rector scholæ i Wordingborg, begynde den 7Dec, nu sidst afvigte, da endeelgields
fordringer bleve anmældede, og som der, venteligt, ere endnu flere Creditorer tilbage, saa gives herved 3 gange i de Danske
Aviser tilkjende, at Onsdagen d. 4 May, førstkommende, kl. 9 om formidagen, er berammet, videre at foretage samme skifte, da
vedkommende, som det angaaer vilde behage at møde i Rectors Residence i Wordingborg; og især ombedes, at de som har været disciple
i samme skole, og i de 3 sidste aar ere derfra dimiltterede til Academiet, vilde indfinde sig, om de ellers hos den Gl. Rector kand
formeene, at have noget tilgode, da der, efter den ringe oplysning som den Gl. Mand har efterladt sig skal blive liqvideret med dem,
saavidt Stervboets slette omstændigheder kan formaae.
Mehrn d. 12 Dec. 1756. Terpager.(24.)
Rektorerne i Vordingborg efter Teysen.
- Magister Ludvig Heiberg.
Den 30. juli 1756 bliver Magister Heiberg rektor
i Vordingborg.
Her fortaltes i dagbladet "Nye Stats-Tidender" at:
"Samme Dag er Mag. Ludvig Heiberg allernaadigst bestikket til at være Rector Scholæ i Wordingborg".(20.)
Ludvig Heiberg var rektor på Latinskolen indtil den 30. august 1760.
- Magister Albert Christopher Holst.
Rektor fra 1760 og til 1787.
- Otto Ludvig Stoud.
Blev rektor i Vordingborg fra 1788.
Professor og rektor Otto Stoud dør i Vordingborg i 1818. En dødsfald som mange af landets aviser skrev om. Her er det fra
"Aalborg Stifts Adresse-Avis, politiske samt Avertissements-Tidende":
"D ø d s f a l d: Professor Otto Stoud, Rector ved Middelskolen i Wordingborg, i hans Alders 75te Aar."(19.)
Rektor Jochum Evan Suhr.
Jochum Evans Suhr blev født den 10. maj 1779 på St. Croix i Vestindien, hvor hans Fader var Dommer.
Den unger Suhr blev sendt til Danmark, hvor han efter forberedelsesundervisning blev dimitteret til Universitetet i begyndelsen af 1796,
hvorfra han blev indstillet til examen artium, og hvor han året efter fik sin eksamen.
Herefter blev Suhr ”Hører” ved Odense Latinskole.(15.)
I 1799 blev han medlem af Det pædagogiske Seminariums historiske Klasse.
I Sommeren 1801 fik Suhr sin afsluttende Dimissionseksamen, og vandt året efter, i 1802, Universitetets Guldmedalje for den historiske opgave,
Jochum Evans Suhr blev så i november 1802 snsat som adjunkt ved Odense Katedralskole, og den 5. september 1806 blev han overlærer ved Helsingørs
Skole, hvorfra han efterfølgende kom til Roskilde Katedralskole.
Efter små 4 år i Roskilde, den 30. marts 1810 blev Suhr rektor for Vordingborg Latinskole.(02.)
Rektor Suhr annoncerede efter elever til skolen i årene efter han var blevet rektor:
Her er det i en notits i "Den til forsendelse med de kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende" i 1819:
"De forældre, som önske deres Sönner optagne i Wordingborgs lærde Skole til næstkommende 1ste October, anmodes at tilsende
Anmeldelsen derom, samt de befalede Döbe- og Vaccinations-Attester til undertegnede Skolens Rector.
Wordingborg, den 31te August 1819. Suhr."(13.)
Rektorboligen ved Folketællingen i 1834.
Ved denne folketælling den 18. februar er Jochum Suhr boende i Ahlgade i Vordingborg, og Suhr er benævnt som "Rector", og han er 55 år gammel.
Suhrs hustru, Anna Hedevig Margrethe Bloch er 51 år gammel.
Boende hos familien er Peter Adolph Suhr, som er 59 år gammel. Om ham er der skrevet en bemærkning i folketællingen:
At han er Jochum Suhrs broder, og at han er en afskediget og pensioneret kaptajn fra Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederiks regiment,
og er boende hos broderen. Også "kaptajnens" datter, Antonie Birgitte Adolphine Suhr bor i hjemmet. Hun er ugift og 33 år gammel.
Desuden bor der følgende i ejendommen:
Annette Adolphine Hassz, som er 18 år gammel og ugift. En plejedatter.
Ambrosius Johannes Meldahl, som også er 18 år og ugift, og han er afdøde pastor Meldahls søn.
Og så bor der Jens Andreas Møller på 14 år, som er ???råd Møllers søn fra Præstø.
Endvidere bor der Lytzhøfts to sønner fra Alkestrup, Nicolaj Lauritz Lytzhøft som er 14 år gammel, samt Frederik Holten Lytzhøft
som er 13 år.
I rektor Suhrs hjem var der også tjenestepige boende, den 26årige ugifte Kirsten Johannesdatter.(05.)
J. E. Suhr: Smaaskrifter af pædagogisk og historisk Indhold".
Del 2. Udgivet i København i 1843. (Privateje.)
”Ridder af Dannebrog" i 1836.
Jochum Evans Suhr blev den 28. oktober 1836 ”Ridder af Dannebrog".
Suhr søgte og fik sin afskedigelse i 1844.
Den 13de Februar 1844 blev Jochum Evans Suhr, efter egen ansøgning afskediget som Rektor i Vordingborg, og fik tillige
lov til at beholde sin professortitel.
Det Suhrske hjem ved Folketællingen 1855.
Ved folketællingen i Vordingborg i 1855 er familien Suhr boende i "Vestre Rode" ved Torvet og Adelgade, og omfatter følgende personer:
Professor Jokum E. Suhr, som var født på St. Croix, og er 76 år gammel, og som lever af sin pension.
Hustruen Ane (Anna) Hedevig Suhr, som var født i Ribe, og som er 72 år gammel.
Endvidere bor der også den 80-årige enkemand Peter Adolph Suhr, som ligeledes var født på St. Croix, og som var pensioneret kaptajn.
Så er der to hjemmeboende plejebørn:
Ugifte Thora W. L. Suhr på 19 år, som var født i Tranekjær. Samt:
Ugifte Hedevig V. Suhr på 17 år, som også var født i Tranekjær.
Også en logerende boede i hjemmet, den 54-årige ugifte Frederikke Vestergaard, som var født i Sværdborg sogn.
Og tjenestepige manglede ikke, det var den 29-årige ugifte Maren Pedersdatter fra Bakkebølle.(03.)
Lokalt var Suhr meget aktiv gennem årene.
I Forening med sin Hustru virkede J. E. Suhr aktivt til oprettelsen af Vordingborgs "Asyl for Smaabørn", hvor
"han og hans
Frue indtil de seneste Tider med lige Iver og Interesse virkede for denne milde Stiftelse og saa at sige vare Sjælen i dens Bestyrelse".
Også aktivt deltog Suhr i oprettelsen af en "Fribolig for gamle og svage Borgere". Der var stiftet en forening,
med Suhr og hans hustru Anna Hedevig Margrethe i spidsen, som aktivt afholdt indsamlinger og arrangementer, f.eks. i Kirkeskoven:
Vordingborg.
"Den Bestyrelse for Foreningen for at samle Midler til Stiftelsen af en Fribolig for gamle trængende Borgere og disses Enker
i Vordingborg og Nyraad, har troet at gjøre Regning paa, atter i Aar at finde de ærede Medlemmers Bifald og Virksomme
Understøttelse, idet den har vedtaget til Fordeel for den paatænkte Stiftelse at foranstalte en Bazar eller Bortlodning, saavel
af alle Slags almindeligt Haandarbeibe, som af andre passende Gjenstande. der maatte velvilligen blive skjænkede af Foreningens
Medlemmer eller Andre, som føle Interesse for denne gavnlige Stiftelse.
Man har antaget det passende at bestræbe sig for, at denne Bazar afholdes i Kirkeskoven og i de første Dage i Juli Maaned,
og tillader sig paa det indstændigste at anbefale denne Sag, som kun ved Manges forenede Bestræbelser kan faae et heldigt
Udfald, til Foreningens ærede Medlemmer, idet vi tilføje den Bøn, at Enhver i sine Venners og bekjendtes Kreds vil virke til
Fordeel for den besluttede Bazar og dennes vældædige Øiemed.
Vi bør ikke tvivle om, at jo mange af vore ærede Medborgere ville med Glæde yde et mindre eller større Bidrag til at fremskynde
Udførelsen af denne gode Hensigt, at grundlægge en Stiftelse, som skal være Tilflugt for den affældige og trængende Alderdom
i vor Commune, og naar vi denne Gang ville kunne glæde os ved det samme heldige Resultat, som vi havde ved Bazaren i 1855, vil
Tiden ikke være fjern inden der kan begyndes paa Opførelsen af en saadan Bygning.
Enhver af Underskrevne modtager hvilken som helst Gjenstand af Gaver, der til bemeldte Øiemed maa blive os tilstillede.
Vordingborg i Marts 1859.
Suhr. F. E. Schrøder. E. J. Schou
E. F. Breit. E. St. Schou. Hoffensen.
Mauritzen. Jürgensen."(23.)
J. E. Suhr var også med i gruppen som allerede i året 1851 besluttede at oprette en "Spare og Laanekasse for Vordingborg og Omegn".
Tirsdag den 19. december 1854 kunne "Østsjællandsk Avis" fortælle at disse planer var blevet en realitet:
"I Vordingborg begynder den der og for Omegnen oprettede Sparekasse sin Virksomhed 1ste Januar 1855, under
Bestyrelse af Dhrr. Assessor Aagaard til Iselingen, Justitsraad Oxenbøll, Apotheker Schow, Rektor Suhr og Proprietair Wassard
til Marienborg."(25.)
Første vers af H. A. Hansens mindedigt i Vordingborg Avis.
Fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv,
Suhrs hustru Anna Hedevig Margrethe dør i 1859.
Fredag den 27. maj 1859 døde professor Suhrs hustru Anna Hedevig Margrethe, født Bloch, 75 år gammel, og hun blev begravet på
kirkegården ved Vordingborg Kirke fredag den 3. juni.(04.)
Et mindedigt.
Efter Anna Hedevig Margrethes død skrev skolelærer H. A. Hansen fra Kastrup Sogn et mindedigt, som blev trykt i "Vordingborg Avis"
den 6. juni 1859.
Det første vers ud af 4, kan du læse her til højre. Og du kan læse og/eller downloade hele digtet som en pdf-fil,
hvis du klikker her...
J. E. Suhr døde lørdag den 1. september 1860, året efter sin hustru. Mange aviser bragte korte eller lange nekrologer,
Københavneravisen "Folket Avis" skrev den 5. september denne lille nekrolog:
"Dødsfald. Fra Vordingborg skrives under 3die September i Byens Avis:
Vor By har lidt et smelteligt Tab, idet en af dens ædleste og hæderligste Mænd er bleven os berøvet, nemlig vor kjære gamle
Professor Suhr, som døde i Løverdags Middag Kl. 1½ i den høie Alder af 8l Aar. Det vil længe mindes med Taknemlighed,
hvorledes den venlige Olding, der lige til det Sidste bevarede sin Interesse levende for alt Godt og Ædelt, altid var med,
som en af de Første, naar noget veldædigt eller gavnligt Værk skulde fremmes, hvorledes han stedse var rede til at hjælpe
med Raad og Daad og derfor meget vil savnes af denne By, som han omfattede med en saa varm Kjærlighed."(21.)
Efter J. E. Suhrs død mangler her noget, og det er det digt som utvivlsomt er skrevet af skolelærer H. A. Hansen i Kastrup
i anledning af Suhrs død. Men det er endnu ikke lykkedes at finde avisårgangen 1860, som tilsyneladende mangler i avissamlingen.
Rektor J. E. Suhrs begravelse.
”Kirken hvor Liget var hensat i Chorgangen for Høialteret, og hvor Følget samledes, var i Anledning af Sørgehøitideligheden
smykket paa det Bedste. Kisten, ved hvis Sider der brændte tvende Kandelabre, og som var skjult af lutter Blomsterkrandse
bundne af kjærlige Hænder, der ved dette sidste Tegn tolkede deres Hengivenhed og Agtelse for den Afdøde, var rundt omgiven
af en Skare sørgende og grædende Smaabørn fra Asylet, den sidste synlige Taknemmelighedsyttring fra en Anstalt, hvis gavnlige
og velsignelsesrige Virksomhed var fremkaldt og vedligeholdt ved den Interesse for at fremme alt Godt og Ædelt, som var et
Særkjende for den Afdøde, og som betegnede hele hans Færd i levende Live.”(26.)
Det var afdøde rektor Suhrs plejesøn pastor Johannes Søren Bloch Suhr fra København, som stod for begravelsen i Vordingborg Kirke,
og som holdt en stor tale. Også Suhrs efterfølger, rektor Frederik Lange talte, og ligeledes talte pastor phil. Peter Rørdam fra Mern.
”Hr. Pastor Bloch-Suhr forrettede derpaa Jordpaakastelsen efter endnu engang med nogle inderlige Ord at have sagt den ædle
Olding det sidste varme Farvel og nedbad, tilligemed den bevægede Sørgeskare, Himlens rige Velsignelse over den gamle trætte
Vandrers evige Fred i det lune Gravkammer hos hans Ungdoms Hustru, ved hvis Side han nu skulde lumre.”(26.)
Professor og rektor J. E. Surhs mindesmærke ved Vordingborg Kirke.
I oktober 1860 opfordrede en lille kreds af personer, via annoncer i dagspressen, til at bidrage til en indsamling til et monument.
I annoncen stod der:
"Indbydelse. De Venner og Diciple af afdøde Professor J. E. Suhr, forhen Rector for den lærde Skole i Vordingborg, som maatte
ønske af deeltage med os i Oprettelsen af et Monument paa hans Grav, anmodes om inden dette Aars Udgang at indsende deres Bidrag
til en af os".(01.)
I annoncen anbefalede og opfordrede følgende dengang kendte personer indsamlingen til mindesmærket:
- Stiftsprovst i Aarhus Carl Vilhelm Boesen (1809-1867), som var blevet student fra latinskolen i Vordingborg i 1834.
- Hans Christian Rørdam var født den 18. marts 1803 i Serup i Viborg Amt. Han var sognepræst i Hammer-Lundby i
Præstø Amt fra 25. september 1850, og til sin død i Hammer i 1869. Han var broder til forfatteren og digteren og sognepræsten Peter Rørdam i Mern.
- Overretsprokurator, som også i en periode var direktør for Nationalbanken, Samuel Frederik Carl Nyholm (1810-1869),
som var blevet student i 1827 fra Latinskolen i Vordingborg.
- Præsten og forfatteren Johannes Søren Bloch-Suhr (1807-1876), et af afdøde J. E. Surhs plejebørn, som var blevet
student på Latinskolen i Vordingborg i 1826.
- Provst, sognepræst, Christopher Leberecht Tobiesen i Dannemare ved Nakskov (1807-1893). Han var med i "Den Grundlovgivende
Rigsforsamling" og "Ridder af Dannebrog", og var også student fra Latinskolen i Vordingborg.
Suhrs Mindesmærke ved Vordingborg Kirke. (Eget foto den 9. oktober 2026.)
Ensomt, og snavset og trist,
står J. E. Surhs mindesmærke på den tomme græsplæne ved Vordingborg Kirke. Mindesmærket var oprindelig
opstillet på J. E. Surhs og hans hustru Anne Hedevigs gravsted også på denne kirkegård, men blev flyttet hertil da gravstedet blev nedlagt.
Men der er fejl i inskriptionen på mindesmærket. Det ene forbogstav i Suhrs navn er
forkert, og dødsårstallet er ikke som der står 1866, men 1860.
Frederik Olaus Lange blev skolens rektor efter J. E. Suhr.
Frederik Olaus Lange blev født i København den 21. oktober 1798. Han dimitterede fra
Borgerdydskolen i København i 1815, og tog derefter en teologisk embedseksamen i 1825.
Problemer med øjnene fik ham til at tage en længere helbredsrejse, og hjemme igen indgik Frederik Lange ægteskab den 24. april 1832, med Louise Paludan-Müller,
som var datter af
biskop Jens Paludan-Müller,
og med ægteskabet blev Lange således svoger til
forfatteren Frederik Paludan-Müller og hans brødre.
Vordingborg.
I 1833 blev Lange først overlærer på den lærde skole i Vordingborg, og fik, efter at have disputeret, tildelt doktorgraden i 1836.
I 1841 blev Frederik Lange "forfremmet" til rektor på skolen, en stilling han bevarede indtil skolen blev nedlagt i 1846.
Ægteparret Lange havde 5 børn, 3 sønner og to døtre.(07.)
- Marie Benedicte Lange blev født den 10. november 1833, men døde kun få år gammel.
- C._Lange Carl Georg Lange
blev født i Vordingborg den 4. december 1834.(09.). Blev medicinsk og kirurgisk kandidat, svensk æresdoktor i medicin,
universitetsprofessor, anerkendt nervelæge, og i en periode borgerrepræsentant i København.
- Therese Marie Lange blev født i Vordingborg den 30. november 1835.(10.) Blev viet 2. november 1867 med
Carl Bentzon, kandidat i filosofi, og som i nogle år var forpagter af herregården Rask i Midtjylland.
-
Julius_Lange Julius Henrik Lange blev født i Vordingborg
den 19. juni 1838.(11.) Kunsthistorisk forfatter, æresdoktor i filosofi, professor.
-
Fritz_Lange Frederik Lange blev født 10. november i 1842,
medicinsk og kirurgisk kandidat, doktor i medicin, overlæge på Middelfart Sindssygeanstalt.
"Vordingborg lærde Skoles" endeligt.
Allerede i marts 1846 var det blevet bekendtgjort i de "store Aviser" at Vordingborg lærde Skole skulle nedlægges. F.eks. havde den Københavnske
"Morgenposten" denne lille notits på forsiden:
"Ved kongelig Resolution af 13de ds. afgivet paa en af den kongelige Direktion for Universitetet og de lærde Skoler nedlagt
allerunderdanigst Forestilling har Spørgsmaalet om Nedlæggelse af nogle af de lærde Skoler fundet sin Afgiørelse derhen, at allene
Vordingborg Skole med indeværende Skoleaars Udløb bliver at nedlægge; hvorimod det er Direktionen allernaadigst paalagt at indkomme
med nærmere Plan til, hvorledes den i Metropolitanskolen, Odense Kathedralskole og Kolding lærde Skole allerede paabegyndte Reform
kan udstrækkes til det hele lærde Skolevæsen, samt med Forslag til et dertil svarende Normalreglement for dette. De to eneste
tilbageværende faste Lærere ved Vordingborg Skole, Rektor Dr. Lange og Adjunkt Lembcke, er i Naade og med Vartpenge entlediget
fra ovennævte Tid."(14.)
Vartpenge, som Lange og Lembcke var blevet tildelt, var midlertidige ventepenge i perioden hvorunder skolens fysiske lukning fandt sted.
Ifølge denne kongelig resolution af 13. marts 1846 blev "Vordingborg lærde Skole" nedlagt den 30. september 1846, og alt skolens tilhørende,
ejendomme og indtægter, modtog bystyret i Vordingborg som fremtidig hjælp til „en forbedret undervisningsanstalt".(08.)
Frederik Lange: "Skolen og Livet". (Privateje.)
Efter skolen var blevet nedlagt begyndte F. O. Lange at holde pædagogiske forelæsninger på Universitetet i København.
Som filolog var Lange også optaget af det græske sprog, en interesse og viden som han fik udgivet nogle bøger om.
"Skolen og Livet".
Frederik Lange skrev også en ganske seriøs bog om sine pædagogiske tanker og visioner med titlen "Skolen og Livet", som blev udgivet i 1856.(22)
Frederik Lange begynder første kapitel på side 1 i bogen, med "Indledende Betragtninger", hvori han skriver:
"Når jeg overskriver de følgende pædagogiske Betragtninger med Ordene: Skolen og Livet, da er det ingenlunde min Hensigt af bebude
en alsidig og udtømmende Betragtning af Forholdet mellem Skolen og Livet, eller en fuldstændig pædagogisk Theorie.
Min Opgave er meget mere fra et overvejende praktisk Standpunkt af at gaae løs paa det eller de pædagogiske Spørgsmaal, der for
Øjeblikket ere satte i Bevægelse om Skolens og de forskjellige Skolers (lærde Skoler, Real-Skoler o.s.v.) Tilværelse og Berettigelse
overhovedet; at udfinde, hvad der i de for Øieblikket gjærende Tendentser og Meninger er det Sande og Berettigede, og endelig
gjennem en Række af i det Enkelte gaaende Betragtninger at bringe det i sin Almindelighed Erkjendte nærmere til Bevidstheden."
Nogle af "Skolen og livet"s afsnit har disse overskrifter:
- Dannelsens væsen og Begreb.
- De ethiske Idealer.
- Vor Tid i Forhold til Dannelsens Ideal.
- Skolens Væsen og Betydning.
- Skolens Kamp mod Ensidighed.
Det er ganske interessant hvorledes Frederik Lange sidestiller viden og dannelse. Eksisterer det sidste begreb overhovedet i vore dage?
Desværre omtaler Frederik Lange næsten intet i bogen som er målrettet præsist til, eller om, "Vordingborg Lærde
Skole".
Frederik Olaus Lange, "Vordingborg lærde Skoles" sidste rektor, dør i 1862.
Doctor philosophie, docent i pædagogik, professor og tidligere rektor i Vordingborg Frederik Olaus Lange døde den 11. februar 1862.
Aviserne rundt om i landet omtaler dødsfaldet, her er det "Fyns Stiftstidende", som fortæller:
"Dødsfald (B.T.). Den navnlig ved sin pædagogiske Virksomhed bekjendte Professor Frederik Olaus Lange er igaar, efter at have holdt
en Forelæsning paa Universitetet, pludselig afgaaet ved Døden i sit 64 Aar. Han var Rector ved den lærde Skole i Vordingborg fra 1841 indtil 1846,
da Skolen nedlagdes, og holdt senere Forelæsninger over Pædagogik ved Kjøbenhavns Universitet.(06)"
* * * * * * * * * * * *
Kildehenvisninger:
C. Søltoft: "Stamtavle over Slægten Paludan-Müller." Trykt som manuskript, af August Bangs Boghandel i København i 1895.
J. E. Suhr: "Historiske Efterretninger om Vordingborg Latinskole i den ældre Tid til dens Reform i Aaret 1739". Trykt i Kjøbenhavn hos Andreas Seidelin.
J. E. Suhr: "Smaaskrifter af pædagogisk og historisk Indhold", bind 1 og 2. Udgivet af Schubothes Boghandling i København i 1843.
Frederik Lange: "Skolen og Livet - Pædagogiske Betragtninger". Udgivet af Den Gyldendalske Boghandel i 1856.
Fodnoter.
01.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende". Torsdag den 1. november 1860. På side 3, øverst i højre spalte.
02.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Aarhus Stifts-Tidende". Tirsdag den 11. september 1860. I Avisens "Følgeblad" nummer 217. I midten af spalte 2.
03.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1855, Købstæder. Vordingborg. Opslag 39. Tredje familie, 2. nederst.
04.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003) Ny Scanning i farver. Døde kvinder 1859 - Døde kvinder 1866. Opslag 1. Nummer 25.
05.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Rentekammeret Danske Afdeling, Tabelkommissionen. Folketælling 1834, Købstæder. Vordingborg Præstø. Vordingborg Algade. Opslag 7. Øverst.
06.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Fyens Stiftstidende". Torsdag den 13. februar 1862. På forsiden, begyndende nederst i højre spalte.
07.) C. Søltoft: "Stamtavle over Slægten Paludan-Müller". August Bangs Boghandel i København i 1895. På side 6. Nummer 3, "Lovise P-M."
08.) J. C. M. Ørum "Efterretninger om Vordingborg Realskole for Skoleaaret 1880-81." Trykt i Willerups Bogtrykkeri i Vordingborg i 1881. Øverst på side 3.
09.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1831 FKVDJTA – 1837 FKVDJTA. Opslag 46, nummer 42.
10.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1831 FKVDJTA – 1837 FKVDJTA. Opslag 140, nummer 68.
11.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1837 FKVDJ – 1841 FKVDJ. Opslag 12, nummer 24.
12.) J. E. Suhr: "Smaaskrifter af pædagogisk og historisk Indhold". Anden del. Udgivet af Schubothes Boghandling i København i 1843.
13.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Den til forsendelse med de kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende". Mandag den 13. september
1819. På side 3, i spalte 2.
14.) Mediestream Statsbiblioteket. "Morgenposten". Tirsdag den 24. marts 1846. På forsiden, nederst i første spalte.
15.) En ”Hører” var latinskolernes betegnelse for en hjælpelærer.
16.) J. E. Suhr: I 2. del i "Smaaskrifter af pædagogisk og historisk Indhold" fra 1843. På side 82.
17.) Norge var i 1807 dansk, og havde været det i flere århundreder. Ni år efter Teysen blev født, måtte Danmark opgive Norge, i 1814,
som efterfølgende blev svensk.
18.) Holger Ehrencron-Müller: "Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814". Udgivet i København i årene mellem
1924 til 1932. Bind 8 (ud af 11), på side 178.
19.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Aalborg Stifts Adresse-Avis, politiske samt Avertissements-Tidende". Mandag den 29. juni 1818.
På side 3, næsten nederst i 1. spalte.
20.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Nye Stats-Tidender" 1756. På side 2, tredje nederst.
21.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Folkets Avis". Onsdag den 5. september 1860. På forsiden, nederst i højre spalte.
22.) Frederik Lange: "Skolen og Livet". Ugivet af den Gykdendakse Boghandel i København i 1856.
23.) Mediestream. Statsbiblioteket. ”Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og
Avertissementstidende. Den 23. april 1859. På side 6, i spalte 3.
24.) Mediestream. Statsbiblioteket. ”Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender”. Den 31. december 1756. På side 4, i spalte 2.
25.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Østsjællandsk Avis". Tirsdag den 19. December 1854. På side 2. Nederst i midderste spalte.
26.) Mediestream. Statsbiblioteket. Dagbladet ”Dannevirke”. Onsdag den 12. september 1860. På forsiden, Begyndende nederst i 1. spalte.
Henning Jensen.
Abcdefg Test: Test er: 25