Prins Jørgen og Vordingborg.

[HBJensen]

Til denne lille begyndende beretning om prins Jørgen, er der medtaget lidt fra Chr. H. Brasch to bøger: "Det polske Kongevalg 1674"(01.), og "Prins Georg af Danmark"(02.).
Derudover er der benyttet lidt fra de mest tilgængelige fysiske gamle "Leksikoner".
Alle kommende tilføjelser vil blive med yderligere kildehenvisninger.
Det var en begivenhedsrig periode i danmarkshistorien, så materialet er overvældende, og prins Jørgens navn er uløseligt forbundet med Vordingborg og Sydsjælland, og det til trods for at han næppe selv har opholdt sig ret meget i eget sit nye "palæ" i Vordingborg.

Det er min plan at det skrevne herunder kommer til at indeholde afsnit som "Prins Jørgen", og "Konge i Polen ?". Lidt om "Christian Siegfried von Plessen", samt om "Prins Jørgen i England". Endvidere bemærkninger om "Frugtavlen i Syd- og Østsjælland", herunder også lidt om "Kirsebær og kirsebærvin".

"Prins Jørgen" er, som antydet ovenfor, et ret stort emne, så det skrevne herunder er et "koncentrat", så ret mig gerne. Kom med forslag, rettelser eller kritik, enten her på websiden, eller ved at sende mig en mail:

Henning Jensen.
hbjensen@proton.me

Prins Jørgen. - Kong Frederik den 3. og Dronning Sophie Amalies yngste søn.

Billedet er et lille udsnit af Johan Jacob Bruuns "Prospekt af Vordingborg"
fra 1753. Billedet tilhører Statens Museum for Kunst, og er fri af ophavsret.
Klik her, og se hele billedet på SMK.

Den hvide bygning midt i billedet er "Prins Jørgens Palæ" i Vordingborg.
Billedet er tegnet 45 år efter prins Jørgens død, og det er i årene efter ham, at området blev underlagt Rytterdistriktet. I den forbindelse blev der bygget en hel del kassernebygninger ved Gåsetårnet.
Den høje røde bygning til venstre for Gåsetårnet er militærets administrationsbygning, kaldet "Citadellet", og de lange lave bygninger til højre for Gåsetårnet er "Staldene", hvor heste og ryttere opholdt sig. Rytterdistriktets officerer har formentlig boet i "Prins Jørgens hvide Palæ".

Prins Jørgen blev født i 1653.

Kong Frederik den 3. (1609–1670) og dronning Sofie Amalie havde i alt 8 børn, to piger og fire drenge, samt to der døde som små.
Frederik den 3. ældste søn, blev den senere kong Christian den 5. (1646-1699).
Og Prins Jørgen var kongeparrets 6. barn, og han blev født på Københavns Slot den 2. april 1653.

Fire år senere, i 1657, erklærede prins Jørgens far, Frederik den 3., krig mod Sverige, hvilket ikke endte godt. Svenskerne erobrede store dele af landet, og stod til sidst uden for København. Danmark havde ikke noget valg, og måtte underkaste sig fredsbetingelserne i Roskilde den 26. februar 1658.
Det betød at Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge, samt Bohus-Len og Bornholm, og desuden Trondheim-Len i Norge, til Sverige.

Den svenske kong Karl den 10. Gustav fortrød imidlertid fredsaftalen og belejrede København, men denne gang uden held. Så en ny aftale blev indgået året efter, i 1659, men næsten med de samme betingelser, for Danmark fik kun lov til at beholde Bornholm og Trondheim Len.
Skåne, Halland og Blekinge, samt Bohus-Len, blev svensk.

Som 15-årig, i 1668, blev prins Jørgen sendt til udlandet for at studere, og ledsaget af sin hofmester og lærer, professor i historie i Sorø Christen Jensen Lodberg, gik studierejesen til England, Holland, Frankrig og Italien. Men i 1670, kun to år efter studierejsens begyndelse, blev prins Jørgen kaldt hjem igen til Danmark, fordi hans far, Frederik den 3., pludselig var død i februar 1670, efter sigende af en akut lungebetændelse.

Prins Jørgen og Vordingborg.

Allerede før sin død havde faderen kong Frederik den 3. testamenteret sin søn prins Jørgen, Vordingborg Len, med tilhørende jorder, tilligemed herregårdene Beldringe og Lekkende, og et beløb på 300.000 rigsdaler, samt en fast årligt apanage på 50.000 rigsdaler.
Og med fulgte også godset Torbenfeld i Nordvestsjælland.
Også med i arven var desuden planerne om at der skulle opføres slot i italiensk stil, på den gamle slotsgrund ved Gåsetårnet, en bygning som skulle kaldes: "Prins Jørgens Slot".

Da prins Jørgen vendte tilbage igen til Danmark i april 1670, var han netop var fyldt 17 år, hvilket dengang var alderen hvor mænd var fuldt myndige, så prins Jørgen overtog straks arven, som hans fader havde betænkt ham med, sammen med apanagen.

Men hjemme igen havde Prins Jørgen intet passende sted at bo. Barndomshjemmet, "Københavns Slot", havde storebroderen overtaget og var flyttet ind i, for broderen var nu efter faderens død blevet den nye konge, Christian den 5.
Og prins Jørgens eget nye sted, Vordingborg slot, var hærget og delvis ubeboelig efter svenskernes besættelse under krigen.
Så Prins Jørgen skulle nu have bygget en bolig til sig selv, på sig egen besiddelse i Vordingborg. Han valgte den sydlige ende af Vordingborgs gamle slotsgrund, med en flot udsigt ud over fjorden og over til Oringe, som stedet hvor "Prins Jørgens Palæ" skulle opføres. Resterne af Valdemarernes gamle ruiner, som yderligere var blevet hærget under den svenske besættelse, bød jo også på rigelige med byggematerialer.

Efter at have påbegyndt opførelsen af sin kommende bolig, genoptog prins Jørgen i 1672 sin studierejse nede i Europa.
Året senere, i februar 1673, kom han tilbage til Danmark, og også i dette år, blev "Prins Jørgens Palæ" færdigbygget.

Billedet herover til højre viser en ung prins Jørgen. Det er et kobberstik udført af Karel Van Mander, og som tilhører Statens Museum for Kunst, og som er fri af ophavsret. Klik og kom til SMK...

Prins Jørgen som Polens konge ?

Men sideløbende skete der det, at i efteråret, også i 1673, manglede Polen pludselig en konge. Den 33-årige polske kong Michał Korybut Wiśniowiecki var død den 16. oktober dette efterår, efter kun 4 års regeringstid. Og den afdøde polske kong Michal efterlod sig en enke, den 21-årige Eleonore Maria Josefa, som var ud af meget fornem herkomst. Denne polske enke Eleonore Maria var den østrigske kejser Leopolds halvsøster, så et nyt ægteskab krævede en brudgom fra de allerbedste kredse, og én som samtidig havde format til at blive konge i Polen.

Det var jo et tillokkende tilbud, så fra de forskellige europæiske lande dukkede der bejlere op, som kappedes om den polske trone, og prins Jørgen var en af dem.
Men han havde mange konkurrenter. De to nærmeste var prins Karl Leopold af Lothringen, og Hertug Philip Vilhelm af Pfaltz-Neuburg.
Der påbegyndtes nu forhandlinger med Polen ledet af hofmarskal Christoffer Sehested.

Det var svære forhandlinger, for Polen ville "sælge" sin brud dyrest muligt, politisk, militært og økonomisk. Desuden skulle den kommende brudgoms trosretning være katolicismen, så hvis Prins Jørgen "vandt", så skulle han skifte religion før brylluppet.
Dengang regeredes Polen ikke udelukkende af en kongefamilie, men også af to kamre: "Senatet" med to ærkebisper og 11 biskopper i spidsen for i alt 141 fornemme polakker. Samt "Underhuset" med 180 repræsentative personer fra rundt i hele det polske rige, så der var mange der var involveret i Polens kongevalg.
Men opbakningen til Prins Jørgen smuldrede på grund af religionsspørgsmålet, og da Prins Jørgen selv afviste at skifte religion, så blev alle ægteskabsbestræbelserne mellem ham og enkedronningen opgivet.
Så det blev prins Karl 5. Leopold af Lothringen som den 4. februar 1678 "vandt" den polske enkedronning.

"Den Skånske Krig" 1675 til 1679.

I 1675, besluttede prins Jørgens storebror, den nye kong Christian den 5., at han ville erobre de tabte besiddelser i Skåne og Halland og Blekinge tilbage, og sendte krigserklæring til den svenske kong Karl den 11.
Også prins Jørgen deltog i "Den Skånske Krig".
I begyndelsen af december 1676 mødtes de danske og svenske hærstyrker lidt nord for Lund, hvor det, trods overlegenhed, blev et stort nederlag til den danske hær.
Og godt ½ år senere, i juli 1677, mødtes de to hære igen ved Tirup, ca. 15 kilometer øst-nordøst for Landskrona, hvilket igen resulterede i et dansk nederlag.

Svenskerne besætter Sjælland.
Samtidig med at Christian den 5. forgæves kæmpede i Sverige for at tilbageerobre Skåne, så trængte svenske tropper ind i Sjælland, hjulpet af tyske lejesoldater, og værst gik det ud over Syd- og Østsjælland.
Krigshistorikeren, kaptajn K.C. Rockstroh afholdt et foredrag i Næstved i 1912, om "Sydsjælland under Svenskekrigen 1657-60"(03.), hvori han allerede i begyndelsen af foredraget fortæller om egnens skæbne:

2¼ Aar under fjendtligt Aag og dertil under de Vilkaar, som Datidens broget sammensatte Hære bød de undertvungne!
Hvor mange Sagn og Fortællinger fra »Svensketiden« lever der ikke endnu i Folkemunde overalt i Landet; hvor ofte træffer man ikke i historisk-topografiske Arbejder saadanne Udtryk som: "Den og den Gaard, den og den Skov skal være bleven ødelagt i Svenskekrigens Tid". Og ingen Egn paa Sjælland er bleven mere medtagen, har modtaget stærkere Indtryk end den sydlige Del af Præstø Amt eller daværende Vordingborg Len og Jungshoved Len.

Carit Etlars romaner "Gøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester", bygger på beretninger fra denne krig.
Carit Etlar(04.) var som ung ansat på Det Kongelige Bibliotek, og havde derfor en nem adgang til datidens arkivalier. Selv Gøngehøvdingen er en historisk person, som hed Sven Poulsen.

Slaget i Køge Bugt 1677.

Billedhugger Jørgen Larsens mindesmærke for Niels Juel (og Ivar Huitfeldt) ved Havnen i Køge.
Mindesmærket blev indviet den 1. juli i 1906. (Eget foto den 17. marts 2025.)

Også til søs kæmpedes der. Fra dansk side er det især "Slaget i Køge Bugt" den 1. juli 1677, og Niels Juel, som får opmærksomheden, ikke mindst fordi søslagene må betegnes som danske sejre.

Et langt senere kort som viser områderne omkring Østersøen i slutningen af 1600-tallet.
De grønne områder i Nordtyskland var svenske.
Kortet er fra A. D. Jørgensens "Griffenfeld". Bind 2. Udgivet af Hegel og Søn i 1894.

Prins Jørgens tilbagetog fra Den Skånske Krig skete via Østersøen, fra det svenske "For Pommern" i 1677.
Byen Wismar i Pommern, som ligger midt imellem Rostok og Lübeck i det nuværende Nordtyskland, var også mellem 1648 og 1803 svensk, men her i Den Skånske Krig havde danskerne allerede erobret og besat byen i 1675.
Under prins Jørgens tilbagetog og sejlads hjem til Sjælland i 1677, blev det et så voldsomt uvejr på overfarten fra Pommern, at prins Jørgens overkammerherre Christian Gynther von der Osten (1640-1677), i den voldsomme storm blev ramt af en stor bølge, og blev skyllet over bord, og forsvandt.

Dette tragiske tab af Christian Gynther von der Osten på sejlturen over Østersøen resulterede senere i, at Christian Siegfried von Plessen blev forfremmet til ny overkammerherre for prins Jørgen.

Jungshoved.

Jungshoved Slot grundplan. Fri af ophavsret.

Klik her og se hele tegningen på KB...

Her til højre ses et grundrids af "Jungshoved Slot" med voldgraven omkring. Udsnit af tegning fra 1876, som tilhører Det Kongelige Bibliotek.

Grev Christoffer Parsberg havde i 1665 erhvervet Jungshoved, som han i 1671 byttede med prins Jørgen, til gengæld for godset Torbenfeld i Nordvestsjælland.
Prins Jørgen fik hermed samlet alle sine besiddelser i Sydsjælland.

Med i byttehandelen fulgte også Jungshoveds ridefoged Peder Hammer, som boede på Oremandsgaard.
Peder Hammer var en forstandig mand, som udøvede sit hverv med besindighed og retfærdighed, så prins Jørgen gjorde ham også til ridefoged i Vordingborg, og gav ham en gård i Ornebjerg i Kastrup sogn, hvortil Peder Hammer flyttede med hustru og børn.
Jeg har påbegyndt en egen notits om Peder Hammer, klik her...

Jungshoved Slot.
Et slot har bygningen på banken slet ikke været, snarere en borg med en voldgrav omkring, liggende tæt ved, og ganske lidt syd for Jungshoved Kirke.
Og da Jungshoved Borg havde været besat af svenskerne under krigen, som under opholdet havde hærget og ødelagt meget, så besluttede  prins Jørgen at "Borgen" skulle rives ned, og formodentlig med den bagtanke at bygge noget nyt, ligesom i Vordingborg.

Jungshoved Kirke, som kun ligger et par stenkast fra Borgbanken.

Tegningen herover er fra et besøg på Jungshoved en grå fjerde søndag efter Påske, den 27. april 1975.

Christian Siegfried von Plessen

Von Plessens kobberkiste i krypten
ved St. Petri Kirke i København.
(Eget foto onsdag den 29. juli 2026.)

Christian Siegfried von Plessen, var født i hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin i 1646.
Han var fra 1670 ansat i regeringen i Mecklenburg-Schwerin.
Han kom til Danmark i 1677, fordi to af hans brødre havde deltaget i "Den skånske Krig" på dansk side, og var blevet dræbt.
Og kort tid derefter blev derefter blev von Plessen overkammerherre for prins Jørgen, og stopper derfor arbejdet for  regeringen i Mecklenburg-Schwerin.
I tiden efter nederlaget under "Den skånske Krig" i slaget ved Landskrona, brugte prins Jørgen et par år på rejser rundt i sine besiddelser i Sydsjælland, ledsaget af sin nye overkammerherre Christian Siegfried von Plessen. Denne rejse gav prins Jørgen, og hans overkammerherre et indblik i den svenske hærgen i området, og var med til at gøre ham populær hos bønderne.

Også en rejse til Tyskland foretog prins Jørgen sammen med von Plessen.
Men ellers er der lidt stilhed omkring Prins Jørgen, indtil begyndelsen af 1780erne, hvor emnet ægteskab dukkede op igen.
Det var denne gang prinsesse Sofie Dorothea af Zelle, som var en mulighed, men hun giftede sig i 1682 med prins Georg af Hannover.
Det havde ellers været meningen at prins Georg af Hannover, skulle have været gift med en anden, nemlig den engelske prinsesse Anne af York, så hun var nu pludselig blevet ledig.
Så denne mulighed, et ægteskab mellem prins Jørgen og prinsesse Anne af York, blev nu foreslået den danske konge, og lidt i hemmelighed begyndte kong Christian den 5. at udtænke nogle bryllupsplaner.

Da prins Jørgens ægteskab var besluttet, rejste Christian Siegfried von Plessen med prins Jørgen til London. Det havde været prins Jørgens hensigt at beholde von Plessen som sin overkammerherre (og fortrolige), men da englænderne ikke ville acceptere at prins Jørgen havde danskere ansat omkring sig, måtte von Plessen rejse hjem igen.
Så von Plessen havde så i stedet overtaget "arbejdet" med prins Jørgens pengesager, samt det overordnede opsyn med Prins Jørgens ejendomsbesiddelser på Sydsjælland.
Efter svenskernes hærgen kun kort tid forinden, var bøndergodset i en forfærdelig forfatning, og da von Plessen var et yderst fornuftigt menneske, så pålagde, hjalp han, bønderne med at komme på fode igen. Det var jo også hjælp til selvhjælp, for kunne bønderne ikke klare sig selv, så kunne de heller ikke betale det pålagte tiede til godset.
En del af hjælpen bestod i at bønderne fik besøg af Vordingborg Slots urtegårdsmænd, som med råd og vejledning, samt praktisk hjælp, bidrog med at få anlagt frugthaver ved bøndergårdene.

Den 21. april 1683 blev der friet officielt, idet den danske gesandt i London Christian von Lente foretog en officiel anholdelse om prinsesse Anne af York's hånd, på vegne af prins Jørgen.

Efter de storpolitiske og økonomiske forhandlinger var overstået, afsejlede prins Jørgen den 11. juli 1683, med kurs mod England.
Den 18. juli sejlede han op ad Themsen, ledsaget af begejstrede tilråb fra den engelske befolkning, som havde taget opstilling langs bredderne, og han ankom til London den 19. juli, hvor han blev modtaget i Whitehall af den engelske kongefamilie.

Prins Jørgens ægteskab med prinsesse Anne.

Prinsesse Anne bliver engelsk dronning i 1702.

Billedet tilhører KB, og er fri af ophavsret.

Brylluppet var fastsat til at skulle finde sted den 27. juli i St. James's Palace klokken 9. om aftenen, men forinden var der opstået problemer.
Et af disse problemer var, at prins Jørgen forlangte at en del af hans personale i England skulle være danskere, men det blev afvist af den engelske konge.
Prins Jørgen først og fremmest ville have beholdt sin overkammerherre von Plessen, men det viste sig umuligt.

Chr. H. Brasch fortæller i sin bog "Prins Georg af Danmark" om selve bryllupsceremonien(05.):

Til den berammede Tid om Aftenen 27 Juli foregik saa Formælingen i St. James, ganske uden Ceremoni, Biskoppen af London forrettede Korpulationen i Prinsessens Sovekammer i Overværelse af Kongen, der havde ført Prinsessen derhen, og af hele den kgl. Familie med ham, og efter den derpaa følgende Soupé førtes Prinsessen igen tilbage til Sovekammeret, hvor Dronningen gav hende Nattøjet, og da Prinsen ligeledes i sit Kammer havde faaet Nattøjet af Kongen, førte denne ham til Brudekammeret hvor Prinsessen laa, og hvor Kongen saa med Hertugen af York indfandt sig næste Formiddag Kl. 10, og her afsluttede Akten ved at foretage sig Ceremonien ved Brudesengen med "at trække Omhænget til side".

Overkammerherre Christian Siegfried von Plessen rejste kort efter brylluppet tilbage til Danmark igen, for at varetage prinsens danske interesser, samt for at bestyre prins Jørgens godser på Sydsjælland.

Christian Siegfried von Plessens redelighed gjorde at han, sideløbende med sit arbejde for Prins Jørgen, fra nytåret 1692 og århundredet ud, var udnævnt som regeringens finansminister i Danmark, hvilket han var med succes.

Kobberstikket til højre herunder, "Georgius princeps daniæ", er et kobberstik fra 1700-tallet, og forestiller prins Jørgen som den engelske Prince Georg.
Selv om hustruen Anne senere blev engelsk dronning, så blev prins Jørgen ikke konge, men forblev med at være prins. (Kobberstikket er privateje, men er desværre uden oplysninger om oprindelsen.)

Den engelske Prince George fra Danmark.

Prins Jørgens tid i England.
Det var en begivenhedsrig periode i landets historie, og nogle få oplysninger før, under, og efter prins Jørgen, er nødvendig for at fornemme hvad han begav ind i.

• James den 1. var regent mellem 1603-1625.
  Han var den første der var konge over både England og Skotland.
• Charles den 1. var regent mellem 1625-1649.
  Han var en af James den 1. og dronning Anne af Danmarks sønner.
  Under ham udbrød der borgerkrig i 1642, og han blev fanget af Oliver Cromwell, og tiltalt for forræderi, og dømt til at miste hovedet, hvilket skete den 30. januar 1649.
• "The Commonwealth" mellem 1649-1660.
  Den 19. maj 1649 erklærede Oliver Cromwell England som en republik: "The Commonwealth".
  Oliver Cromwell, og en af hans sønner Richard Cromwell, regerede England indtil 1659, indtil Oliver Cromwell var død og sønnen var flygtet til Frankrig.
• Charles den 2. var regent mellem 1660-1685.
  Han var blevet opfordret af Det Engelske Parlament til at blive konge. Under ham hærgede pesten i 1665, og London store brand skete i 1866
  Han var en populær konge, og med mange kvindelige bekendtskaber, og med et utal af børn, men han havde ingen legitim arving til at overtage tronen.
• Kommentar: Prins Jørgen er ankommet til England og bliver viet i 1683.
• James den 2. var regent mellem 1685-1688.
  Han var også en af James den 1. sønner. Han var meget upopulær så Det Engelske Parlamentet bad denne gang den hollandske prins William af Orange om at blive ny konge.
• William den 3., (William af Orange), var regent mellem 1689-1702.
  Han regerede sammen med hustruen Mary den 2. imellem 1689-1694.
  Mary den 2., som var James den 2. datter, havde giftet sig med den hollandske William af Orange som ankom til England i november 1688, og som efterfølgende udløste "The Glorius Revolution".
• Dronning Anne var prins Jørgens hustru, og hun regerede mellem 1702 og 1714.
  Hun var James den 2. datter nummer 2.
  Hun var veninde med grevinden af Marlborough, Sarah Churchill.
• * * *
• Prins Jørgen, (i England prince George), døde den 28. Oktober 1708.
• Dronning Anne levede seks år efter prins Jørgen var død. Hun døde i Kensington Palace kun 49 år gammel, den 1. august 1714.
• * * *
• Efterfølgeren George den 1., regerede mellem 1714-1727.
  Han var søn af Ernest Augustus and Sophia fra Hannover, og var et oldebarn efter James 1.
  Da George den 1. ankom til England var han midt 50'erne og kunne slet ikke tale Engelsk, og desuden opholdt han sig mest hjemme i Hannover.

På det personlige plan havde det kongelige par et svært ægteskab med nogle vanskelige år sammen.
I stor sorg nedkom prinsesse Anne den 13. maj 1684, med en for tidligt født død datter.
Men det var kun begyndelsen på ægteparrets mareridt, for under parrets ægteskab var prinsesse/dronning Anne gravid hele 17 gange, (sytten gange), men kun 5 af børnene var levedygtige nok til at blive døbt, og kun eet barn nåede at blive 11 år gammel:

Mary blev født i juni 1685, men blev kun lidt over 1½ år gammel.
Anne Sophia blev født i maj 1686, men blev kun ca. 7½ måned gammel.
William blev født i juli 1689, men blev kun 11 år gammel.
Mary blev født i oktober 1690, men døde kort efter dåben.
George blev født i april 1692, men døde også kort efter dåben.

Foruden tabet af alle børnene skabte det jo også det problem, at efter prinsesse Anne var blevet Dronning, så var der jo ingen til at arve den engelske trone efter hende, hvilket har givet et stort pres fra omgangskredsen.

Chr. H. Brasch skriver en lille personlig bemærkning om prinsen i sin bog "Prins Georg af Danmark" på side 90:

Prinsens Kjærlighed til Flasken hører til det private Liv hos ham selv, men er, uanset Vane og Tilbøjelighed herved, let forklarlig, baade ved Beskaffenheden af det ensomme Liv, hvortil han var henvist af sit Hof, og ved den Trang til materielle Oplivelser, der kunne fremkaldes ved hans konstitutionelle Sygdomme. Og da den Drik, hvorom der herved er Talen, var den Kryddervin, der gik under Navn af "Claret", var den også saa meget mere tillokkende til at dulme Spændingerne i Hoved og Bryst. - Det siges, at Dronningen, idet hun i sin Pleje delte Prinsens Lidelser med ham, ogsaa ved ham blev vant til denne Likør.

Et par bemærkninger til citatet herover:
Prins Jørgen led voldsomt af astma.
"Claret" er en mellemting mellem rødvin og rosé-vin, og fremstilles stadig i forskellige versioner.

Et slotseventyr slutter.

Prins Jørgens Palæ, (Vordingborg Slot) forsvinder.
Da prins Jørgen døde, havde han ingen direkte arvinger, og han havde jo særeje, så alt tilfaldt automatisk storebroderen, Christian den 5.
Og kongen indlemmede de sydsjællandske godser i sine Rytterdistrikter, og således også "prins Jørgens Palæ", som blev en af rytterkorpsets kaserner.
Efter rytterkorpsets brug, var bygningerne meget nedslidte og til dels ubrugelige, så det blev besluttet at sælge "Palæet" og de tilhørende bygninger. Så i "Kiøbenhavnske Danske_Post Tidender" blev der annonceret, og der kunne der læses at en auktion fandt sted i Vordingborg.

"Kiøbenhavnske Danske_Post Tidender" den 23. maj 1749.

I annoncen herover står der:

I allerunderdanigst følge af Hans Kongel. Majest. Allern. resolution og befaling, bliver det herved til alle og enhvers efterretning bekiendtgiort, at Vordingborg slots hoved-bygning, udi Vordingborg rytter-distrikt ved Wordingborg kiøbdstæd beliggende, med derved heftende altaner og port-muuren, ved offentlig auction, som holdes ved Wordingborg slot Fredagen den 20 Junii førstkommende om eftermiddagen kl. 2 slet, til den høystbydende vorder bortsolgt, saaledes:  hver altan for sig, port-muuren for sig, og endclig hoved-bygningen for sig, med hvis hver bygning indeholder af muur- og tag-steen, samt tømmer og bræder, item sluser, vinduer og dørre, ligesom samme nu staaer og forefindes, den høystbydend de til afbrydelse tilslagen, og endelig til sidst bortauctioneres eendeel ved steden værende inventarie sorter af stole, fliiser eg kakkelovne med videre, alt efter de conditioner, som paa auctions-steden skal vorde bekiendtgiort, og ellers forinden kand bekommes til eftersyn, hos Amtmanden Hr. Conference-Raad Schøller udi Wordingborg.(12.)

En bemærkning.
Der bliver i annoncen nævnt "altaner". Altan betyder egentlig en påhæftet tilbygning, og i annoncen er det en henvisning til de lave stalde på hver side af slottet, som omkransede den lukkede gårdsplads.

Der kom ingen og bød til auktionen, til gengæld dukkede der en køber op året efter, i 1750.
Det var gehejmeråd W. A. von der Osten, som købte hele "herligheden" og begyndte med at nedrive "altanerne".
Da  W. A.v. d. Osten havde taget hvad han kunne bruge, solgte han murresterne til en københavnsk murmester, som ribbede stedet for alle de resterende brugbare bygningselementer.
De sidste murbrokker, og jordarealet hvorpå "slottet" havde stået, overtog regimentsskriver Jacobsen, som 1769 solgte det videre til overskattedirektionen for 300 rdl. (11.)

Prins Jørgen og "kirsebærrene".

Hvis man gennemgår de gamle aviser fra 1800-tallet, så er der en hel del små notitser som fremhæver kirsebærrene, og også blommerne, fra Syd- og Østsjælland.

Foredrag om frugtavl den 2. december 1893.
I et foredrag i Brandstrup på Lolland fortalte gartner Egede Andersen fra Lindersvold ved Faxe lidt om frugtavlens historie:

Munkene førte Frugtavlen til Danmark i det 12te Aarhundrede, derfra bredte den sig til Herregaardene. Christian den Andens Indkaldelse af Hollænderne gav Havebruget et Stød fremad.
Christian den Tredies Befaling, at enhver Bonde skulde plante 3 Frugttræer om Aaret, fremkaldte Frugtavl over Landet.
Som Mænd, der havde virket for Frugtavlens Fremme, nævntes: Peder Oxe, Westfaleren Voetmann paa Als, Alsingeren Schmidt i Nordsjælland, Prins Jørgen i Vordingborg Amt, hvor vældige Frugthaver paa indtil 100 Træer ved Gaarde og Huse endnu bare Vidne om denne Virksomhed.(10.]

Meget ofte bliver prins Jørgens navn nævnt i samme forbindelse, som værende ophavsmanden bag disse stenfrugters mængder og frodighed i de nævnte egne.
Herunder er gengivet en artikel fra "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende" i 1889, som på glimrende vis fortæller om "frugttræerne", som på det tidspunkt var ved at forsvinde igen, og som var begyndt at blive "et sagn fra fortiden", på grund af mangel på pleje og vedligehold og nødvendige nyplantninger.

Frugtavlen i ældre Tid i Sydsjælland.
Naar Talen er om ældre Tiders Frugtavl, særlig i Egnen mellem Præstø og  Vordingborg, drages Tanken et Par Aarhundreder tilbage til Frederik den Tredies Søn, Prinds Jørgens Tid.
Herom har Hr. E. Matthiesen i en af Præstø Amts Landboforening nylig udsendt Beretning om Frugtavlen givet nogle Meddelelser, efter hvilken Kilde vi meddele efterfølgende Smaae træk, der vise, at den Bevægelse, der nu er reist for at ophjælpe Landets Frugtavl, ogsaa har fundet sit Sidestykke i længst forsvundne Tider, og at det endnu i Vornedskabets Tid var lykkedes i enkelte Egne at vække Bøndernes Interesse for Frugtavlen.

Prinds Jørgen (født 1653, død 1708) eiede Jungshoved Gods og havde Vordingborg i Forledning, og han beholdt begge Dele, efterat han 1683 var bleven den engelske Prindsesse - senere Dronning - Annes Gemal og fra den Tid tog Ophold i England.
I Befolkningen lever Sagnet om denne Fyrste og hans Bestræbelser for at udbrede Frugtavl paa de under ham hørende Godser endnu, og det ved at fortælle om, hvorledes han holdt Urtegaardsmænd og lønnede dem, "for at reise omkring hos Bønderne og plante og pode i deres Haver". Dette Sagn lader ham Især virke' for Steenfrugtavlen, for Dyrkning af Kirsebær og Blommer, og ligesom det er ham, Kirsebærbyerne Nord for Vemmetofte skulle have at takke for deres udstrakte Dyrkning af det almindelige, sure Syltekirsebær, saaledes føres den betydelige Svedskeblomme-Dyrkning i den sydlige Deel af Præstø Amt ogsaa tilbage til ham.

At Prindsen imidlertid derfor skulde have forsømt Dyrkningen af Æbler og Pærer - og vel endda særlig de sidste - paa Steenfrugternes Bekostning, synes der ingen Grund til at antage. Den meget udbredte og for Sydsjælland aldeles locale Sort, Lærkepæren, findes i saa talrige gamle Exemplarer, at det ikke er urimeligt at synes, at de ældste af dem kunne skylde Prinds Jørgens "Urtegaardsmænd" deres første Tilblivelse.
Pontoppidan skriver, at "Amtet af Prinsens Generøsitet og gode Anstalter drog de Fordele, der ei lade hans Hukommelse uddøe", og nævnes her end ikke reent ud hans Bestræbelser i den her omhandlede Retning, er det vist ikke for dristigt ogsaa at anvende Pontoppidans Ord paa disse.
I flere Haver siges endnu dette eller hiint Træ at skrive sig fra Prinds Jørgens Tid, og som alt berørt kunne adskillige af de gamle Træers Alder og Størrelse nok berettige til at give Sagnet Ret heri. Man veed forøvrigt neppe med Sikkerhed, hvor høi en Alder et Pæretræ eller Æbletræ kan opnaae. 

Holde vi os nu til, at Sagnet har Ret, skylder Egnen altsaa i Hovedsagen og maaske udelukkende Prinds Jørgen sin Rigdom paa Frugttræer. Efter den Tid veed man ikke ret meget om, at der af Mænd, som tilhørte Samfundets høiere Kredse, er arbejdet videre i det samme Spor. Særlig vides der ikke Noget om, at der fra Egnens mange Herregaarde er gjort Noget af Betydning siden Prindsens Tid; dog skal det ikke lades uomtalt, at den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard har forsynet Godsets mindre Jordbrugere med endeel Frugttræer. Enkelte Eiere have i Begyndelsen af Aarhundredet forstørret Haverne og tilplantet dem med selvforædlede Træer; det er dog skeet reent undtagelsesviis.(06.)

Nogle bemærkninger til artiklen herover.
Noget fysisk bevis på at det er prins Jørgen som personligt har plantet alle disse frugttræer, som prægede Syd- og Østsjællands bønderhaver i et par hundreder år, er der naturligvis ikke.
Men selvfølgelig havde prins Jørgen "urtegårdsmænd" ansat i Vordingborg, i forbindelse med opførelsen af sit "Palæ" på Gåsetårnets areal. Og der blev da også plantet og sået og anlagt haver på hver side af "Prins Jørgens Palæ", indenfor Vordingborg Slots rammer.
Urtegårdsmænd var jo nogle som prins Jørgen var kendt med fra sit barndomshjem på Københavns Slot, hvor hans forældre havde nogle af disse "gartnere" ansat.(07.)
"Kirsebærbyer" er nævnt i artiklen. Det var opsamlingssteder, såsom Faxe og Tureby, hvorfra kirsebærrene fra Sydsjælland kunne videresendes med togvogne. Og i kraft af dette opstod der tillige kirsebærplantager på disse egne.
I artiklen herover bliver der også nævnt: "den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard".
Den sidst afdøde Eier af Oremandsgaard var i 1889 Peter Anton Alfred Hage, (1803-1872) og han var forretningsmand. Oremandsgaard har tilknytning til Jungshoved, som jo i fortiden havde været ejet af prins Jørgen, så Alfred Hage videreførte blot den gamle tradition: at hjælpe bønderne med at forny deres frugttræer.

I en lille artikel i Østsjællands Folkeblad i august 1921 skriver avisen bl.a.:

Der handles med Kirsebær i Tureby. I hver eneste lille Husmandshave staar Stigerne i Træerne, og Kvinderne er travlt beskæftiget med at plukke. Særlig travlt er der i de store Kirsebærhaver omkring Dalby og Jenstrup, Kirsebærrenes Landsbyer. I gamle Dage var det i Reglen »Hønsekræmmerne«, der opkøbte Kirsebærrene, og som med deres magre Krikker kom agende til Tureby Station med dem, nu er dette Forhold ændret. Hvem Opkøberne er, véd jeg ikke, men et er vist, at de ikke mere benytter Hønsekræmmerens Befordringsmiddel. Det er bleven for langsomt. Nu kommer Kirsebærkasserne pr. Auto og gaar med Jernbanen til København. Ind til Heering! Han modtager daglig 20.000 Kilo - naturligvis ikke alene fra Tureby, men denne Egn og Stevns afgiver dog vist det største Kvantum.
Og hvad bruger Heering - det verdensberømte Firma derinde i Hovedstaden - alle de Kirsebær til? Kender De en Likør, der hedder Sherrybrandy? Den er saamænd lavet af Kirsebær fra Husmandshaverne i Tureby og paa Stevns.(08.)

Men også på Stevns var kirsebæreventyret ved at slutte. For på Stevns blev frugtavlen, ligesom på Sydsjælland, heller ikke ikke fulgt op med nyplantninger, så firmaet Heering var selv begyndt at anlægge kirsebærplantager.

"Kirsebærhuset" på Christianshavn.

Heerings Gård på Christianshavn, Ovengaden Neden Vandet, nummer 11. (Eget foto den 28. juli 2026.)

Peter F. Heering havde købt ejendommen i 1838, og derinde i dette flotte klassiske bygningskompleks blev Sherry Brandy fremstillet. I en  lille bog udgivet af firmaet i 1943 fortælles der:

Hvert Aar i August Maaned gaar der fra de sjællandske Frugthaver en Strøm af fine, dybtrøde, svulmende Kirsebær ind gennem den Heeringske Port.
. . . .
I gamle Dage, da Hestevogne besørgede Transporten fra Land til By, blev Bærrene plukket med Stilken paa, fordi Saften paa denne Maade bedre bevaredes under Kørslen, og mange hundrede Kvinder samledes da i Gaarden under store Solsegl for at afstilke Bærrene efter Ankomsten.
. . . . .
Paa de store Dage behandles helt op til 40.000 Kilo fra Morgen til Aften.(09.)

I mine unge dage, havde stort set hver eneste købmand Heerings Kirsebærlikør i sin butik. En kirsebærlikør var altid den perfekte gave til "ældre damer". Og den var acceptabel fordi alkoholprocenten "kun" var på omkring 24 procent, og så var den tilmed billig i forhold til de udenlandske likører.
I skivende stund (2026) er dette eventyr fortid. Der "brygges" ikke længere likør i "Kirsebærhuset" på Christianshavn. Og på Sydsjælland og på Stevns er alle kirsebærtræerne døde, og der er ikke blevet plantet nyt.
Det lykkedes mig dog at finde en flaske Heering kirsebærlikør, men, men, men... den bliver i vore dage (2026) fremstillet i Holland.

Cherry Heering årgang 2026.
(Eget foto den 20. juli 2026.)

Pæretræet på slotsarealet ved Gåsetårnet.

Pæretræet ved Gåsetårnets fod, tæt ved hvor indgangen til "Saras Have" har været. (Eget foto den 11. august 2026.)

Pæretræet her ved "Tårnet", her midt i august, bugner af frugter helt fra top til fod, selvom det har været en meget varm og solrig og regnfattig sommer.
Imponerende!
Pæresorten "Gråpære" var en meget almindelig og populær pære, også i private haver, til langt ind i 1900-tallet. Gråpæren kom formentlig fra Tyskland og/eller Frankrig i 15-1600-tallet. Det er en hårdfør og kraftig pæresort, som kan blive over 100 år gammel, og det er en sort der som yngre har en flot trækrone.
Gråpærer har en fin sødlig smag, og er desuden velegnet til syltning og henkogning.

Træet her ved Gåsetårnet er meget, meget gammelt, stammens omfang er så stor og ældet, at man må tro at det er langt over 100 år. Hvad er dette træs historie? Er dette pæretræ her en overlevende rest fra Saras Have?
Klik her og se pæretræet i hel størrelse...



* * * * * * * * * * *   
Kilder:
M. G. P. Repholtz: "Beskrivelse af  Baroniet Stampenborg". Udgivet af af det Schultziske Officin i Kiøbenhavn i 1820.
Ruth Andersen: "I jernlænker - Christian Siegfried v. Plessens livsforløb 1646-1723". Udgivet af Syddansk Universitetsforlag i Odense, i 2004.

Fodnoter:
01.) Chr. H. Brasch: "Det polske Kongevalg 1674". Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1882
02.) Chr. H. Brasch: "Prins Georg af Danmark".  Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1890.
03.) Rockstroh: "Sydsjælland under Svenskekrigen 1657-60", var et foredrag afholdt i Næstved den 1. Februar 1912, for Præstø Amts Historiske Samfund. Foredraget er blevet genudgivet uden årstal, og ligger på "Slægtsforskerens Bibliotek".
04.) Carit Etlars (1816-1900) rigtige navn var Carl Brosbøll.
05.) Chr. H. Brasch: "Prins Georg af Danmark". Udgivet af Reitzel i Kjøbenhavn i 1880. Nederst på side 11.
06.) "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende". Fredag aften den 7. juni 1889. På side 2, nederst i spalte 3.
07.) Johannes Tholle: Personalehistorisk tidsskrift: "Københavnske Urtegaardsmænd og Gartnere og deres Kaar i Kongens Sold". Udgivet 31. December 1941 (1942). Side 57.
08.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Østsjællands Folkeblad". Onsdag den 3. august 1921. På side 3, i spalte 2.
09.) Uden forfatternavn: "Peter F. Heering - Et verdenskendt dansk Firma gennem 125 Aar". Udgivet i København i 1943. Side 40 og side 41.
10.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Lollands-Falsters Stifts-Tidende". Tirsdag den 5. december 1893. Side 2, nederst i spalte 3.
11.) P. A. Klein: "Oversigt over Vordingborg Slots Historie". Udgivet af Willerups Boghandels Forlag i Vordingborg i 1922. På side 20.
12.) Mediestream. Statsbiblioteket. "Kiøbenhavnske Danske_Post Tidender". Den 23. maj 1749. På Side 16.