Nedervindinge

En anonym skribent med signaturen "Jakob", fortæller i avisen Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896, om et besøg i Vordingborg.(01.) Denne "Jakob" var under besøget i Vordingborg også oppe i Gåsetårnet, efter først at have hentet tårnnøglen i Vordingborg Rådhus.
Om hans oplevelser og tanker fra besøget i "Taarnet" fortæller han selv i det herunder citerede:

Citat. . . .Man ser ved første Øjekast, at dette Bygværk her ikke hører den moderne Tid til. De store røde Sten med den faste Kalk imellem hører den gamle Tid til. Trappetrinene paa Trætrapperne herinde hører vel Nutiden til. Jeg gaar deropad, kigger ud gjennem Glughullerne, forsøger at tænke mig tilbage til Valdemarernes Tid, men formaar det ikke. De raske, stærke Vindpust gjennem Glughullet, og den ganske lette Tuden af Blæsten gjennem Taarnet fører noget æventyrligt med sig, som vel kunde egne sig til at sætte mig tilbage i Tiden. Men ser jeg ud paa Landskabet, som ligger der saa smilende og stille med alle sine fine smaa teglbehængte Huse, og Søen som duver saa let og fri for alt Fjendskab, kun førende fredelige Falstringer og Lollændere til og fra Lolland og Falster, saa taber Æventyret sin Glans, og saa staar jeg midt i Nutiden.
     Jeg er naaet helt op i Taarnet og staar ude på Balkonen. Der er noget vist stolt, noget kæmpemæssigt, noget langt mere imponerende, synes jeg, end f. Ex. ved Rundetaarn i Kjøbenhavn, skjønt dette vel egentlig er højere. Er det Stedets skyld, Ruinens Skyld eller er det den lille Vordingborg Bys Skyld, der saa ærbødigt og ydmygt ligger og ser op til sin høje Mester? Eller er det Omegnens Skyld, denne kjønne Omegn, med Skov og Sø, denne Omegn, der er saa smuk, at selv Oringe Sindssygeanstalt ikke formaar at kaste Skygge over Landskabet? Jeg ved det ikke.
     Mange Navne er ridset heroppe i Taarnet, baade paa Kryds og Tværs, og Vers med. Jeg ser et lille Vers om Kong Volmer og Tove. Man husker Sagnet om Kong Valdemar, der holdt saa meget af Gurre og Vordingborg, at han udtalte disse Ord: "Lad Gud beholde sit Himmerig, naar jeg kun maa faa Lov til at beholde Gurre". Til straf herfor jager han hver Nat paa en vild Hest, hvis Øjne spruder Gnister, fulgt af halsende Hunde, fra Gurre til Vordingborg.
     Saaledes lyder Sagnet. Men man kan vanskelig tænke sig Kong Volmer ridende her en stille Sommernat. Men jeg kunne tænke mig, hvis man kom herop i Taarnet en stormende Novembernat, naar Stormen hylede gjennem Taarnet og tog i Glugger og gamle Hængsler, og man ude fra Søen hørte Bølgerne skumme og slaa op mod Land, hvis man da satte sig i Taarnet inde i et af de Aflukker, som der siges tidligere at have været benyttet som Fængsler, saa kan jeg tænke mig, at Sagnet om Kong Volmers vilde Jagt kunne komme til at staa levende for en.
     Jeg forlader Taarnet og kommer ud mellem Ruinerne.

Jakob.                               

Digtet er oprindelig fra 1849, og var medtaget i samlingen "Danske Lokaliteter" hvor "Valdemars Taarn" er digt nummer 20. Her er det gengivet fra Johan Ludvig Heibergs"Poetiske Skrifter" bind 7,  fra side 257, som blev udgivet af Reitzels Forlag i 1862. 
Klik her og læs og/eller download "Valdemars Taarn" som en pdf-fil... (https://www.nedervindinge.dk/filer/HeibergValdemarsTaarn.pdf)



* * * * * * * * * * 
Fodnoter.
01.) Vordingborg Dagblad torsdag den 9. juli 1896. Fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv.