Nedervindinge

Kastrup sogn. => Kastrup sogn og kirke, samt skolerne. => Emne startet af: HBJensen Dato 07. Februar 2026. 20:40:48

Titel: Lidt om Kastrup sogns skoler.
Indlæg af: HBJensen Dato 07. Februar 2026. 20:40:48
Skolerne i Kastrup Sogn.
Skolen, og kirken, var i fortiden de nærmeste offentlige institutionener, som omkransede, og direkte øvede indflydelse på, en egns borgere.
"Herremanden" selv, havde langt de færreste personlig kontakt til, men præsten, og degnen, og skolelærerne var nogle man var tvunget til at kunne lide, samt rette sig efter. Det var jo dengang ikke muligt blot at flytte et andet sted hen, hvis uenighed opstod, så disse menneskers indflydelse var enorm.
Så når jeg vil vide lidt om disse personer, som næsten dagligt påvirkede mine aner, er det fordi det vil medvirke til at give mig lidt større forståelse for mine forfædres liv og handlinger.


Rytterskolen i Neder Vindinge.

(https://www.nedervindinge.dk/billeder/TavlenRytterskolenNederVindinge600.jpg)
Den gamle Rytterskoletavle, i vore dage (marts 2026) indmuret på Kastrup Centralskole (?),
på Sanct Clemensvej 27 i Neder Vindinge. (Eget foto den 20. marts 2026.)

Da Frederik den Fjerde i 1717 oprettede sine 12 Rytterdistrikter, blev der den 20. juli 1720, også foreslået kongen at oprette 240 skoler "jævnt fordelt" i disse nye rytterdistrikter.
Skolernes stiftelsesdag blev officielt bestemt til at være den 11. oktober 1721, Denne dato var blevet valgt, fordi det var kongens 50 års fødselsdag.
Beslutningen var dermed truffet, så alle disse 240 små jævne skoler blev opført mellem 1722 og 1727.(01.)
Og over hoveddørene ind i rytterskolerne, blev der på alle skoler sat en tavle af sandsten, hvorpå der var skrevet:

(https://www.nedervindinge.dk/billeder/Fr4_Kiste_Skole16feb26.jpg)
                    Halvtredssindstyve Aar, GUD, har Du mig opholdet,
                    At Sygdom, Krig og Pest mig intet ondt har voldet;
                    Thi yder jeg min Tack og breder ud DIT Navn
                    Og bygger Skoler op, de Fattige til Gavn.
                    GUD, lad i dette Værck DIN Naades Fylde kiende,
                    Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende,
                    Lad altid paa min Stol en findes af min Æt,
                    Som mener DIG, MIN GUD, og DISSE SKOLER rett.


Billedet her til venstre er et motiv i et af reliefferne på Frederik den Fjerdes kiste i Roskilde Domkirke. Man kan stadig ane nogle skoleelever med bøger i hænderne foran en af Rytterskolerne. 

Disse rytterskoler var små og "tarvelige", men deres oprettelse var et stort spring frem i udviklingen. Og lokalt var det en berigelse, at de små børn begyndte at få nogle dages undervisning om ugen, i stedet for de mange hjemlige pligter.

Det er meget lidt som er bevaret om Neder Vindinge Rytterskole, og en søgning i Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv (https://vordingborglokalarkiv.dk/?s=rytterskole+neder+vindinge) (6. feb. 2026) giver dette svar:
"Intet fundet - Beklager, men din søgning gav ingen resultater. Prøv igen med nogle andre søgeord."
Så hvis du ved noget om Rytterskolen i Neder Vindinge så fortæl, eller mail dine oplysninger (besked@nedervindinge.dk). På forhånd tak.

Degn og skolelærer Michael Wolsgaard (1756-1805).

(https://www.nedervindinge.dk/billeder/1787_udskrift.png)
Udklip fra folketællingen i Kastrup landsby i 1787.

Ved folketællingen i Kastrup i 1787 er Wolsgaard-familien nummer 11. Der boede dengang kun 15 familier i og omkring selve Kastrup landsby.
Den 31 årige degn Michael Wolsgaard, og hans 40 årige hustru Sophia Hedevig, har også en lille datter, Sophia, som er 2 år.(03.)

Skole-visitats i 1799.
Nicolai Edinger Balle (1744-1816), som var biskop over Sjællands biskop mellem1783 og 1808, foretog en hel del visitats-rejser rundt i hele Sjællands stift.
Den 18. oktober 1799 besøgte han Rytterskolen i Nedervindinge, og om sine indtryk derfra, noterede biskop Balle blandt andet:
CitatEn god Deel Børn var samlet. De svarede fermt af Lærebogen med smuk Indsigt og vidste at giøre god Rede for Catechismus. De læste ogsaa for det meste vel i Bog og havde lært Psalmer. Degnen Woldsgaard, som tillige er Skoleholder, underviser meget vel og catechiserer godt.(04.)
Wolsgaard dør.
Degn og skolelærer Michaet Wolsgaard dør allerede som 49-årig, den 7. februar 1805, og han bliver begravet på Kastrup Kirkegård ugen efter, på Valentins dag, torsdag den 14. februar.(05.)


Skoleloven fra 1814.
Hvor Rytterskolerne var Frederik den Fjerdes private tiltag, det med at indføre ensartet undervisning på sine egne godser, så var Frederik den Sjettes skolelove (https://skolehistorie.au.dk/temaer/skolepolitik-og-skolefolk/skolelovene-af-1814/) små hundrede år senere, i 1814, hele samfundets første forsøg på at indføre et undervisningssystem gældende i hele Danmark.

Allerede i den første paragraf, i lovens første kapitel, var det vigtigste i loven skrevet ned. Her blev der anvist hvor mange skoler der skulle opføres i hele landet, og hvor tæt, for intet skolebarn måtte ifølge denne nye lov, have længere at gå til skolen end en kvart mil, hvilket omregnet er små to kilometer.

Citat§. 1. Skoledistricterne paa Landet bør, saavidt Stedernes Beliggenhed det tillader, inddeles saaledes, at de, der skulle undervises i Skolen, ikke have længere Vei dertil fra deres Hiem end ¼ Miil. Saa skal der og ved Inddelingen tages Hensyn til de Unges Antal, saa at ikke flere henlægges til een fast Skole, end at det kan blive mueligt for Skolelæreren at have det fornødne Opsyn med Børnene og tilbørligen undervise dem. Hvor Børnenes Antal maatte befindes at blive uforholdsmæssigt stort for een Skole, og det dog ansees for bekosteligt at oprette nogen anden efter lige Plan, bør en Hielpe-Skole anlægges for Børn af Underviisningens nederste Classe.(02.)
Så der blev forsøgt bygget skoler allevegne, og skoler til alle, hvilket jo var en forudsætning for at der kunne undervises landsdækkende efter alle de regler, som den nye lov også pålagde de nye skoler.


Kastrup Skole.
Loven kunne jo ikke tage højde for det menneskelige element, at undervisere, og lærere, er meget forskellige. Så skolelæreres personlighed, og evne til at inspirere, er/var lige så vigtig som indpodning af konkrete tal og bogstaver, og måske endda vigtigere?
Jeg vil her på websiden nævne nogle få af skolelærerne fra Kastrup Sogns skoler:

H. A. Hansen.
Hans Anders Hansen (1818-1872), skolelæreren og kirkesangeren som havde en vilje, og en kunnen lidt ud over det normale, samt digteriske evner som han øste af, og som i hans samtid næsten nåede at blive kendt i en langt større kreds.
Skolelærer Hansen energi og beslutsomhed må have smittet af på omgivelserne, og ikke mindst må han have været et forbillede for Kastrup Skoles elever.
Mere følger...

Clausen.
Peter Clausen (1838-efter 1930)  kom til Kastrup Sogn som skolelærer i 1861, hvor han var ansat ved skolen i Næs de første 12 år. Derefter søgte han til Kastrup skole. hvor han var ansat i hele 34 år. Så i alt underviste Clausen skolebørnene i Kastrup Sogn i 46 år.
Og så mange års ansættelse må indikere at både kirken og befolkningen, og sognet, og også Per Clausen selv, har været tilfredse med ansættelsesforholdet.
Mere følger...


* * * * * * * * * *
Fodnoter og kildehenvisninger.


01.)  Morsø Folkeblad. Onsdag den 30. marts 1921. Artikel på forsiden: "Kong Frederik d. Fjerdes Skoler".
02.)  http://www.bornholmerneshistorie.dk/skoleloven-1814.html
03.) Rigsarkivet. Arkivalieronline. Folketælling 1787, Landdistrikter (1787 – 1787). Præstø Amt-Hammer Herred–Kastrup. - Opslag 3. Familie 11. (På højre side.)
04.) Christian Larsen: "Biskop Balles Visitatsbog 1799-1807". Udgivet af "Selskabet for udgivelse af Kilder til Dansk Historie" i 1999. - På side 79.
05.)  Arkivalieronline. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Enesteministerialbog (1710 – 1814) - Ny Skanning i farver. - FKVD 1787 - FKVD 1814. Opslag 106. (Indførelse nummer 3).

Allan Tønnesen: "Frederik den Fjerdes rytterskoler". Udgivet af Syddansk Universitetsforlag i 2023.
Thøger Jensen: "Kong Frederik den Fjerdes Skoler". I Kommission hos Carl A. Boesen i Aarhus. 1921.


Titel: Lidt om Kastrup sogns skoler.
Indlæg af: Lis B. Jensen Dato 16. Marts 2026. 00:44:42
Hvorfra har du oplysninger om Peder Clausen.
Skolen i Næs er først opført i 1860.
Peder Clausen er i Næs 1870 - http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=53531&side=34
Jeg kan se du nok har ret, jeg har misforstuet det
Titel: Lidt om Kastrup sogns skoler.
Indlæg af: HBJensen Dato 16. Marts 2026. 06:05:08
Jeg nævner oppe i mit skrevne, at Peder Clausen kom til Næs skole i 1861,  og som du selv skriver så blev Næs skole opført i 1860.
Peder Clausen kom fra Næs skole og til Kastrup skole da H. A. Hansen døde sidst i 1872, og overtog dermed den ledige lærerstilling i Kastrup i 1873.
Du må meget gerne påpege hvad der er forkert.

Næstved Tidende skrev denne lille notits lørdag den 8. februar 1873:
Besættelse af Skolelærerembeder.
"Biskoppen over Sjællands Stift har under 3die Februar d. A. beskikket hidtilværende Skolelærer for Næs Skoledistrikt P. Clausen til herefter at være Skolelærer for Kastrup Skoledistrikt i Kastrup Pastorat under Baarse Herred."

Jeg har igennem årene samlet bunker af notater, og det tager sin tid at sætte dem i den rigtige rækkefølge, og ikke mindst at tjekke dem, men jeg har også påbegyndt at skrive lidt om Peder Clausen, og når jeg får kæmpet mig færdig med H. A. Hansen, så vil jeg samle det jeg ved om Clausen, og med kildehenvisninger, og også lægge her på websiden.

Så du skal nok få nogle flere kildehenvisninger.
Men desværre begår jeg også fejl, som f.eks. når jeg fejlagtig pludselig begynder at skrive 1857 i stedet for 1847.
Jeg undskylder selvfølgelig og beklager.