Nyheder:

Nyhedsbrevet er blevet udsat en ugestid.
Godt nok har varmen bremset skriveriet lidt, men årstals-listen får jævnligt et par tilføjelser.

Hovedmenu

Christian og Marens forældre.

Startet af HBJensen, 08. Juni 2026. 09:32:57

Forrige emne - Næste emne

HBJensen

Bemærk:
Denne side er et eksperiment, et forsøg på at gøre fortællingen om forfædre og mødre mere overskuelig, og samtidig nem af tilføje diverse bemærkninger og notitser til, såsom lidt om datiden, og om personerne, og stederne hvor de bor og lever.
Dette er kun en begyndelse, og fremover bliver der foretaget rettelser og tilføjelser.
Kom gerne med indsigelser og/eller forslag.

Maren Christiansens og Christian Pedersens forældre.

Mit udgangspunkt er jo mine oldeforældre "Christian og Maren", samt deres børn.
Denne side er fortællingen om generationen tidligere, om Christian og Marens forældre, som er mine tipoldeforældre.


Maren Christiansens forældre.
Christian Andersen.
Endnu er der stadig lidt tvivl om hvem Christian Andersen er og var, og hvor han hørte hjemme.
Ørslev bliver nævnt nogle gange.

Marie Nielsdatter.
Marie Nielsdatter født 1821 i Oreby.
Marie Nielsdatter er indskrevet i kirkebogen som værende født den 1. november 1821, og hjemmedøbt et par dage efter af pastor Boesen. (Fødseldatoen er senere rettet i kirkebogen til den 30.oktober.)
Dåben blev bekræftet i Kastrup Kirke den 27. januar 1822.
Forældrene var Husmand Niels Knudsen og hustruen Catrine Pedersdatter fra Oreby.
Fadderne var:
Husmand Peder Pedersens datter Margrethe bar den lille, og de øvrige faddere var: husmand Peder Pedersen, husmand Rasmus Pedersen, indsidder Ole Pedersen og gårdmand Morten Jensen, som alle var fra Oreby.(10.)
Min kommentar.
Pastor Boesen som foretog dåben var præst i både Vordingborg og Kastrup. Dengang var Kastrup sogn kirkeligt et anneks til Vordingborg.
Og pastor Boesen fortjener en lille bemærkning, idet han var med-beslutningstager til en "reparation" af Gåsetårnet, som i den forbindelse fik trapper inde i tårnet, så man kunne gå helt op til toppen.

Marie Nielsdatters 1. barn.
Christian Andersen fra Ørslev ville ikke vedkende sig at være far til Maries første datter, Maren, som blev født udenfor ægteskab, så Birkedommer Oxenbøll oprettede i 1847 en paternitetssag ved Vordingborg Søndre Birk, under Præstø Amt.
Det var samtidig en alimentationssag, for uden en barnefader, så ville andre blive pålagt forsørgelsespligten.(03.)


Vielse.
Vielse i 1848, men ikke med datterens fader.
Det blev ikke datterens fader som Marie giftede sig med, men derimod en ungkarl fra samme sted hvor hun selv boede og arbejdede, fra Oregaard ved Rosenfeldt.
Den 28-årige ungkarl Carl Christian Jørgensen på Oregaard, og den 26-årige pige Marie Nielsdatter også på Oregaard, bliver viet søndag den 26. november i Kastrup Kirke.
Forloverne er husmand Jakob Nielsen fra Oreby og husmand Knud Nielsen fra Knudsskov.(12.)
Min kommentar.
I Hovedministerialbogen er brudgommens fornavnene stavet med C, og i Kontraministerialbogen er fornavnene med K. For ikke at gøre forvirringen større, så bruger jeg udelukkende Carl Christian stavet med stort C..


Marie Nielsdatter dør i 1906.
Marie Nielsdatter døde 84 år gammel af "marasmus senilis", som enkelt fortalt betyder alderdom,  lørdag den 5. maj 1906 i hjemmet i Oreby, og hun blev begravet på Kastrup Kirkegaard af kapellan Holger Pedersen, torsdag den 10. maj.
Marie Nielsdatter er enke efter sin afdøde mand, arbejdsmand Carl Christian Jørgensen.(11.)


Christian Pedersens forældre.
Peder Pedersen.
Født i Bakkebølle i 1815.
Peder Pedersen blev født den 22. februar 1815. Han blev først hjemmedøbt, og den 9. april blev dåben bekræftet i Vordingborg Kirke
Forældrene var husmand Peder Larsen og hans hustru Karen Pedersdatter, begge fra Bakkebølle.
Fadderne ved dåben.
Gårdmand Ole Andersens kone fra Bakkebølle. Pigen Kirsten Rasmusdatter, og gårdmand Lars Hage, og gårdmand Rasmus Jensen og Jørgen Pedersen, som alle også var fra Bakkebølle.(02.)

Konfirmeret.
Den 1. søndag efter Mikkelsdag i 1830, blev husmand fra Bakkebølle Peder Larsen, og hans hustru Marie Pedersdatters søn Peder Pedersen, konfirmeret i Vordingborg Kirke.
Skolekaraktererne bliver angivet til at være "mg" i både kundskab og opførsel.(06.)
Mikkelsdag er altid den 29. september, og i 1830 var det en onsdag. Så konfirmationsdagen søndagen efter Mikkelsdag var således den 3. oktober 1830.
Mikkelsdag var oprindelig en helligdag, men var en af disse helligdage som Struensee afskaffede i 1770, og hvor Store Bededag blev indført som erstatning, en helligdag som nu også er væk.

Folketælling 1880.
Ved folketællingen i februar i 1880 bor Peder Pedersen og Birthe Kirstine Andersdatter i et lille hus i Neder Vindinge. Peder er 66 år gammel og Birthe Kirstine er 60 år.
Peder har opnået at få fattigforsørgelse.
I samme hus bor også sønnen Christian og hans hustru Maren, og deres tre små børn, Anders Peder og Niels Carl og Ane Marie Cathrine Sofie.(01.)

Peder dør i 1881.
Peder Pedersen dør hjemme i Neder Vindinge af apopleksi, pinsedag den 6. juni 1881, 67 år gammel. Og han bliver begravet på Kastrup Kirkegård fredag den 10. juni.
I Vordingborg Søndre Birks dødsanmeldelsesprotokol, blev der dagen efter husmand Peder Pedersens død skrevet, at enken Birthe Andersdatter og de fælles myndige børn forbliver i uskiftet bo.(07.)


Ægteskabet.
Peder og Birthe Kirstine bliver viet i 1843
Ungkarl, 29-årige Peder Pedersen fra Knudsskov bliver viet til 21-årige pige Birthe Kirstine Andersdatter som også er fra Knudsskov, fredag den 5. maj 1843, i Vordingborg Kirke.
Forloverne var hugger Anders Jensen og vogter Hans Frandsen fra Ore.(08.)


Birthe Kirstine Andersdatter
Birthe Kirstine Andersdatter var født den 25. september 1820, og døbt i Vordingborg Kirke søndag den 5. november.
Forældrene var husmand Anders Jensen og hustruen Ane Christiansdatter, fra Knudsby.
Fadderne var:
Skovfoged Ole Andersens kone, husmand Hans Poulsens kone, skovfoged Ole Andersen, husmand Hans Poulsen og husmand Niels Rasmussen. Alle var fra Knudsskov.(04.)

Birthe Kirstine Andersdatters forældre, Anders Jensen og Ane Christiansdatter, boede ved folketællingen i 1837 i et af Knudsskov-husene.
Faderen ernærede sig og familien med de tilhørende 8 tønder land jord. Han er 55 år gammel, og gift med den 59-årige Ane Christiansdatter.
Hjemmeboende har ægteparret stadig 4 børn boende:
Karen Andersdatter som er 23 år gammel, og er gift med en mand "som er i Slaveriet", hvilket betyder at manden er straffet for en alvorlig forbrydelse.
Og søsteren Frederikke Andersdatter, som er 21 år gammel og endnu ugift. Samt brødrene Jens Andersen som er 17 år, og Niels Andersen på 11 år.(05.)

Birthe Kirstine dør i 1883
Birthe Kirstine Andersdatter, enke efter husmand Peder Pedersen i Nedervindinge, døde 62 år gammel af sygdommen Rosen, fredag den 16. februar 1883.
Hun blev begravet på Kastrup Kirkegård ugen efter, fredag den 23. februar.(09.)
Min Kommentar.
Sygdommen "Rosen" må være arvelig, for min bedstemoder fra Kastrup Sogn, Birthe Kirstine Andersdatters banebarn, som havde "arvet" navnet Birthe Kirstine, led også af problemet. Da jeg var dreng tog hun mig med flere gange, med toget Næstved-Slagelse.
I Slagelse boede der en klog kone, af hvem bedstemoder købte noget sort salve, som hun skulle smøre på benene.
Også her i min generation er der også mindst et familiemedlem som har, eller har haft, Rosen.




* * * * * * * * * *
Kilder:
 
K. W. J. Thureholm: "Der jog Kong Volmer", som har undertitlen: "Indtryk og Oplevelser paa Knudshoved-Odden i Smaalandshavet". Udgivet af Jagtvennens Forlag i Næstved i 1948.

Fodnoter. 
01.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Folketælling 1880 Landdistrikter(1880). Præstø Hammer Kastrup. Opslag 47. Nummer 6. "Et Hus".
02.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Hovedministerialbog(1813-1892). 1813 FKVDTA - 1822 FKVDTA. Opslag 19. Nummer 15.
03.) Rigsarkivet. Præstø Amt. Journalen 1847. Nr. 822. 6 R 8/5. (Overført til Aj. 28. - No.466. 1851).
04.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebog. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog(1813-2003). 1814 FKVD - 1822 FKVD. Opslag 200. Nummer 34.
05.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Rentekammeret Danske Afdeling, Tabelkommissionen. Folketælling 1834, Landdistrikter. Præstø Bårse Vordingborg Landdistrikt. Opslag 14. Nummer 19.
06.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813-2003). 1823 FKVDJ - 1831 FKVDJ.  Opslag 241. Nummer 3.
07.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Skifter fra hele landet. Vordingborg Søndre Birk.
Dødsanmeldelsesprotokol for Søndre Birk (1869-1927). 1869-1897. Opslag 113. Nummer 73.
08.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Vordingborg Sogn. Kontraministerialbog (1813 - 2003) Ny Scanning i farver. Viede 1841 - Viede 1845. Opslag 6. Nummer 8.
09.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog Døde kvinder 1870 - Døde kvinder 1887. Opslag 8. 1883 Nummer 3.
10.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog (1803 - 2003). 1813 FKVDJTA - FKVDJTA.  Opslag 123. Nummer 5.
11.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog 1899 FKVD - 1908 FKVD. Opslag 196. Nummer 6.
12.) Arkivalieronline. Rigsarkivet. Kirkebøger. Kastrup Sogn (Præstø Amt). Kontraministerialbog.(1813-2003) Ny Scanning i farver indtil 1892. Viede 1847 - Viede 1869. Opslag 1. 1848 Nummer 7.


Henning Jensen.